Indlæg taggede med Wendell Berry

Wendell Berry og Bill McKibben opfordrer til civil ulydighed mod kul

17. december 2008

Wendell Berry og Bill McKibben har for fem dage siden udsendt et åbent brev, hvori de opfordrer til civil ulydighed rettet mod kulkraftværker.

Ikke fordi der er noget nyt i at opfordre til civil ulydighed rettet mod kulafbrænding.

Greenpeace har længe, med en vis succes, praktiseret denne form for civil ulydighed. Senest gjorde de det i forrige uge, hvor de rettede opmærksomheden mod Danmarks store kulforbrug ved en aktion mod et af de to transportbånd på Enstedværket i Aabenraa; og et par dage tidligere ved en af de velkendte gummibådsaktioner, denne gang rettet mod kultransportskibet Hanjin Imbari i Storebælt ud for Nyborg. Det var på vej til Enstedværket med en megaladning kul; læs CO2 til atmosfæren.

Men fordi vi, over en bred front, er nødt til at tage skærpede midler i brug for at forhindre, at næste års COP15 i København bliver en lige så stor fiasko, som den nys afsluttede COP14 i Poznan, rent beslutningsmæssigt altså, for der skete jo også store ting i forbindelse med Poznan, se fx. her på Strøtanker. Det går ikke længere an at overlade scenen alene til Greenpeace. Det gør det alt for nemt for kullobbyen at udpege modstanden mod kulsvineriet som værende uden egentlig folkelig opbakning[1]. Vi må vise, at vi er flere og flere, der slutter op om en mere radikal og stedse mere nødvendig klimapolitik.

Tiden er knap, og vi må skærpe midlerne, hvis vi vil nå i hus. Klimaet retter sig ikke efter vores fromme ønsker, men efter vores praksis.

James Hansen opfordrede faktisk også for nylig til civil ulydighed ved i retten at forsvare de engelske greenpeace-aktivister, der havde besat det kulfyrede kraftværk i Kingsnorth, Skotland – og som blev frikendt! Læs mere herom på Strøtanker. Civil ulydighed er helt klart blandt de midler, der skal overvejes i klimakampen frem mod COP15. Aldrig har civil ulydighed været mere legitim.

Berrys og McKibbens åbne brev, udsendt, og bragt bragt i The Huffington Post, den 12. december 2008:

Kære venner

Der findes øjeblikke i en nations – og i en planets – historie, hvor det kan være nødvendigt, at nogen bryder loven for at gøre opmærksom på et onde, bringe viden om det ud til en større offentlighed, og presse på for dets afskaffelse. Vi mener at et sådant tidspunkt er nået nu, og vi skriver dette for at sige, at det er vores håb, at nogle af jer vil være sammen med os i Washington den 2. marts for at tage del i en civil ulydighedshandling mod et kulfyret kraftværk beliggende tæt på Capitol Hill (Kongressen, nh). Læs mere »

Share