350

Dette oplæg blev holdt på et offenligt møde den 10. oktober 2008. Det var en del af the Environmental Activists’ Conference ’08: Climate Emergency — No More Business as Usual (http://www.cleansa.org.au/), i Adelaide, Australien. David Spratt er medforfatter til Climate Code Red: the case for emergency action, Scribe 2008; http://www.climatecodered.net/

Ikke mere global opvarmning – ikke mere business as usual: Dette er en nødsituation!

Af David Spratt

10. oktober, 2008–For et år siden researchede jeg, hvad der skulle have været en kort forelæggelse til the Garnaut review (Garnaut er udnævnt af Laborpartiets Premierminister Kevin Rudd til at rådgive Australiens federale regering), da begivenheder i det nordpolare område vendte op og ned på klimapolitikken. Der blev påvist, at 8 millioner kvadratkilometer havis – et areal på størrelse med Australien – var i færd med at smelte, med en glaciologs udødelige ord: “hundrede år før planlagt”.

I dag fortsætter den internationale politiske debat, som om intet var hændt. Udrangerede scenarier, research og observationer bliver brugt til at foreslå mål for udledningsreduktionen, som fuldt implementeret stadig vil føre til katastrofe.

Således blev en kort forelæggelse til en lang omvej ind i hvordan klimadebatten er konstrueret, og resultatet, sammen med Philip Sutton, blev en bog vi ikke havde til hensigt at skrive, Climate Code Red (Rød Klimavarsel).

Vi kom til den konklussion, at det meste af den offentlige debat om klimaet er selvbedrag, dvs. en fastlåst falsk bevidsthed, modstandsdygtig over for fornuft eller konfrontation med aktuelle fakta. I det nye nummer af Quarterly Essay, siger Tim Flannery: “Der er ikke nogen reel debat om hvor alvorlig vores misere er”, ejheller har der været “forståelse af hvor dybt vi influerer samtlige jordens livgivende processer”.

Ingen af de større politiske partier (i Australien) på det nationale (modsat regionale/delstats-, nh) niveau har bekymret sig om at fortælle vælgerne hvad de anser for farlige klimaændringer. Ingen af regeringspartierne har nogensinde fortalt: Hvor hedt er for hedt – en grad, to grader, tre, fire eller fem grader? – og så forpligtet sig på handlinger i overensstemmelse med dette mål. Og de synes alle at have svært ved at sige klart, at tabet af the Great Barrier Reef (nu uafvendeligt) eller forsaltningen af Kakadu (australsk nationalpark, nh)(forudset til at forekomme ved en havstigning på en halv meter i dette århundrede) betyder, at den globale opvarmning allerede er farlig.

Den federale australske regerings klimavision rækker ikke længere end det terræn, der beskrives af IPCC, og som Flannery påpeger er “smertelig konservativt” fordi IPCC “arbejder ud fra konsensus og inkluderer regeringsrepræsentanter fra USA, Kina og Saudiarabien, som alle må samtykke ord til andet om hver eneste kendsgerning”. Således er IPCCs nyeste rapport allerede blevet fundet alvorlig mangelfuld om emner som arktisk havis, tab af iskapper og havstigninger, ligesom den heller ikke seriøst bekymrer sig for muligheden af ikkelineær klimaforandring og langtidseffekten af feedbackmekanismer i kulstofkredsløbet (menneskeskabt opvarming, som forårsager frigivelse af endnu mere kulstof til atmosfæren, som fx. optøningen af permafrosten (tundraen i Alaska,Canada og Rusland/Sibirien, nh)).

For at sige det ligeud, så er debatten i Australien ikke baseret på kendsgerninger. Der er tale om politisk pragmatisme, skønmaling og en gradvist stigende indsats, som vil vise sig ude af stand til at hamle op med de videnskabelige fakta. Resultatet kan, for de fleste mennesker og de fleste arter på planeten, kun blive en selvmordsattest.

Den konklussion, som vi nåede frem til, var at med mindre vi tager de strengeste forholdsregler – som i en katastrofesituation – så er det allerede for sent. Det er ikke længere et spørgsmål om hvor meget vi kan tillade os at opvarme planeten, men om hvor hurtigt vi kan nedkøle den.

Alvorlige konsekvenser er allerede på trapperne

Alvorlige følger af klimaændringerne sker allerede, de foregår både hurtigere og ved lavere globale temperaturer end beregnet. I 2005 advarede den fremragende klimavidenskabsmand Dr. James Hansen om at: “Vi befinder os ved klimasystemets afgrund: Tippepunkter, hinsides hvilke der ikke findes nogen frelse.” Nu, tre år senere ved vi, at vi allerede har overskredet nogle af disse tippepunkter: Punkterne for iskappernes sønderbrydning, for betragtelige havstigninger og for tab af artsrigdom.” Hansen siger at “elementerne til en ‘perfekt storm’, en global kataklysme, er bragt sammen”.

Fuldstændigt tab af arktisk havis om sommeren er nu uafvendelig. “Polarhavet kan blive næsten isfrit i sensommeren 2012″, siger Dr. Jay Zwally, som er glacieolog ved NASAs Goddard Rumflyvningscenter. Han konkluderer at: “Arktis er ofte citeret som “kanariefuglen i kulminen” i forbindelse med den globale klimaopvarmning …. og nu, som et tegn på klimaopvarmningen, er kanariefuglen død.”

Arktis er nøglen til verdens klima, og ændringerne i Arktis har potentiale til en alvorlig destabilisering af det globale klimasystem. Dr. Neil Hamilton, direktør for Verdensnaturfondens (WWF) Arktisprogram, siger at de arktiske klimamodeller bryder sammen, ikke længere virker, fordi “vi er på vej mod et nyt arktisk klimasystem”. Han udtaler, at WWF ikke længere prøver på at beskytte det arktiske økosystem, fordi det ikke længere er muligt, og at kulstofreservoiret i Arktisk ændrer sig meget, meget hurtigt, samt at det ikke er klart hvordan det arktiske klimasystem vil se ud om halvtreds år.

Faren er at en isfri tilstand i den arktiske sommer vil sparke klimasystemet ind i en trend af hastig opvarmning og skabe en atypisk ny klimatilstand, som er mange, mange grader varmere. Den arktiske havis er den første dominobrik, og den falder hurtigt. Andre brikker vil uafværgelig følge efter, med mindre vi standser CO2-udledningerne og afkøler planeten for at få den arktiske havis tilbage.

Disse dominobrikker inkluderer den grønlandske iskappe. Tabet af den arktiske havis vil forårsage en stor lokal opvarmning, i omegnen af 5 grader C, og en mindre men meget betydelig global opvarmning på 0,3 grad C. Denne yderligere opvarmning af Arktisk vil speede sønderbrydningen af Grønlands iskappe op. “Vi er tæt på at være forskrevet til et kollaps af Grønlands iskappe”, siger Tim Lenton fra East Anglias universitet. Hvis Grønland smelter fuldstændigt vil havstigningen blive på syv meter. Givet den aktuelle kurs er spørgsmålet ikke om, men hvor hurtigt havet vil stige. Den almindelige antagelse er 1-2 meter i dette århundrede, men Will Steffen fra ANU (Australiens Naturuniversitet) siger at fire meter ikke kan udelukkes; i klimaets forhistorie for 14.000 år siden steg havet 5 meter pr. århundrede.

Jeg er ikke bekendt med nogen velinformeret klimavidenskabsmand, som mener, at det er muligt at opretholde et sikkert klima eller at undvige havstigninger når Arktis’ sommeris forsvinder permanent. Dette emne adresseres ikke i Australien, skønt det nødvendigvis må være rammen for hele debatten. Ikke at tage Arktis energisk i betragtning er det samme som at ignorere det største spørgsmål i den nuværende globale opvarmning.

Den hastige opvarmning på regionalt plan forårsaget af havisens smeltning har også alvorlige konsekvenser for permafrosten. Det Nationale Center for Atmosfæriske undersøgelser i Boulder (Colorado, USA, nh) forudsiger,at halvdelen af permafrosten i det nordlige Arktis vil tø til en dybde af tre meter omkring 2050. Ted Scambos siger: “Det er en alvorlig eskalering …. en katastrofe ligger begravet under permafrosten.” Permafrostspecialisten Sergei Zimov udtaler: “Permafrostområderne indeholder 500 milliarder tons kulstof som hurtigt kan forandre sig til drivhusgasser (i form af den agressive drivhusgas metan, nh) … Hvis man ikke standser udledningen af  drivhusgasser …. Kyoto-protokollen vil tage sig ud som barnlig pludren”. De vestsibiriske tørvemoser er blandt de hurtigst opvarmende områder på planeten, og Sergej Kirpotin fra Tomsks Statsuniversitet betegner nedsmeltningen af frosne tørvemoser som et økologisk jordskred, som sandsynligvis er irreversibelt”. I august 2008 godtgjorde Örjan Gustafsson, den svenske leder af det “Internationale Studie af det Sibiriske Skjold”, at metan nu bobler op gennem havvandet fra den ellers permafrosne havbund.

Så spørgsmålet er ikke længere om permafrosten vil begynde at tø, men hvad der vil ske hvis og når denne tidsindstillede bombe detonerer. Når det sker, vil den blæse klimasystemet hinsides vores kapacitet til at standse fremkomsten af yderligere dramatiske “tippepunkter”. Frigivelse af den totale kulstofmængde oplagret i permafrosten svarer til en fordobling af atmosfærens nuværende  indhold af kuldioxid, så frigivelse af bare en betragtelig andel af det, vil skabe en meget anderledes jord, end den vi kender. Videnskabsfolk advarer om, at den temperatur, som udløser metanen, er tættere på den nuværende, end vi tror. En undersøgelse publiceret denne vinter (på vores halvkugle sommer, nh) af Dmitry Khvorosyanov viser at udløseren er en opvarmning i Arktisk på ca. 9 grader C, og at frigivelsen, en gang påbegyndt, vil fortsætte og føre til at tre fjerdedele af kulstoffet frigives i løbet af hundrede år. Det kunne starte så tidligt som midt i dette århundrede.

Øjeblikkelig handeling for at undgå katastrofe

“Af disse og af mange andre grunde kan jeg blot konstatere at en begrænsning af temperaturstigningen til 2-2,4 grader C, som foreslået i FN-sammenhæng, ville bringe planetens klima hinsides det temperaturspand, som har været gældende i den foregående en million år og forårsage en katastrofe. “To grader C har potentialet til at føre til tre eller fire grader på grund af kulstofkredsløbets feedback-mekanismer”, siger Barry Brook fra Adelaides Universitet.

Således er de konklusioner, som vi nåede i november 2007, følgende:

- På grund af de farlige “banke-på-effekter”, forårsaget af dets forsvinden, må den Arktiske havis i så stor udstrækning som muligt genskabes i sin normale omfang

- For at bringe den arktiske havis tilbage er vi nødt til at køle jorden ca. 0,3 grad C. Hvis vi ikke gør det, kan vi ikke undgå meget farlige klimapåvirkninger. Der findes ikke en tredie vej. Dette er den nye meget ubekvemme sandhed, som politikerne  prøver at undvige.

- For at køle jorden tilstrækkeligt hurtigt til at gendanne den arktiske havis i en fart, er vi nødt til at rykke til nuludledning af drivhusgasser så hurtigt, som økonomien kan blive restruktureret, og så hurtigt som det er miljømæssigt sikkert at gøre, og herigennem trække 200 milliarder tons CO2-ækvivalenter ud af atmosfæren. Vi er også nødt til at udvikle miljømæssigt sikre mekanismer til aktivt at køle jorden, mens vi implementerer denne økonomiske omstrukturering.

- Under et er denne opgave, målt i tilstrækkeligt omfang og nødvendigt tempo, overvældende, men der er simpelthen intet alternativ, hvis vi vil undgå katastrofale klimaændringer.

Vi stod ikke alene.

I december 2007 talte James Hansen om sine meget tilsvarende konklusioner. Han fastslog: “De nuværende udledninger af drivhusgasser bringer jorden i faretruende nærhed af klimaforandringer, som truer med at løbe løbsk, til stor fare for mennesker og andre skabninger. Der er allerede kulstof nok i jordens atmosfære til endegyldigt at bortsmelte massive iskapper som fx. den vestantarktiske, og garantere at havenes vandstand vil stige metervis i de kommende årtier. De tropiske og tempererede klimazoner vil fortsætte med at bevæge sig nordover, og oceanerne vil blive mere forsurede – bringe meget marin biologi i fare. Vi er tvunget til at påbegynde en hurtig fremrykning mod det post-forsile, rene energisystem. Endvidere må vi fjerne kulstof ophobet i atmosfæren siden den industrielle revolution.”

Direktøren for Tysklands Potsdaminstitut til forskning i klimapåvirkninger, rådgiver for den tyske regering og for Den Europæiske Union, John Shellnhuber, fortalte David Adam fra den britiske avis Guardian, at kun en tilbagevenden til førindustrielle kuldioxidniveauer ville være tilstrækkeligt til at garantere en sikker fremtid på planeten. Han sagde, at tidens politiske målsætning for nedsat vækst i udledninger og stabilisering af kulstofniveauet ville være utilstrækkelig, og at måder til aktivt at fjerne kuldioxid fra atmosfæren nødvendigvis måtte udvikles. Adam rapporterede: “(Shellnhuber) sagde at selv små temperaturforøgelser kunne udløse et blandt adskellige klimatiske tippepunkter, som fx. metan frigivet fra tøende permafrost, og medføre meget mere alvorlig global opvarmning. ‘Det er et meget langtrækkende (overbevisende? nh) argument, men ingen kan med sikkerhed afgøre om 330 ppm (milliontedele) kuldioxid er sikkert’, sagde han. (Dagens niveau er langt højere, nemlig 387 ppm.) ‘Måske vil det ikke gøre nogen forskel om niveauet er 270 ppm eller 330 ppm, men at operere klart hinsides de (historisk) givne niveauer for carbondioxidkoncentrationer er risikabelt, så længe vi ikke til fulde har forstået de relevante feedbackmekanismer’.”

Tal med de fleste videnskabsfolk, og de vil privat være enige. Mange af dem er bekymrede over, at det allerede kunne være for sent (delvist på grund af deres fordomme/fjentlighed over for den toneangivende elite), og de er klar over, at de politisk accepterede mål ikke videnskabeligt kan retfærdiggøres som tilstrækkelige til at redde planeten fra katastrofe.

For nylig meddelte 49 australske organisationer, græsrodsgrupper, klimaaktionsadvokater og miljøfotralere Ross Garnaut i et åbent brev, “at tippepunkter for tab af store iskapper og biodiversitet allerede, som vi bevidner det i Arktis, er overskredet. Det er ikke længere et spørgsmål om hvor meget mere vi på den sikre side kan udlede, men om vi hurtigt kan standse udledningerne og producere afkøling før vi når tippepunkter og forstærkende feedbackmekanismer – så som storskala frigivelse af drivhusgasser fra smeltende permafrost – der vil bringe jordens klimasystem hinsides ethvert håb om menneskeskabt reparation.”

Fem (australske) statsbaserede fredningsråd undertegnede erklæringen, ligesom nu også Greenpeace rykker til denne “nyrealistiske” possition. Og af alle store miljøorienterede organisationer, var det for Australiens Grønne Christine Milne, som tog teten ved at indrømme at “forventning om fejltagelser er blevet normen i klimapolitikken” og ved at tilsluttede sig målsætningen om nuludledninger.

Således kan vi ane en langtrækkende forandring i de fleste videnskabs- og miljøfolks, af meningsmåingerne henregnet til de mest troværdige røster i klimadebatten, offentligt erkendte synspunkter. Uheldigvis er nogle af de mere koncernelskende klimagrupper fanget i en konservativ praksis – travende langt bagefter tidens debat og fremmede over for den nye evidensbaserede forståelse af behovet for presserende nuludledninger og for nødvendigheden af igen at afkøle planeten til et sikkert niveau.

Forhindringerne er politiske

Stands alle udledninger af drivhusgasser og afkøl planeten: Det lyder urealistisk, men det er ikke tilfældet. Jeg er overbevist om, at hindringerne for en sådan kurs ikke principielt er teknologiske eller økonomiske, men derimod politiske og sociale. (Andre talere i dette forum vil i detaljer fortælle om hvilke løsninger, der kunne komme på tale.) Vedvarende energi er ikke raketvidenskab; det er fornyelsen af vores nationale tognet, forbedret energieffektivitet eller planlægning med henblik på bæredygtige livsformer ejheller. En rapport fra det internationale konsulentfirma McKinsey afdækker, at mange af de mulige udledningsreduktioner er økonomisk rentable. Ligeledes vil omstillingen til en post-forsil økonomi blive jobskabende.

I juli offentliggjorde Al Gore sin udfordring til USA: “I dag udfordrer jeg vores nation til at forpligte sig til at producere 100% af vores elektricitet ud fra vedvarende energi og ægte kulstoffrie kilder i løbet af ti år … Dette mål er opnåeligt, økonomisk muligt og fremtidsrettet. Til de, der argumenterer, at vi endnu ikke har teknologien … jeg har set hvad de (entreprenører, som ønsker at stå for denne revolution) er i gang med og jeg er ikke i tvivl om, at vi kan møde denne udfordring.”

Her er nøglen: De klimatiske udfordringer er politisk forandrende.

I den tætte tåge, som skygger for den nationale debat om klimapolitik, snubler de store spillere fra den ene tue til den næste, ude af stand til at se det større billede i den skumle belysning. Blottet for kontekst er deres klimaudsyn så akavet, at de er ude af stand til at identificere kerneproblemet: At verden står på kanten af afgrunden, hinsides hvilken menneskelige handlinger ikke, på nogen meningsfuld måde, vil være i stand til at kontrollere klimasystemets kurs, eller menneskelivets skæbne i et hurtig forværret miljø.

Klimapolitik er karakteriseret af vanemæssigt lave forventninger og af fejltagelser. Der er et presserende behov for at forstå den globale opvarmning og de tippepunkter for farlige påvirkninger, som vi allerede har passeret, som en overlevelsesmæssig nødsituation, der bringer os hinsides politikkens fejlgenererende kompromisser, fordi vi nu er i et kapløb mellem klimatiske tippepunkter og politiske ditto.

Vores politiske ledere tager ikke de forholdsregler, som videnskaben kræver, fordi den gængse form for politik er kortsigtet og pragmatisk. Det er tilsyneladende et spørgsmål om at løse 10% af problemet, eller skyde skylden på modstanderen, eller stikke det til side til efter næste valg, eller lade som om det over hovedet ikke eksisterer. Politik er mere og mere spin og mindre og mindre substans.

Australiens premierminister Kevin Rudd og (klimaminister) Penny Wong har adopteret en traditionel laborattitude til klimaproblemet: Det er et emne for miljølobbyen og forretningslivet. Men problemet er, at klimakrisen ikke kan behandles som en lønforhandling, hvor kravene fra hver af siderne kan balanceres et eller andet sted omkring midten. Det er ikke muligt at forhandle med fysikens og kemiens love. Planeten kan ikke spises af. Der findes absolutte grænser som ikke må krydses, og at gøre noget, som alligevel ikke er nok, vil stadig føre til katastrofe.

Vi kan ikke vente på markedet

De (vores politiske ledere, nh) synes gift med markedsbaserede løsninger snarere end at have forestillingsevne til at konstruere en fremtidig nation, hvori vi faktisk er i stand til at overleve. Vi står over for et systemnedbrud. Hastigheden er afgørende i overgangsprocessen til en post-kuldioxid-økonomi, som må etableres så hurtigt som muligt. Vi har ikke tid til at vente på, at markedet skal skabe et bæredygtigt samfund. Det er nødvendigt, at vi alle er en del af forandringen. Selv Frankrigs præsident har erklæret at “laissez-faire er slut”; Sarkozy sagde: “ideen om at markedet altid har ret er en skør ide.” Storbritaniens Nicholas Stern siger, at den globale opvarmning er den største markedsfejl til alle tider. Og hvad vender de toneangivende partier sig så imod i klimapolitikken: et kulstofmarked!

Klimakrisen vil ikke kunne imødegåes selv med voksende modifikation af business as usual-modellen.

Heldigvis har vi en anden model, som vi kan vende os imod, når vi ønsker helt igennem at løse et problem: katastrofeløsning, hvad enten der er tale om oversvømmelse, brand eller jordskælv. I disse situationer venter vi ikke på at markedsmekanismer, prissignaler eller politikker, som det vil tage to eller tre år at implementere, løser problemet. Dette gælder også i krigstid, hvor regeringen kontrollerer økonomien for at få produceret, hvad der er nødvendigt hurtigt og effektivt med henblik på at løse problemerne. I krig taber man, hvis man kun løser problemet halvt. Det samme er sandt i kampen mod den globale opvarmning.

Højeste beredskab for klimaet (Climate Code Red)

Hvad, vi er nødt til at anerkende, er, som FNs generalsekretær, Staten Victorias guvernør da han lancerede Climate Code Red, og mange andre har sagt, at vi står over for en nødsituation, som kræver nødforanstaltninger.

Den klimatiske nødsituation kræver lederskab og mod, og en forestillingsvne, som er næsten fraværende i dagens australske politik. Vi må inspirere folk med ideen om omvæltende handling, villigheden til at fremme en ny vision om fremtiden og gøre det til det vigtigste mål for vores samfund og økonomi. Det kræver at regeringerne stiller meget af den enorme velstand, som vores økonomi har genereret til tjeneste for løsningen af klimakrisen.

Hvor stor en økonomisk kapacitet skulle så øremærkes til at skabe den nødvendige meget hurtige forandring til et postforssilt samfund? Det eneste realistiske svar er, at vi så hurtigt som muligt må øremærke så mange ressourcer, som det er nødvendigt, til den klimatiske nødsituation. Igennem den forrige globale mobilisering, 2. verdenskrig, blev mere end 30%, og i nogle tilfælde mere end halvdelen af økonomien øremærket til militære udgifter. I dag har vi en selvbedragerisk offentlig diskussion om, hvorvidt det er for meget at spendere en halv eller en hel procent på klimaet!

Vi er nødt til at være forberedte på, at præstere dette engagement igen, hvis det er det, der skal til for at redde de fleste mennesker og de fleste arter fra en klimaapokalypsen. Et skifte til en slags krigsøkonomi vil kræve af os, at vi lever bedre for mindre, mens vi ombygger til et bæredygtigt samfund. Vi kan ikke bore eller brænde os ud af den nuværende krise. Men ved samarbejde kan vi finde og investere i en udvej.

Hvis politikere ikke kan lede, så må vi alle, ved at opbygge en samfundsmæssig bevægelse, som bruger de brutale realiteter, som vi er hensat i, til at inspirere nationen til den forandrende aktion. Vi kan kun spille dette spil en gang. Hvis vi ikke gør nok for at opbygge en postfossil økonomi, eller ikke gør det hurtigt nok, så vil klimasystemet udvikle sig hinsides vores evne til at korrigere det. Prøv og fejl politik er ikke en mulighed. Arktis er vores Pearl Harbor.

Påvirkningerne vil blive globale og overvældende. Eksempelvis sagde den videnskabeligt konservative 2007-rapport fra IPCC, at Himalayas gletchere kunne være forsvundet i midten af århunderet. En sjettedel af jordens befolkning er afhængig af gletchernes afløb og det sæssonmæsssige snefald. Laborregeringens uofficielle målsætning på tre graders opvarmning er lig med deres destruktion.

Sammen med dem fra det nærliggende tibetanske plateau repræsenterer Himalaya-Hindu Kush-gletcherne jordens største ismasser udenfor polarområderne. De er kilde til Asiens store flodsystemer, herunder Indus, Ganges, Brahmaputra, Salveen, Mekong, Yangtze og Huangho. Disse floders bassiner er hjem for mere end en milliard mennesker fra Pakistan til Kina. Himalayagletcherne leverer så meget som 70% af sommergennemstrømningen i Ganges og 50-60% af de andre store floders i den tørre årstid. I Kina lever 23 % af befolkningen i de vestlige regioner, hvor gletcherafsmeltningen udgør den væsentligste vandressource i den tørre årstid.

Følgerne af den himalayiske iskappes forsvinden er bevidsthedsforkrøblende, men miseren anses sjældent for nævneværdig i Australien.

Forstår vores politikere hvorledes den globale opvarmnings påvirkning af Himalaya vil sønderlemme livet for en milliard mennesker? Græsrøddernes klimagrupper spurgte i deres brev til Garnaut: “Hvilke værdier har vi i denne sammenhæng? Skulle vi ‘vente og se’ om hele verden vil handle, før vi selv handler? Eller burde vi uden tøven slå ind på den eneste moralske kurs, og gøre hvad der er nødvendigt nu; hvis andre nationer ville handle på samme måde, så ville det være muligt at redde denne milliard mennesker fra at skulle stå ansigt til ansigt med en unævnelig katastrofe?

Vi bør ikke tøve. Som en af verdens største per capitaudledere har vi, i overensstemmelse med vores ansvar for miseren, en større forpligtelse til at tage teten … At spille “hvem har bolden” med det internationale samfund, når indsatsen er de fleste menneskers og arters overlevelse er klart uforsvarligt. Hvis alle nationer er klare over at drastisk aktion er nødvendig, er det første og bedste valg for alle at handle på egen hånd. Fordi vi kan og fordi det er nødvendigt. Det er ikke nødvendigt at vi venter på en international aftale. Ikke at vælge nødværgen her og nu ville være at vælge fiaskoen. Modig ledelse vil afløse den gennemtrængende fiasko i australsk klimapolitik, hvis vi handler.”

Sir Nicholas Stern sagde, at klimafølgerne sandsynligvis vil blive større end følgerne af de to verdenskrige og Den Store Depression tilsammen, mindst. Da ryggesløsheden smadrede de globale finansmarkeder i 2008, rykkede regeringer og centralbanker beredvilligt ud med mere end en billiard (1000 milliarder, beløbet er i øvrigt mangedoblet siden David skrev sin artikel, nh) dollars som redningskrans for økonomien. Men når tøjlesløse menneskabte kuldioxidudledninger truer planeten, så er et redningsprogram af sådanne dimensioner overhovedet ikke et emne for seriøse diskussioner.

Måske må vi trøste os med, at når de globale kapitaler, på hvis bud de fleste regeringer sidder, forstår den nye klimarealisme og erkender, at de ikke kan bygge en økonomi på en døende planet, så vil de, der har siddet på hænderne ved de globale forhandlingsborde mirakuløst finde den politiske vilje til med stor hast at planlægge og bygge en nuludledningsøkonomi.

Vores rolle er at bibringe hele denne nation forståelsen for, at omskabelsen til et bæredygtigt samfund og genopbygningen af vores økonomi fra nu af er en nødsituation.

Oversættelse af Niels-Holger Nielsen

————————————————————————————-

Radionterview med David Spratt om Climate Code Red:

http://www.podnova.com/channel/149005/episode/56/

————————————————————————————-

David Spratt på YouTube

Der ligger flere videoer om David Spratt på YouTube, blandt andet om Climate Code Red. Nedenfor et link til en video hvor David Spratt i et foredrag diskuterer klimatruslen. Videoen er i to dele. Du finder nemt det øvrige stof om David Spratt på YouTube

David Spratt 1

————————————————————————————-