Ikke fordi der er noget nyt i at opfordre til civil ulydighed rettet mod kulafbrænding.

Greenpeace har længe, med en vis succes, praktiseret denne form for civil ulydighed. Senest gjorde de det i forrige uge, hvor de rettede opmærksomheden mod Danmarks store kulforbrug ved en aktion mod et af de to transportbånd på Enstedværket i Aabenraa; og et par dage tidligere ved en af de velkendte gummibådsaktioner, denne gang rettet mod kultransportskibet Hanjin Imbari i Storebælt ud for Nyborg. Det var på vej til Enstedværket med en megaladning kul; læs CO2 til atmosfæren.

Men fordi vi, over en bred front, er nødt til at tage skærpede midler i brug for at forhindre, at næste års COP15 i København bliver en lige så stor fiasko, som den nys afsluttede COP14 i Poznan, rent beslutningsmæssigt altså, for der skete jo også store ting i forbindelse med Poznan, se fx. her på Strøtanker. Det går ikke længere an at overlade scenen alene til Greenpeace. Det gør det alt for nemt for kullobbyen at udpege modstanden mod kulsvineriet som værende uden egentlig folkelig opbakning[1]. Vi må vise, at vi er flere og flere, der slutter op om en mere radikal og stedse mere nødvendig klimapolitik.

Tiden er knap, og vi må skærpe midlerne, hvis vi vil nå i hus. Klimaet retter sig ikke efter vores fromme ønsker, men efter vores praksis.

James Hansen opfordrede faktisk også for nylig til civil ulydighed ved i retten at forsvare de engelske greenpeace-aktivister, der havde besat det kulfyrede kraftværk i Kingsnorth, Skotland – og som blev frikendt! Læs mere herom på Strøtanker. Civil ulydighed er helt klart blandt de midler, der skal overvejes i klimakampen frem mod COP15. Aldrig har civil ulydighed været mere legitim.

Berrys og McKibbens åbne brev, udsendt, og bragt bragt i The Huffington Post, den 12. december 2008:

Kære venner

Der findes øjeblikke i en nations – og i en planets – historie, hvor det kan være nødvendigt, at nogen bryder loven for at gøre opmærksom på et onde, bringe viden om det ud til en større offentlighed, og presse på for dets afskaffelse. Vi mener at et sådant tidspunkt er nået nu, og vi skriver dette for at sige, at det er vores håb, at nogle af jer vil være sammen med os i Washington den 2. marts for at tage del i en civil ulydighedshandling mod et kulfyret kraftværk beliggende tæt på Capitol Hill (Kongressen, nh).

Vi vil være at finde der for at gøre opmærksom på flere pointer:

- Kulfyrede kraftværker forårsager klimaændringer. Vores mest fremtrædende klimatolog, NASAs James Hansen, har vist, at vores eneste håb for at bringe atmosfæren tilbage til et sikkert niveau – under 350 milliontedele CO2 – ligger i at holde op med at bruge kul til elektricitetsfremstilling.

- Selv hvis klimaforandringerne ikke var den presserende krise, som de er, ville vi stadig afbrænde de fossile brændstoffer for hurtigt, spilde for meget energi, og udlede for meget gift til luften og havet. Vi ville stadig have behov for at drosle ned og genopfinde den økonomiske dyd sparsommelighed.

- Kul er beskidt ved kilden. Det meste kul, anvendt i dette land, kommer fra West Virginia og Kentucky, hvor mineselskaber engagerer sig i “mountaintop removal”[2] for at skaffe sig adgang til stoffet; de efterlader sig udjævnede ørkenlandskaber og forarmede lokalsamfund. Ingen teknologi eksemplificerer bedre, at menneskets forhold til resten af skabelsen er ude af kontrol.

- Kulrøg gør børn syge. Astmaforekomsten i byområder tæt på kulfyrede kraftværker er høj. Luftforureningen fra afbrænding af kul er også sundhedsskadelig for voksne og for, herunder skove, alt der ånders eksistens.[3]

Kulindustrien hævder, at der findes noget, som de kalder for “rent kul”. Det er, sagt ligeud, en løgn. Men det er en løgn fortalt med millioner af dollars i ryggen, hvilket vi ikke har. Vi har vores kroppe og er villige til at bruge dem for at fastslå vores mening. Et sådant skridt er ikke let at tage. Vi har i mange år skrevet, vidnet og organiseret os politisk for at få vores mening frem, og mens der i de seneste måneder har været reel fremgang i modstanden imod kulfyrede kraftværker, så er den sædvanlige praksis med at producere halvdelen af vores elektricitet på basis af kul fortsat uantastet. Det er på tide at gøre det klart, at vi ikke kan drive denne planet på kul overhovedet. Derfor føler vi, at tiden er moden til en optrapning – vi hører at præsident Barak Obama taler for en bevægelse for forandring, som fortsætter ud over valgdagen, og vi hører at nobelprismodtager Al Gore advokere for kreativ ikkevold ved kulkraftværkerne. Som en del af de internationale forhandlinger, der snart vil finde sted, vil vores nation bede Kina, Indien og andre om i fremtiden at begrænse deres anvendelse af kul for at redde planetens atmosfære. Det er en barsk ting at bede om, fordi det er deres billigste brændsel. En del af vores bekendelse til marts vil være at sige, at vi selv er villige til at bringe nogle ofre, selv hvis det kun bliver en tur i spjældet.

Med lidt held vil dette blive den hidtil største protest, stor nok til at levere en virksom gnist. Hvis du ønsker at deltage sammen med os, har du behov for at gennemgå et kort kursus i ikkevold. Demonstrationen vil, i den udstrækning det står til os, blive fuldstændig fredelig og udført i håbets og ikke hadets ånd. Vi vil møde op i vores pæne tøj og bede dig om at gøre det samme. Der vil komme unge mennesker, folk fra trossamfund, folk fra kulfelterne i Appalacherne og fra omegnen af Washington, de som kommmer til at indånde røgen fra værket.

Vi vil krydse grænsen til kraftværkets grund og forventer at blive arresteret. Hvad der sker herefter, kan vi ikke sige med sikkerhed, men advokater og lignende vil være for hånden. Vores mål er ikke at lukke værket resten af dagen, som kun bliver en af mange. Under alle omstændigheder er værkets drift i en enkelt dag ikke vores pointe. Faren er den verdensomspændende daglige afhængighed af kul; dette er et lille skridt til at rejse bevidstheden om denne ruinerende last og siden bidrage til at bryde den.

Det er selvfølgeligt overflødig at sige, at vi ikke står i spidsen og leder på denne dag. Hele æren tilfalder forskellige grupper, specielt Energiaktionen (som bringer tusindvis af unge mennesker til Washington denne weekend), Greenpeace, Ruckussamfundet, og Regnskovsnetværket. Et website under sidstnævnte organisation tjener som et foreløbigt aktionscenter. Hvis du besøger det, vil du finde et sted at tilmelde dig, så vi ved at du vil deltage sammen med os.

Tak skal I have

Wendell Berry, Bill McKibben

P.S. Dette er vigtigt: Vær så venlig at videresende dette brev til enhver, som du tror er interesseret.

Oversættelse af Niels-Holger Nielsen

Oversætterens noter

[1] DONG har dog valgt en anden taktik, idet de har indbudt Greenpeace til offentlig dialog. Læs her på jp.dk. Greenpeace er trods alt – og heldigvis – ikke til at komme udenom, en anerkendt diskussionspartner.

[2] Stripmining, enorme åbne miner, se Information fra i lørdags og/eller besøg hjemmesiden: Jeg elsker bjerge (ilovemountains.org) for mere information om disse uhyrligheder.

[3] Barry og McKibben er i sandhed venlige ved kulindustrien, som har langt flere synder på samvittigheden, end de nævner her. Umiddelbart kan jeg komme på to. For det første forurener kulbrydningen i stor målestok, tilsigtet eller utilsigtet, grundvandsressourcer, floder og søer. For det andet er kulafbrænding den største og dominerende enkeltkilde til den verdensomspændende kviksølvforurening, som gør det farligt at fortære fisk og havpattedyr øverst i fødekæden. For så vidt held i uheld, da mange af disse dyrearter er truet af udryddelse på grund af rovdrift fra menneskets side. Et eklatant eksempel på kviksølv som miljøgift er Minematakatastrofen i Japan, som opbyggedes fra 1932 til 1968 som en følge af industriel forurening af et fabriks-, bonde- og fiskersamfund med kviksølvholdige stoffer fra petrokemisk produktion. Muligvis den hidtil største forgiftningsulykke på det tidspunkt, hvor den blev opdaget. Kviksølvforgiftning af jorden og havet anses bla. for at være kilde til mange tilfælde af Parkinsons sygdom.