350

Det har længe ikke været nogen hemmelighed, at kampen for at redde vores planet fra den globale opvarmning ses forskelligt på fra forskellige steder i verden. Alt for længe har vi været vidner til en diskussion om hvem, der skal starte kampen og hvem, der skal bære hvilke byrder: Kan USA lægge sig i selen, hvis Kina og Indien endnu ikke vil være med? Hvor hurtigt skal de rige lande reducere deres udledninger? Hvilken støtte vil de rige lande give de fattige? Her bringer vi to statslederes syn på klimaspørgsmålet. De er fra hvert sit hjørne af verden, og de er begge indflydelsesmæssigt små spillere. Endvidere ser de ikke helt ens på spørgsmålet, hvad der ikke kan overraske nogen på kampens nuværende stadie. Den ene kommer fra et af verdens rigeste og mest homogene lande og den anden fra et af verdens fattige udviklingslande med krasse interne forskelle og modsætninger. Vi vil ikke kommentere de to synspunkter, de taler for sig selv. Blot vil vi konstatere, at der glædeligvis er tale om to statsledere, som begge går ind for en verden uden fossile brændsler. Det er en god start!

Anders Fogh Rasmussen om klimaspørgsmålet

Da vores statsminister endnu ikke har skrevet eller sagt så meget om kampen for et bæredygtigt samfund, har vi været nødt til at klippe lidt (det handler jo om så meget andet, her mindre vedkommende) i et af hans oplæg fra Venstres sidste landsmøde. Når han har vænnet sig til sin nye status som klimaforkæmper og derfor sikkert snart vil formulere sig mere omfattende om emnet, vil vi ikke tøve med at bringe og kommentere disse givetvis vigtige synspunkter. Men indtil da:

Uddrag af tale holdt ved Venstres landsmøde 16. november 2008

Af Anders Fogh Rasmussen, statsminister

Transskription fra bånd – det talte ord gælder

Godmorgen. I går gjorde jeg status over syv års arbejde i regeringen. I dag vil jeg så traditionen tro kaste blikket fremad, og jeg vil ikke nøjes med syv år fremad, men tale om de udfordringer, vi står overfor i de kommende årtier. Jeg vil tage afsæt i noget aktuelt. Jeg vil tage afsæt i den aktuelle finanskrise. Finanskrisen startede i USA men bredte sig desværre med lynets hast til hele verden. Banker og andre finansielle institutioner er tvunget i knæ. Vi risikerer, at det ikke bare blive en krise indenfor finanssektoren, men at krisen breder sig til den reale økonomi – altså til almindelige produktionsvirksomheder. Derfor kan krisen true beskæftigelsen overalt i verden. Der bliver talt om krise overalt, og vi risikerer, at al den krisesnak ender med at skabe stagnation, sortsyn og pessimisme, som kan blive en selvforstærkende ond cirkel. Det, der er brug for, er ny dynamik, et lyst syn og optimisme. Det er det, jeg vil tale om i dag. Hvordan vi med afsæt i den aktuelle krise kan skabe ny fremdrift – skabe ny vækst.

For nogle uger siden var jeg i Kina for anden gang. Det er altid lærerigt at komme til Kina. Jeg tror i alle sammen ved, at det kinesiske tegn for krise i virkeligheden er sammensat af to tegn. Det ene tegn betyder fare. Det andet tegn betyder muligheder. Kineserne er et klogt folk, og kinesisk er et klogt sprog, for det er jo lige præcis de to elementer, som en krise indeholder. Det kan blive farligt, hvis vi sætter alting i stå som følge af en forældet tankegang og fremtidsangst. Men vi kan jo også gøre en krise til muligheder, hvis vi forstår at sætte nye ting i gang med nye ideer og en tro på fremtiden. Vi står overfor tre store udfordringer i de kommende årtier. Det er økonomien, det er sikkerheden, og det er klimaet. Og disse tre udfordringer er også vævet ind i hinanden på grund af vores afhængighed af olie. Og det står mere og mere klart for mig, at der er en meget tæt sammenhæng mellem energiteknologien, vores afhængighed af fossile brændsler som olie, kul og gas og de samfundsmæssige udfordringer, vi står overfor. Den kraftige afhængighed af olie og de høje og stærkt svingende oliepriser truer stabiliteten i økonomierne verden over. Vores afhængighed af olie fra autoritære regimer har betydet, at en række af de nationer i verden, der bestemt ikke deler vore værdier om frihed og folkestyre, nu kan bruge olievåbnet i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Og endelig er det i høj grad afhængigheden af de fossile brændsler, som har medført en temperaturstigning på kloden.

Temperaturstigningen er med til at fremkalde store klimaforandringer, der vil ændre vores livsvilkår og også blive en stor økonomisk udfordring. Det giver stof til eftertanke, at olie kan have så stor indflydelse på vort samfund, men sådan er det. Siden den industrielle revolution for 100 til 150 år siden har vi skabt en fantastisk vækst i hele verden ved hjælp af netop olie, gas og kul. Vi har i den grad gjort samfundets fremdrift afhængig af de fossile brændsler. Prøv at tænk på, hvor fantastisk meget, der er sket i vores samfund, siden den første Ford T den rullede ud fra samlebåndet i USA. Men på ét punkt er der overhovedet ikke er sket noget som helst nyt, siden den gamle Ford T rullede. Det er det, vi putter i den, for at den skal køre. Det er stadigvæk det samme. Det er da mærkeligt, at menneskeheden i løbet af disse mange årtier, hvor vi har fundet på så mange andre nye ting, så lige præcis på det ene punkt, der hedder brændstof, har vi overhovedet ikke fundet på noget som helst nyt. Vi har tværtimod befæstet afhængigheden af olien og de andre fossile brændsler. Det, der i virkeligheden er brug for, er et samlet svar på disse tre udfordringer. Vi har brug for et nyt industrielt gennembrud akkurat som det, der i sin tid lagde grunden til det samfund, vi kender i dag. Vi skal skabe en ny grøn markedsøkonomi, der kan lægge grunden til en ny holdbar vækstperiode i verdenshistorien.

Hvad angår Danmark, der vil jeg sætte det meget ambitiøse mål, at vi skal gøre Danmark helt fri af fossile brændsler som olie, kul og gas. Vi skal skabe et fossil-frit Danmark, vi skal skabe en grøn vækstøkonomi i Danmark. Det er en gigantisk udfordring, og jeg kan også godt sige til jer, at den vil tage mange år. Men også den lange rejse startede med de første skridt, og det er dem, vi skal tage nu. Jeg nævnte klimaet. Det er en udfordring. Og jeg skal være helt ærlig over for jer og bekende, at jeg har meget længe hørt til dem, der var lidt i tvivl om det med klimaet. Hvad er årsagen til, at temperaturen stiger? Er det menneskers aktivitet, eller er det andre ting? Nogle mener, det er solpletter – andre har helt andre teorier. Det, vi i hvert fald ved, er, at lang tid før mennesket begyndte at tale om industrialisering, var der også temperatursvingninger. Vi ved alle sammen, at der har været varmere perioder på jorden end den, vi har nu. Der har været istid, og vi ved med fuldstændig sikkerhed fra for eksempel iskerneboringer i Grønland, at der altid har været temperatursvingninger på jorden. Temperatursvingninger, der derfor ikke alene er menneskeskabte. Så meget kan vi i hvert fald slå fast. Ikke desto mindre så vil jeg sige, at jeg har altså ladet mig overbevise af FN’s internationale klimapanel, som i flere omgange har produceret rapporter, der viser, at selvom der over hundrede tusinder, måske millioner år har været temperatursvingninger på jordkloden, så er det med al sandsynlighed sådan, at når vi taler om de sidste to generationer, så er hovedparten af temperaturstigninger forårsaget af menneskers aktivitet. De er forårsaget af alt det, vi har hældt ud i atmosfæren. Og det har enorme konsekvenser for kloden. Man kan vel sige, at siden sidste istid er temperaturen nok steget med fem grader. Der er altså ikke noget nyt i, at temperaturen stiger. Nu siger klimapanelet, at temperaturen kan stige med en, to til fire grader i løbet af de næste 100 år. Det nye er, at mens det faktisk tog 5000 år at få temperaturen til at stige med 5 grader, så tager det måske nu kun 100 år at få den til at stige med 4 eller 3 grader, eller hvad det nu er. Er det tilfældet, så er der virkelig tale om en udfordring. Og det får altså f.eks. isen til at smelte. Det fører så til oversvømmelser nogle steder. Men det paradoksale er, at det kan føre til tørke og ørkendannelse andre steder, og det vil kunne føre til endnu mere af det, vi har set inden for det sidste årti med voldsomme uvejr, orkaner og andet, der skaber ødelæggelse rundt omkring. For mig er der ingen tvivl om, at vi har en forpligtigelse til at gøre noget ved det.

Så kan man så spørge: Bliver det ikke rædsomt dyrt? Selvfølgelig vil det koste. FN’s klimapanel skønner, at en indsats for at forebygge følgerne af klimaforandringer vil koste noget der svarer til 0,12 procent af vores årlige vækst. Men klimapanelets konklusion er, at det vil koste omtrent ligeså meget at lade være, for hvis vi ingenting gør, fortsætter det jo der med oversvømmelser, tørke, ørkendannelse og uvejr, og det ved vi alle sammen også koster penge. Så klimapanelets argumentation er, at ja det koster penge at handle, men det koster ligeså mange penge ikke at gøre noget. Jeg ved, at I som gode Venstrefolk har det som jeg, at når det koster nogle penge at gøre nogle ting, men det koster ligeså mange at lade være, så kan man ligeså godt gøre noget fornuftigt – nemlig handle! Min konklusion er, mennesket har bidraget til klimaforandringer, og hvad mennesker har skabt, kan mennesker udbedre. Når prisen er den samme, uanset om vi handler eller lader være, så må man spørge, om det ikke er lidt klogere at gøre noget? Jeg synes faktisk, man kan konkludere, at det er billigt at handle, men det vil være meget kostbart for mennesker og naturen at lade være. Så vidt klimaet.

Juan Evo Morales Ayma om klimaspørgsmålet

I modsætning til den danske statsminister har den bolivianske præsident ofte formuleret sig om klimaspørgsmål, både i nationale og internationale forsamlinger. Man gør klogt i at lytte til lederne fra udviklingslandene, hvis man ønsker en succesrig kamp mod de truende klimaforandringer. Det er ikke utænkeligt, at vi ved en senere lejlighed vil se nærmere på og kommentere Morales’ synspunkter på dette emne. Men indtil da:

Klimaforandringerne: Red planeten fra kapitalismen

Af Evo Morales, præsident

Den 28. november 2008 – Søstre og brødre, i dag er vores Moder Jord syg. Fra begyndelsen af det 21. århundrede har vi levet i de varmeste af de sidste tusind år. Global opvarmning genererer abrupte forandringer i vejret: gletchernes tilbagetrækning og formindskelsen af de polære iskapper; væksten i havenes vandstand og oversvømmelserne i kystområderne, hvor henved 60% af verdens befolkning lever; væksten i ørkendannelse og formindskelsen af sunde vandressourcer; den højere hyppighed af naturkatastrofer, som jordens samfund lider under[1]; udryddelsen af plante- og dyrearter; og spredningen af sygdomme til områder, som før var fri for disse.

En af de mest tragiske konsekvenser af klimaforandringerne er at nogle stater og territorier er dømt til at forsvinde med havstigningen.

Alt dette begyndte i 1750 med den industrielle revolution, som fødte det kapitalistiske system. På to og et halvt århundreder har de såkaldte ‘udviklede’ lande forbrugt en stor del af de fossile brændsler, der var blevet skabt igennem fem millioner århundreder.

Kapitalismen

Det kapitalistiske systems konkurrence og tørst efter grænseløs profit er i færd med at destruere planeten. Under kapitalismen er vi ikke mennesker, men forbrugere. Under kapitalismen eksisterer Moder Jord ikke; i stedet er der råstoffer. Kapitalismen er kilde til verdens asymmetrier og ubalancer. Den genererer luksus, pral og affald for de få, mens millioner i hele verden dør af sult. I kapitalismens hænder bliver alt til en vare: vandet, jorden, det humane genom, forfædrenes kultur, retfærdighed, etik, død … og livet selv. Alt, absolut alt, kan købes og sælges under kapitalismen. Ja, selv ‘klimaforandringer’ er blevet til en forretning.

‘Klimaændringer’ har stillet mennesket over for et stort valg: Enten at fortsætte ad kapitalismens og dødens vej, eller at slå ind på stien, der fører til harmoni med naturen og respekt for livet.

De udviklede lande og overgangsøkonomierne forpligtede sig ved Kyotoprotokollen i 1997 til at reducere sine udledninger af drivhusgasser med mindst 5% i forhold til 1990, igennem implementering af forskellige mekanismer, hvorimellem markedsmekanismen dominerede. Indtil 2006 er drivhusgasserne, langt fra at være reduceret, tværtimod vokset med 9,1% i forhold til 1990; for også på denne måde at demonstrere de udviklede landes brud på forpligtelserne.

At implementere markedsmekanismerne i udviklingslandene[2] har ikke bevirket en signifikant reduktion af drivhussvirkende gasudledninger.

Ligesåvel som markedet er ude af stand til at regulere de globale finansielle og produktive systemer, lige så vel er det ude af stand til at regulere udledningen af drivhusvirkende gasser og vil alene generere ‘big business’ for finansielle agenter og store selskaber.

Jorden er langt vigtigere end børserne i Wall Street – og i den øvrige verden

Imens De Forenede Stater og Den Europæiske Union allokerer 4.100 milliarder dollars for at redde bankerne fra en finansiel krise, som de selv har skabt, tildeles programmer angående klimaforandringer 313 gange mindre, altså kun 13 milliarder.

Ressourcerne, øremærkede til klimaforandringer, er uretfærdigt fordelt. Flere ressourcer er anvendt på at reducere udledningerne (mildning) og færre til at reducere de effekter af klimaforandringerne, som alle lande lider under (tilpasning)[3]. Den overvejende del af ressourcerne flyder til de lande, som har forgiftet mest, og ikke til de lande, hvor vi bedst har beskyttet miljøet. Ca. 80% af midlerne fra projekter under Clean Development Mechanism (CDM, aflad for manglende hjemlige reduktioner gennem mere eller mindre tvivlsomme reduktionsprojekter i tredielande, nh) er koncentreret i fire udviklingslande.

Kapitalistisk logik fremmer det paradoks at de sektorer, som har bidraget mest til forringelsen af miljøet, er de samme som dem, der har størst udbytte af programmerne til bekæmpelse af klimaændringerne.

På samme tid er teknologioverførslen og finansieringen af ren og bæredygtig udvikling i Syd forblevet ord. Det næste klimatopmøde i København er nødt til at tillade os et spring fremad, hvis det er vores fælles ønske at redde Moder Jord og menneskeheden.

Jeg fremsætter til dette formål følgende forslag til processen: Fra Poznan til København:

Angrib de strukturelle årsager til klimaforandringerne

1) Debatèr de strukturelle årsager til klimaforandringerne. Så længe vi ikke ændrer det kapitalistiske system til et systen baseret på gensidighed, solidaritet og harmoni mellem mennesket og naturen, vil de metoder, som vi tilpasser blive lindrende, dvs. af begrænset og risikabel karakter. For os er det, som er slået fejl, modellen for ‘et bedre liv’ med ubegrænset udvikling, grænseløs industrialisering, modernisering som afbøder vores historie og voksende akkumulation af goder på andres og naturens bekostning. Af disse grunde er vi fortalere for ‘det gode liv’ i harmoni med andre mennesker og Moder Jord.

2) De udviklede lande er nødt til at kontrollere deres forbrugsmønstre – deres forbrug af luksus og skrald – i særdeleshed deres overdrevne forbrug af fossile brændsler. Det er nødvendigt progressivt at eliminere subsidier til fossile brændsler, som har nået mellem 150 og 250 milliarder[4]. Det er fundamentalt at udvikle alternative former for energi, så som solenergi, geotermisk energi, vindenergi og vandkraftenergi, både i lille og i mediun skala.

3) Biobrændsler er ikke noget alternativ, fordi de sætter produktionen af fødevarer til transport før produktionen af mad til mennesker. Biobrændsler udvider landbrugets grænser og destruerer skove og biodiversitet, genererer monokulturer, fremmer koncentration af landbrugsarealer, forringer jordens ydeevne, udtømmer vandressourcer, bidrager til højere priser på fødevarer og forbruger ofte mere energi, end der produceres.

Betragtelige forpligtigelser til udledningsreduktioner – som bliver overholdt

4) Streng overholdelse af de udviklede landes forpligtelser[5] til at reducere udledningen af drivhusgasser med mindst 5% i forhold til 1990. Det er uacceptabelt, at de lande, som igennem historien, har forurenet planeten, vedtager beslutninger om større reduktioner i fremtiden, alt imens de ikke efterkommer deres nuværende forpligtelser.

5) Fastlæg nye minimumsforpligtelser for de udviklede lande, 40% udledningsreduktioner i 2020 og 90% i 2050, med udgangspunkt i 1990. Disse minimumsforpligtelser må opfyldes internt i de udviklede lande og ikke via fleksible markedsmekanismer, som tillader køb af certificerede udledninger, som bevirker fortsættelse af forurening i eget land. Overvågningsmekanismer til måling, rapportering og kontrol, som er tilgængelige for offentligheden, må ligeledes fastlægges for at garantere opfyldelse af  forpligtelserne.

6) De udviklingslande, som ikke er ansvarlige for den historiske forurening, må bevare det fornødne rum til at skabe alternative og bæredygtige former for udvikling, som ikke gentager fejltagelsen med den vilde industrialisering, som har brag os alle i den nuværende situation. For at betrygge denne proces har udviklingslandene forudsætningsvis behov for finansiering og teknologioverførsel.

Adressèr økologisk skyld

7) Idet de anerkender deres historiske økologiske gæld til planeten, må de udviklede lande skabe en Integreret Finansiel Mekanisme til at støtte udviklingslandene i: Implementering af deres planer og programmer for tilpasning til og mildning af klimaforandringerne; fornyelsen, udviklingen og overførslen af teknologi; i bevarelse og forbedring af vores naturlige depoter for CO2; svarhandlinger på de alvorlige naturulykker, som skyldes klimaforandring; og i udførelsen af bæredygtige økovenlige udviklingsplaner.

8) Denne Integrerede Finansielle Mekanisme må, for at være effektiv, kunne regne med et bidrag på mindst 1% af bruttonationalproduktet i de udviklede lande[6] og andre bidrag fra skat på olie og gas, finansielle transaktioner, hav- og lufttransport og profitterne fra de transnationale selskaber.

9) Bidrag fra de udviklede lande må være oven i den officielle udviklingsbistand (ODA), den bilaterale hjælp eller hjælp kanaliseret gennem FN. Ingen midler ydet udenom UNFCC (Forenede Nationers Struktur Konvention om Klimaforandring, nh) kan anerkendes som opfyldelse af de udviklede landes forpligtelser under konventionen.

10) Det er nødvendigt at midlerne tildeles de forskellige staters planer og programmer og ikke bruges til projekter, som følger markedslogikken.

11) Det er afgørende, at midlerne ikke kun placeres i enkelte udviklede lande, men prioriteres til de lande, der har bidraget mindst til udslippet af drivhusgasser; de, der bevarer natur og lider under følgerne af klimaforandringerne.

12) Den Integrerede Finansielle Mekanisme må forestås af De Forenede Nationer, ikke af Den Globale Miljøfacilitet (GEF) eller andre mellemled så som Verdensbanken og regionale udviklingsbanker; dens ledelse skal være kollektiv, gennemsigtig og ubureaukratisk. Dens beslutninger skal vedtages blandt alle medlemslande, i særdeleshed af udviklingslandene, og ikke af donorer og bureaukratiske administratorer.

Teknologioverførsel til udviklingslandene

13) Fornyelse og teknologi relateret til klimaforandringerne skal være under offentlig regi og ikke nogen form for privat patentregime, som hæmmer og gør teknologioverførsel dyrere for udviklingslandene.

14) Produkter, som er frugten af offentlig finansieret fornyelse og udvikling, skal placeres under offentligt regi og ikke under et privat patentregime[7], således at de kan være frit tilgængelige for udviklingslandene.

15) Fremme og forbedre systemet med frivillige og tvungne licenser således at alle lande kan få adgang til allerede patenterede produkter – hurtigt og gratis. De udviklede lande kan ikke behandle patenter og intellektuel ejendom som var det noget “helligt”, der for enhver pris skal bevares. Ordningen om fleksibel adgang til intellektuelle rettigheder i tilfælde af alvorlige problemer med den offentlige sundhed skal tilpasses og udvides betragteligt for at hele Moder Jord.

16) Genopret og understøt de oprindelige folks praktikker, som er i harmoni med naturen, og som har bevist deres bæredygtighed igennem århundreder.

Tilpasning og udledningsbegrænsning med deltagelse af alverdens folk

17) Fremme af handling, programmer og planer mod udledninger med deltagelse af lokalsamfund og oprindelige folk inden for rammerne af fuld respekt for og implementering af De Forenede Nationers deklaration om oprindelige folks rettigheder. Den bedste mekanisme til at møde udfordringen fra klimaforandringerne er ikke markedsmekanismen, men bevidste, motiverede og velorganiserede mennesker begavet med deres egen identitet.

18) Reduktion af udledningerne fra afskovning og skovforringelse må baseres på direkte kompensation til udviklingslandene igennem en meget effektiv implementation som sikrer bred deltagelse af lokalsamfund og en mekanisme til rapportering og verificering, som er gennemsigtig og offentlig.

Et FN for miljøet og klimaforandringerne

19) Vi behøver en Verdens Miljø- og Klimaforandringsorganisation i forhold til hvilken multilaterale handels- og finansorganisationer er underordnede, for herved at fremme en anerledes model for udvikling, som er miljøvenlig, og som vil løse de dybe problemer med fattigdom. Denne organisation må nødvendigvis have effektive opfølgende, verificerende og sanktionerende mekanismer for at sikre at nuværende og fremtidige aftaler efterkommes.

20) Det er grundlæggende strukturelt at omskabe Verdenshandelsorganisationen, Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og det internationale økonomiske system i sin helhed, med henblik på at garantere retfærdig og gensidig handel, lige såvel som betingelsesløs finansiering til bæredygtig udvikling, som undgår tab af naturressourcer og fossile brændsler i produktionsprocesser, handel og varetransport.

I denne forhandlingsproces på vej mod København er det fundamentalt at garantere deltagelsen af vores folk som aktive aktionærere på nationalt, regionalt og verdensomspændende niveau med speciel opmærksomhed rettet mod de sektorer, der er værst ramt, som fx. oprindelige folk som altid har støttet forsvaret for Moder Jord.

Mennesket er i stand til at redde Jorden hvis vi genrejser principperne om solidaritet, gensidighed, og harmoni med naturen, i modsætning til konkurrencens, profittens og det uhæmmede resourceforbrugs regime.

Noter

[1] Knyttet til ‘Niña’ (la Niña/el Niño-cyklus, nh) fænomenet, som bliver hyppigere som et resultat af klimaforandringerne, Bolivia har tabt 4% af sit bruttonationalprodukt i 2007.

[2] Kendt som Clean Development Mechanism.

[3] For øjeblikket er der kun en tilpasningsfond med cirka 500 millioner dollars til 150 udviklingslande. Ifølge UNFCCCs sekretariat er 171 millioner dollars reserveret tilpasning og 380 millioner dollars udledningsreduktioner.

[4] Sternrapporten

[5] Kyotoprotokollen, artikel 3.

[6] Stern Review har foreslået 1% af det globale bruttonationalprodukt, som udgør mindre end 700 milliarder dollars årligt.

[7] I følge UNCTAD (1998) bidrager offentlig finansiering i udviklingslandene med 40% af ressourcerne til innovation og udvikling af teknologi.

Oversættelse af Niels-Holger Nielsen