Bill: Vi vil tage dette tal: 350, som er verdens vigtigste tal og gøre det til det mest kendte tal i verden. Den 24. oktober på den globale aktionsdag vil der være tusinvis af begivenheder over hele verden; alle designede til at banke dette nummer fast; dybt i den menneskelige bevidsthed, og når det sker, vil det direkte påvirke forhandlingerne i København, fordi vi endeligt har fået et mål at gå efter, endelig har fået en bundlinie for hvad vi vil acceptere og hvad vi ikke vil acceptere.

Niels-Holger: Hvad vil være de vigtigste målsætninger for en succesfuld aftale i København?

Bill: København er nødt til at præstere to ting: En stærk videnskabelig begrundet begrænsning af CO2-udledninger, det er det vigtigste, og for at det skal blive muligt, må vi have en stærk aftale om hvordan udviklingslandene skal hjælpes til udvikling uden at være nødt til at afbrænde kul. Hvis vi kan løse problemerne med at overføre teknologi og ressourcer fra den rige verden til den fattige verden, så er der en reel mulighed for at nå en virkelig global begrænsning af CO2.

Niels-Holger: Vil det være muligt at nå en aftale med store udledere som USA, Australien, Japan, Canada og andre som bagtrop? Kan der lægges pres på disse stater, eller vil de trække alle med sig i dybet?

Bill: Vi er nødt til at lægge et alvorligt pres på alle disse lande, ellers vil de trække alle andre ned eller tilbage. Vi kan gøre det, hvis vi organiserer over hele verden. Kina vil forstå, at de ikke kan være aftalebryder, USA vil forstå, at de ikke kan være den slemme fyr internationalt. Hvis det ikke er nok, så må vi alle vegne fra lægge pres på disse spillere, det er derfor vi må bruge global organisering.

Niels-Holger: Hvad mener du er de vigtigste ting at fortælle folk om 350 for at øge presset?

Bill: 350 betyder, at dette ikke længere er et problem for fremtiden. Vi er allerede godt forbi 350 med 389 ppm, alt for meget CO2 allerede – det handler ikke om fremtiden, det handler om nu. Det betyder, at vi må ændre retning nu, der er ikke tid til små gradvise ændringer, situationen kræver radikale ændringer. Det er det vigtigste ved 350 – at vi haster med at reagere.

Niels-Holger: Anser du 350.org for at være en organisation der kæmper for solidaritet mellem rige og fattige lande?

Bill: Den vigtigste del af vores organisering foregår, på mange måder, i verdens fattige lande i Asien, Latinamerika og Afrika, fordi disse lande har været i stand til at spille en rolle i denne debat og fordi disse lande vil blive ramt hårdest og først. Disse lande har krav på at blive hørt. Det er derfor 350.org har kontorer bemandet med unge mennesker i Congo, i Johannesburg, i Delhi, i Kina, i Equador og alle slags steder hvor man vil komme til at bære de største byrder, og hvor man har den mindste andel i skabelsen af dette problem.

Niels-Holger: Hvordan ser du på tiden efter december for 350.org?

Bill: Jeg synes, at det er svært at vide hvad fremtiden bringer så længe vi ikke kender resultatet fra København, men det er helt klart nu,at København ikke kan blive endestationen for denne proces. Det er i bedste fald snarere en slags begyndelsen med hensyn til reel handling for at tage meget stærkere skridt end vi har taget hidtil. Derfor vil kampangen fortsætte, men det er nødvendigt at 24. oktober bliver en virkelig succes. For virkeligt at gøre en forskel er vi nødt til at bringe tallet (350, nh) helt frem i den menneskelige bevidsthed.

Niels-Holger: Du er af Post Carbon Institute blevet udnævnt til at være rådgiver/medarbejder om lokalisering (lokal udvikling i modsætning til globalisering, nh). Frygter du at peak oil kunne skabe vanskeligheder i kampen for at nå målet 350 ppm?

Bill: Det frygter jeg virkeligt. Selvom det betyder, at vi bliver nødt til at standse afbrændingen af olie, vil det sandsynligvis føre til at man vil forsøge at erstatte olie med kul for at drive vores samfund, og kul er endnu mere beskidt end olie. Vi kan ikke forlade os på, at det faktum, at vi løber tør for olie, vil hjælpe os. Vi er nødt til at skabe en politik som sikrer at vi erstatter olie med sol og vind – ikke med kul.

Niels-Holger: Kommer du til København til december?

Bill: Jeg kommer til København til december. Det bliver kaotisk og vildt, men jeg kommer! Men det vigtigste arbejde ligger i ugerne op til København, hvor det stadig er muligt at blive hørt i tumulten.

Niels-Holger: Tror du, at præsident Obama dukker op?

Bill: Jeg håber han dukker op, og jeg tror på at han dukker op. Hvis han kommer er det et godt tegn, der betyder at USA og Kina har nået en eller anden form for overbevisende aftale, så vi i det mindste har et håb om en reel aftale i København. Præsident Obama kan ikke gøre disse ting alene, han behøver en bevægelse bag sig. Det Hvide Hus har gjort det klart for os ved at sige: “Vi ønsker forandring. Få os til at gøre det!” De behøver en forenet bevægelse hvor du og jeg arbejder sammen for at skabe 350.org.

Niels-Holger: Skal du have en god lang ferie efter COP15?

Bill: Ha, ha, ja det er skal jeg! Jeg er fanatisk langrendløber, så min plan er at tage hjem til bjergene, hvor jeg bor (Vermont, USA, nh). Og jeg håber at den gode Gud vil belønne mig for års arbejde med et rigtigt stort og tykt tæppe af sne, så jeg kan fordrive en måned med bare at gå ud af min havedør og stå på ski i skovene. Hvis det sker vil jeg snart være udhvilet og parat til at klø på igen!

/nh

Ikke fordi der er noget nyt i at opfordre til civil ulydighed rettet mod kulafbrænding.

Greenpeace har længe, med en vis succes, praktiseret denne form for civil ulydighed. Senest gjorde de det i forrige uge, hvor de rettede opmærksomheden mod Danmarks store kulforbrug ved en aktion mod et af de to transportbånd på Enstedværket i Aabenraa; og et par dage tidligere ved en af de velkendte gummibådsaktioner, denne gang rettet mod kultransportskibet Hanjin Imbari i Storebælt ud for Nyborg. Det var på vej til Enstedværket med en megaladning kul; læs CO2 til atmosfæren.

Men fordi vi, over en bred front, er nødt til at tage skærpede midler i brug for at forhindre, at næste års COP15 i København bliver en lige så stor fiasko, som den nys afsluttede COP14 i Poznan, rent beslutningsmæssigt altså, for der skete jo også store ting i forbindelse med Poznan, se fx. her på Strøtanker. Det går ikke længere an at overlade scenen alene til Greenpeace. Det gør det alt for nemt for kullobbyen at udpege modstanden mod kulsvineriet som værende uden egentlig folkelig opbakning[1]. Vi må vise, at vi er flere og flere, der slutter op om en mere radikal og stedse mere nødvendig klimapolitik.

Tiden er knap, og vi må skærpe midlerne, hvis vi vil nå i hus. Klimaet retter sig ikke efter vores fromme ønsker, men efter vores praksis.

James Hansen opfordrede faktisk også for nylig til civil ulydighed ved i retten at forsvare de engelske greenpeace-aktivister, der havde besat det kulfyrede kraftværk i Kingsnorth, Skotland – og som blev frikendt! Læs mere herom på Strøtanker. Civil ulydighed er helt klart blandt de midler, der skal overvejes i klimakampen frem mod COP15. Aldrig har civil ulydighed været mere legitim.

Berrys og McKibbens åbne brev, udsendt, og bragt bragt i The Huffington Post, den 12. december 2008:

Kære venner

Der findes øjeblikke i en nations – og i en planets – historie, hvor det kan være nødvendigt, at nogen bryder loven for at gøre opmærksom på et onde, bringe viden om det ud til en større offentlighed, og presse på for dets afskaffelse. Vi mener at et sådant tidspunkt er nået nu, og vi skriver dette for at sige, at det er vores håb, at nogle af jer vil være sammen med os i Washington den 2. marts for at tage del i en civil ulydighedshandling mod et kulfyret kraftværk beliggende tæt på Capitol Hill (Kongressen, nh).

Vi vil være at finde der for at gøre opmærksom på flere pointer:

- Kulfyrede kraftværker forårsager klimaændringer. Vores mest fremtrædende klimatolog, NASAs James Hansen, har vist, at vores eneste håb for at bringe atmosfæren tilbage til et sikkert niveau – under 350 milliontedele CO2 – ligger i at holde op med at bruge kul til elektricitetsfremstilling.

- Selv hvis klimaforandringerne ikke var den presserende krise, som de er, ville vi stadig afbrænde de fossile brændstoffer for hurtigt, spilde for meget energi, og udlede for meget gift til luften og havet. Vi ville stadig have behov for at drosle ned og genopfinde den økonomiske dyd sparsommelighed.

- Kul er beskidt ved kilden. Det meste kul, anvendt i dette land, kommer fra West Virginia og Kentucky, hvor mineselskaber engagerer sig i “mountaintop removal”[2] for at skaffe sig adgang til stoffet; de efterlader sig udjævnede ørkenlandskaber og forarmede lokalsamfund. Ingen teknologi eksemplificerer bedre, at menneskets forhold til resten af skabelsen er ude af kontrol.

- Kulrøg gør børn syge. Astmaforekomsten i byområder tæt på kulfyrede kraftværker er høj. Luftforureningen fra afbrænding af kul er også sundhedsskadelig for voksne og for, herunder skove, alt der ånders eksistens.[3]

Kulindustrien hævder, at der findes noget, som de kalder for “rent kul”. Det er, sagt ligeud, en løgn. Men det er en løgn fortalt med millioner af dollars i ryggen, hvilket vi ikke har. Vi har vores kroppe og er villige til at bruge dem for at fastslå vores mening. Et sådant skridt er ikke let at tage. Vi har i mange år skrevet, vidnet og organiseret os politisk for at få vores mening frem, og mens der i de seneste måneder har været reel fremgang i modstanden imod kulfyrede kraftværker, så er den sædvanlige praksis med at producere halvdelen af vores elektricitet på basis af kul fortsat uantastet. Det er på tide at gøre det klart, at vi ikke kan drive denne planet på kul overhovedet. Derfor føler vi, at tiden er moden til en optrapning – vi hører at præsident Barak Obama taler for en bevægelse for forandring, som fortsætter ud over valgdagen, og vi hører at nobelprismodtager Al Gore advokere for kreativ ikkevold ved kulkraftværkerne. Som en del af de internationale forhandlinger, der snart vil finde sted, vil vores nation bede Kina, Indien og andre om i fremtiden at begrænse deres anvendelse af kul for at redde planetens atmosfære. Det er en barsk ting at bede om, fordi det er deres billigste brændsel. En del af vores bekendelse til marts vil være at sige, at vi selv er villige til at bringe nogle ofre, selv hvis det kun bliver en tur i spjældet.

Med lidt held vil dette blive den hidtil største protest, stor nok til at levere en virksom gnist. Hvis du ønsker at deltage sammen med os, har du behov for at gennemgå et kort kursus i ikkevold. Demonstrationen vil, i den udstrækning det står til os, blive fuldstændig fredelig og udført i håbets og ikke hadets ånd. Vi vil møde op i vores pæne tøj og bede dig om at gøre det samme. Der vil komme unge mennesker, folk fra trossamfund, folk fra kulfelterne i Appalacherne og fra omegnen af Washington, de som kommmer til at indånde røgen fra værket.

Vi vil krydse grænsen til kraftværkets grund og forventer at blive arresteret. Hvad der sker herefter, kan vi ikke sige med sikkerhed, men advokater og lignende vil være for hånden. Vores mål er ikke at lukke værket resten af dagen, som kun bliver en af mange. Under alle omstændigheder er værkets drift i en enkelt dag ikke vores pointe. Faren er den verdensomspændende daglige afhængighed af kul; dette er et lille skridt til at rejse bevidstheden om denne ruinerende last og siden bidrage til at bryde den.

Det er selvfølgeligt overflødig at sige, at vi ikke står i spidsen og leder på denne dag. Hele æren tilfalder forskellige grupper, specielt Energiaktionen (som bringer tusindvis af unge mennesker til Washington denne weekend), Greenpeace, Ruckussamfundet, og Regnskovsnetværket. Et website under sidstnævnte organisation tjener som et foreløbigt aktionscenter. Hvis du besøger det, vil du finde et sted at tilmelde dig, så vi ved at du vil deltage sammen med os.

Tak skal I have

Wendell Berry, Bill McKibben

P.S. Dette er vigtigt: Vær så venlig at videresende dette brev til enhver, som du tror er interesseret.

Oversættelse af Niels-Holger Nielsen

Oversætterens noter

[1] DONG har dog valgt en anden taktik, idet de har indbudt Greenpeace til offentlig dialog. Læs her på jp.dk. Greenpeace er trods alt – og heldigvis – ikke til at komme udenom, en anerkendt diskussionspartner.

[2] Stripmining, enorme åbne miner, se Information fra i lørdags og/eller besøg hjemmesiden: Jeg elsker bjerge (ilovemountains.org) for mere information om disse uhyrligheder.

[3] Barry og McKibben er i sandhed venlige ved kulindustrien, som har langt flere synder på samvittigheden, end de nævner her. Umiddelbart kan jeg komme på to. For det første forurener kulbrydningen i stor målestok, tilsigtet eller utilsigtet, grundvandsressourcer, floder og søer. For det andet er kulafbrænding den største og dominerende enkeltkilde til den verdensomspændende kviksølvforurening, som gør det farligt at fortære fisk og havpattedyr øverst i fødekæden. For så vidt held i uheld, da mange af disse dyrearter er truet af udryddelse på grund af rovdrift fra menneskets side. Et eklatant eksempel på kviksølv som miljøgift er Minematakatastrofen i Japan, som opbyggedes fra 1932 til 1968 som en følge af industriel forurening af et fabriks-, bonde- og fiskersamfund med kviksølvholdige stoffer fra petrokemisk produktion. Muligvis den hidtil største forgiftningsulykke på det tidspunkt, hvor den blev opdaget. Kviksølvforgiftning af jorden og havet anses bla. for at være kilde til mange tilfælde af Parkinsons sygdom.

Det har længe ikke været nogen hemmelighed, at kampen for at redde vores planet fra den globale opvarmning ses forskelligt på fra forskellige steder i verden. Alt for længe har vi været vidner til en diskussion om hvem, der skal starte kampen og hvem, der skal bære hvilke byrder: Kan USA lægge sig i selen, hvis Kina og Indien endnu ikke vil være med? Hvor hurtigt skal de rige lande reducere deres udledninger? Hvilken støtte vil de rige lande give de fattige? Her bringer vi to statslederes syn på klimaspørgsmålet. De er fra hvert sit hjørne af verden, og de er begge indflydelsesmæssigt små spillere. Endvidere ser de ikke helt ens på spørgsmålet, hvad der ikke kan overraske nogen på kampens nuværende stadie. Den ene kommer fra et af verdens rigeste og mest homogene lande og den anden fra et af verdens fattige udviklingslande med krasse interne forskelle og modsætninger. Vi vil ikke kommentere de to synspunkter, de taler for sig selv. Blot vil vi konstatere, at der glædeligvis er tale om to statsledere, som begge går ind for en verden uden fossile brændsler. Det er en god start!

Anders Fogh Rasmussen om klimaspørgsmålet

Da vores statsminister endnu ikke har skrevet eller sagt så meget om kampen for et bæredygtigt samfund, har vi været nødt til at klippe lidt (det handler jo om så meget andet, her mindre vedkommende) i et af hans oplæg fra Venstres sidste landsmøde. Når han har vænnet sig til sin nye status som klimaforkæmper og derfor sikkert snart vil formulere sig mere omfattende om emnet, vil vi ikke tøve med at bringe og kommentere disse givetvis vigtige synspunkter. Men indtil da:

Uddrag af tale holdt ved Venstres landsmøde 16. november 2008

Af Anders Fogh Rasmussen, statsminister

Transskription fra bånd – det talte ord gælder

Godmorgen. I går gjorde jeg status over syv års arbejde i regeringen. I dag vil jeg så traditionen tro kaste blikket fremad, og jeg vil ikke nøjes med syv år fremad, men tale om de udfordringer, vi står overfor i de kommende årtier. Jeg vil tage afsæt i noget aktuelt. Jeg vil tage afsæt i den aktuelle finanskrise. Finanskrisen startede i USA men bredte sig desværre med lynets hast til hele verden. Banker og andre finansielle institutioner er tvunget i knæ. Vi risikerer, at det ikke bare blive en krise indenfor finanssektoren, men at krisen breder sig til den reale økonomi – altså til almindelige produktionsvirksomheder. Derfor kan krisen true beskæftigelsen overalt i verden. Der bliver talt om krise overalt, og vi risikerer, at al den krisesnak ender med at skabe stagnation, sortsyn og pessimisme, som kan blive en selvforstærkende ond cirkel. Det, der er brug for, er ny dynamik, et lyst syn og optimisme. Det er det, jeg vil tale om i dag. Hvordan vi med afsæt i den aktuelle krise kan skabe ny fremdrift – skabe ny vækst.

For nogle uger siden var jeg i Kina for anden gang. Det er altid lærerigt at komme til Kina. Jeg tror i alle sammen ved, at det kinesiske tegn for krise i virkeligheden er sammensat af to tegn. Det ene tegn betyder fare. Det andet tegn betyder muligheder. Kineserne er et klogt folk, og kinesisk er et klogt sprog, for det er jo lige præcis de to elementer, som en krise indeholder. Det kan blive farligt, hvis vi sætter alting i stå som følge af en forældet tankegang og fremtidsangst. Men vi kan jo også gøre en krise til muligheder, hvis vi forstår at sætte nye ting i gang med nye ideer og en tro på fremtiden. Vi står overfor tre store udfordringer i de kommende årtier. Det er økonomien, det er sikkerheden, og det er klimaet. Og disse tre udfordringer er også vævet ind i hinanden på grund af vores afhængighed af olie. Og det står mere og mere klart for mig, at der er en meget tæt sammenhæng mellem energiteknologien, vores afhængighed af fossile brændsler som olie, kul og gas og de samfundsmæssige udfordringer, vi står overfor. Den kraftige afhængighed af olie og de høje og stærkt svingende oliepriser truer stabiliteten i økonomierne verden over. Vores afhængighed af olie fra autoritære regimer har betydet, at en række af de nationer i verden, der bestemt ikke deler vore værdier om frihed og folkestyre, nu kan bruge olievåbnet i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Og endelig er det i høj grad afhængigheden af de fossile brændsler, som har medført en temperaturstigning på kloden.

Temperaturstigningen er med til at fremkalde store klimaforandringer, der vil ændre vores livsvilkår og også blive en stor økonomisk udfordring. Det giver stof til eftertanke, at olie kan have så stor indflydelse på vort samfund, men sådan er det. Siden den industrielle revolution for 100 til 150 år siden har vi skabt en fantastisk vækst i hele verden ved hjælp af netop olie, gas og kul. Vi har i den grad gjort samfundets fremdrift afhængig af de fossile brændsler. Prøv at tænk på, hvor fantastisk meget, der er sket i vores samfund, siden den første Ford T den rullede ud fra samlebåndet i USA. Men på ét punkt er der overhovedet ikke er sket noget som helst nyt, siden den gamle Ford T rullede. Det er det, vi putter i den, for at den skal køre. Det er stadigvæk det samme. Det er da mærkeligt, at menneskeheden i løbet af disse mange årtier, hvor vi har fundet på så mange andre nye ting, så lige præcis på det ene punkt, der hedder brændstof, har vi overhovedet ikke fundet på noget som helst nyt. Vi har tværtimod befæstet afhængigheden af olien og de andre fossile brændsler. Det, der i virkeligheden er brug for, er et samlet svar på disse tre udfordringer. Vi har brug for et nyt industrielt gennembrud akkurat som det, der i sin tid lagde grunden til det samfund, vi kender i dag. Vi skal skabe en ny grøn markedsøkonomi, der kan lægge grunden til en ny holdbar vækstperiode i verdenshistorien.

Hvad angår Danmark, der vil jeg sætte det meget ambitiøse mål, at vi skal gøre Danmark helt fri af fossile brændsler som olie, kul og gas. Vi skal skabe et fossil-frit Danmark, vi skal skabe en grøn vækstøkonomi i Danmark. Det er en gigantisk udfordring, og jeg kan også godt sige til jer, at den vil tage mange år. Men også den lange rejse startede med de første skridt, og det er dem, vi skal tage nu. Jeg nævnte klimaet. Det er en udfordring. Og jeg skal være helt ærlig over for jer og bekende, at jeg har meget længe hørt til dem, der var lidt i tvivl om det med klimaet. Hvad er årsagen til, at temperaturen stiger? Er det menneskers aktivitet, eller er det andre ting? Nogle mener, det er solpletter – andre har helt andre teorier. Det, vi i hvert fald ved, er, at lang tid før mennesket begyndte at tale om industrialisering, var der også temperatursvingninger. Vi ved alle sammen, at der har været varmere perioder på jorden end den, vi har nu. Der har været istid, og vi ved med fuldstændig sikkerhed fra for eksempel iskerneboringer i Grønland, at der altid har været temperatursvingninger på jorden. Temperatursvingninger, der derfor ikke alene er menneskeskabte. Så meget kan vi i hvert fald slå fast. Ikke desto mindre så vil jeg sige, at jeg har altså ladet mig overbevise af FN’s internationale klimapanel, som i flere omgange har produceret rapporter, der viser, at selvom der over hundrede tusinder, måske millioner år har været temperatursvingninger på jordkloden, så er det med al sandsynlighed sådan, at når vi taler om de sidste to generationer, så er hovedparten af temperaturstigninger forårsaget af menneskers aktivitet. De er forårsaget af alt det, vi har hældt ud i atmosfæren. Og det har enorme konsekvenser for kloden. Man kan vel sige, at siden sidste istid er temperaturen nok steget med fem grader. Der er altså ikke noget nyt i, at temperaturen stiger. Nu siger klimapanelet, at temperaturen kan stige med en, to til fire grader i løbet af de næste 100 år. Det nye er, at mens det faktisk tog 5000 år at få temperaturen til at stige med 5 grader, så tager det måske nu kun 100 år at få den til at stige med 4 eller 3 grader, eller hvad det nu er. Er det tilfældet, så er der virkelig tale om en udfordring. Og det får altså f.eks. isen til at smelte. Det fører så til oversvømmelser nogle steder. Men det paradoksale er, at det kan føre til tørke og ørkendannelse andre steder, og det vil kunne føre til endnu mere af det, vi har set inden for det sidste årti med voldsomme uvejr, orkaner og andet, der skaber ødelæggelse rundt omkring. For mig er der ingen tvivl om, at vi har en forpligtigelse til at gøre noget ved det.

Så kan man så spørge: Bliver det ikke rædsomt dyrt? Selvfølgelig vil det koste. FN’s klimapanel skønner, at en indsats for at forebygge følgerne af klimaforandringer vil koste noget der svarer til 0,12 procent af vores årlige vækst. Men klimapanelets konklusion er, at det vil koste omtrent ligeså meget at lade være, for hvis vi ingenting gør, fortsætter det jo der med oversvømmelser, tørke, ørkendannelse og uvejr, og det ved vi alle sammen også koster penge. Så klimapanelets argumentation er, at ja det koster penge at handle, men det koster ligeså mange penge ikke at gøre noget. Jeg ved, at I som gode Venstrefolk har det som jeg, at når det koster nogle penge at gøre nogle ting, men det koster ligeså mange at lade være, så kan man ligeså godt gøre noget fornuftigt – nemlig handle! Min konklusion er, mennesket har bidraget til klimaforandringer, og hvad mennesker har skabt, kan mennesker udbedre. Når prisen er den samme, uanset om vi handler eller lader være, så må man spørge, om det ikke er lidt klogere at gøre noget? Jeg synes faktisk, man kan konkludere, at det er billigt at handle, men det vil være meget kostbart for mennesker og naturen at lade være. Så vidt klimaet.

Juan Evo Morales Ayma om klimaspørgsmålet

I modsætning til den danske statsminister har den bolivianske præsident ofte formuleret sig om klimaspørgsmål, både i nationale og internationale forsamlinger. Man gør klogt i at lytte til lederne fra udviklingslandene, hvis man ønsker en succesrig kamp mod de truende klimaforandringer. Det er ikke utænkeligt, at vi ved en senere lejlighed vil se nærmere på og kommentere Morales’ synspunkter på dette emne. Men indtil da:

Klimaforandringerne: Red planeten fra kapitalismen

Af Evo Morales, præsident

Den 28. november 2008 – Søstre og brødre, i dag er vores Moder Jord syg. Fra begyndelsen af det 21. århundrede har vi levet i de varmeste af de sidste tusind år. Global opvarmning genererer abrupte forandringer i vejret: gletchernes tilbagetrækning og formindskelsen af de polære iskapper; væksten i havenes vandstand og oversvømmelserne i kystområderne, hvor henved 60% af verdens befolkning lever; væksten i ørkendannelse og formindskelsen af sunde vandressourcer; den højere hyppighed af naturkatastrofer, som jordens samfund lider under[1]; udryddelsen af plante- og dyrearter; og spredningen af sygdomme til områder, som før var fri for disse.

En af de mest tragiske konsekvenser af klimaforandringerne er at nogle stater og territorier er dømt til at forsvinde med havstigningen.

Alt dette begyndte i 1750 med den industrielle revolution, som fødte det kapitalistiske system. På to og et halvt århundreder har de såkaldte ‘udviklede’ lande forbrugt en stor del af de fossile brændsler, der var blevet skabt igennem fem millioner århundreder.

Kapitalismen

Det kapitalistiske systems konkurrence og tørst efter grænseløs profit er i færd med at destruere planeten. Under kapitalismen er vi ikke mennesker, men forbrugere. Under kapitalismen eksisterer Moder Jord ikke; i stedet er der råstoffer. Kapitalismen er kilde til verdens asymmetrier og ubalancer. Den genererer luksus, pral og affald for de få, mens millioner i hele verden dør af sult. I kapitalismens hænder bliver alt til en vare: vandet, jorden, det humane genom, forfædrenes kultur, retfærdighed, etik, død … og livet selv. Alt, absolut alt, kan købes og sælges under kapitalismen. Ja, selv ‘klimaforandringer’ er blevet til en forretning.

‘Klimaændringer’ har stillet mennesket over for et stort valg: Enten at fortsætte ad kapitalismens og dødens vej, eller at slå ind på stien, der fører til harmoni med naturen og respekt for livet.

De udviklede lande og overgangsøkonomierne forpligtede sig ved Kyotoprotokollen i 1997 til at reducere sine udledninger af drivhusgasser med mindst 5% i forhold til 1990, igennem implementering af forskellige mekanismer, hvorimellem markedsmekanismen dominerede. Indtil 2006 er drivhusgasserne, langt fra at være reduceret, tværtimod vokset med 9,1% i forhold til 1990; for også på denne måde at demonstrere de udviklede landes brud på forpligtelserne.

At implementere markedsmekanismerne i udviklingslandene[2] har ikke bevirket en signifikant reduktion af drivhussvirkende gasudledninger.

Ligesåvel som markedet er ude af stand til at regulere de globale finansielle og produktive systemer, lige så vel er det ude af stand til at regulere udledningen af drivhusvirkende gasser og vil alene generere ‘big business’ for finansielle agenter og store selskaber.

Jorden er langt vigtigere end børserne i Wall Street – og i den øvrige verden

Imens De Forenede Stater og Den Europæiske Union allokerer 4.100 milliarder dollars for at redde bankerne fra en finansiel krise, som de selv har skabt, tildeles programmer angående klimaforandringer 313 gange mindre, altså kun 13 milliarder.

Ressourcerne, øremærkede til klimaforandringer, er uretfærdigt fordelt. Flere ressourcer er anvendt på at reducere udledningerne (mildning) og færre til at reducere de effekter af klimaforandringerne, som alle lande lider under (tilpasning)[3]. Den overvejende del af ressourcerne flyder til de lande, som har forgiftet mest, og ikke til de lande, hvor vi bedst har beskyttet miljøet. Ca. 80% af midlerne fra projekter under Clean Development Mechanism (CDM, aflad for manglende hjemlige reduktioner gennem mere eller mindre tvivlsomme reduktionsprojekter i tredielande, nh) er koncentreret i fire udviklingslande.

Kapitalistisk logik fremmer det paradoks at de sektorer, som har bidraget mest til forringelsen af miljøet, er de samme som dem, der har størst udbytte af programmerne til bekæmpelse af klimaændringerne.

På samme tid er teknologioverførslen og finansieringen af ren og bæredygtig udvikling i Syd forblevet ord. Det næste klimatopmøde i København er nødt til at tillade os et spring fremad, hvis det er vores fælles ønske at redde Moder Jord og menneskeheden.

Jeg fremsætter til dette formål følgende forslag til processen: Fra Poznan til København:

Angrib de strukturelle årsager til klimaforandringerne

1) Debatèr de strukturelle årsager til klimaforandringerne. Så længe vi ikke ændrer det kapitalistiske system til et systen baseret på gensidighed, solidaritet og harmoni mellem mennesket og naturen, vil de metoder, som vi tilpasser blive lindrende, dvs. af begrænset og risikabel karakter. For os er det, som er slået fejl, modellen for ‘et bedre liv’ med ubegrænset udvikling, grænseløs industrialisering, modernisering som afbøder vores historie og voksende akkumulation af goder på andres og naturens bekostning. Af disse grunde er vi fortalere for ‘det gode liv’ i harmoni med andre mennesker og Moder Jord.

2) De udviklede lande er nødt til at kontrollere deres forbrugsmønstre – deres forbrug af luksus og skrald – i særdeleshed deres overdrevne forbrug af fossile brændsler. Det er nødvendigt progressivt at eliminere subsidier til fossile brændsler, som har nået mellem 150 og 250 milliarder[4]. Det er fundamentalt at udvikle alternative former for energi, så som solenergi, geotermisk energi, vindenergi og vandkraftenergi, både i lille og i mediun skala.

3) Biobrændsler er ikke noget alternativ, fordi de sætter produktionen af fødevarer til transport før produktionen af mad til mennesker. Biobrændsler udvider landbrugets grænser og destruerer skove og biodiversitet, genererer monokulturer, fremmer koncentration af landbrugsarealer, forringer jordens ydeevne, udtømmer vandressourcer, bidrager til højere priser på fødevarer og forbruger ofte mere energi, end der produceres.

Betragtelige forpligtigelser til udledningsreduktioner – som bliver overholdt

4) Streng overholdelse af de udviklede landes forpligtelser[5] til at reducere udledningen af drivhusgasser med mindst 5% i forhold til 1990. Det er uacceptabelt, at de lande, som igennem historien, har forurenet planeten, vedtager beslutninger om større reduktioner i fremtiden, alt imens de ikke efterkommer deres nuværende forpligtelser.

5) Fastlæg nye minimumsforpligtelser for de udviklede lande, 40% udledningsreduktioner i 2020 og 90% i 2050, med udgangspunkt i 1990. Disse minimumsforpligtelser må opfyldes internt i de udviklede lande og ikke via fleksible markedsmekanismer, som tillader køb af certificerede udledninger, som bevirker fortsættelse af forurening i eget land. Overvågningsmekanismer til måling, rapportering og kontrol, som er tilgængelige for offentligheden, må ligeledes fastlægges for at garantere opfyldelse af  forpligtelserne.

6) De udviklingslande, som ikke er ansvarlige for den historiske forurening, må bevare det fornødne rum til at skabe alternative og bæredygtige former for udvikling, som ikke gentager fejltagelsen med den vilde industrialisering, som har brag os alle i den nuværende situation. For at betrygge denne proces har udviklingslandene forudsætningsvis behov for finansiering og teknologioverførsel.

Adressèr økologisk skyld

7) Idet de anerkender deres historiske økologiske gæld til planeten, må de udviklede lande skabe en Integreret Finansiel Mekanisme til at støtte udviklingslandene i: Implementering af deres planer og programmer for tilpasning til og mildning af klimaforandringerne; fornyelsen, udviklingen og overførslen af teknologi; i bevarelse og forbedring af vores naturlige depoter for CO2; svarhandlinger på de alvorlige naturulykker, som skyldes klimaforandring; og i udførelsen af bæredygtige økovenlige udviklingsplaner.

8) Denne Integrerede Finansielle Mekanisme må, for at være effektiv, kunne regne med et bidrag på mindst 1% af bruttonationalproduktet i de udviklede lande[6] og andre bidrag fra skat på olie og gas, finansielle transaktioner, hav- og lufttransport og profitterne fra de transnationale selskaber.

9) Bidrag fra de udviklede lande må være oven i den officielle udviklingsbistand (ODA), den bilaterale hjælp eller hjælp kanaliseret gennem FN. Ingen midler ydet udenom UNFCC (Forenede Nationers Struktur Konvention om Klimaforandring, nh) kan anerkendes som opfyldelse af de udviklede landes forpligtelser under konventionen.

10) Det er nødvendigt at midlerne tildeles de forskellige staters planer og programmer og ikke bruges til projekter, som følger markedslogikken.

11) Det er afgørende, at midlerne ikke kun placeres i enkelte udviklede lande, men prioriteres til de lande, der har bidraget mindst til udslippet af drivhusgasser; de, der bevarer natur og lider under følgerne af klimaforandringerne.

12) Den Integrerede Finansielle Mekanisme må forestås af De Forenede Nationer, ikke af Den Globale Miljøfacilitet (GEF) eller andre mellemled så som Verdensbanken og regionale udviklingsbanker; dens ledelse skal være kollektiv, gennemsigtig og ubureaukratisk. Dens beslutninger skal vedtages blandt alle medlemslande, i særdeleshed af udviklingslandene, og ikke af donorer og bureaukratiske administratorer.

Teknologioverførsel til udviklingslandene

13) Fornyelse og teknologi relateret til klimaforandringerne skal være under offentlig regi og ikke nogen form for privat patentregime, som hæmmer og gør teknologioverførsel dyrere for udviklingslandene.

14) Produkter, som er frugten af offentlig finansieret fornyelse og udvikling, skal placeres under offentligt regi og ikke under et privat patentregime[7], således at de kan være frit tilgængelige for udviklingslandene.

15) Fremme og forbedre systemet med frivillige og tvungne licenser således at alle lande kan få adgang til allerede patenterede produkter – hurtigt og gratis. De udviklede lande kan ikke behandle patenter og intellektuel ejendom som var det noget “helligt”, der for enhver pris skal bevares. Ordningen om fleksibel adgang til intellektuelle rettigheder i tilfælde af alvorlige problemer med den offentlige sundhed skal tilpasses og udvides betragteligt for at hele Moder Jord.

16) Genopret og understøt de oprindelige folks praktikker, som er i harmoni med naturen, og som har bevist deres bæredygtighed igennem århundreder.

Tilpasning og udledningsbegrænsning med deltagelse af alverdens folk

17) Fremme af handling, programmer og planer mod udledninger med deltagelse af lokalsamfund og oprindelige folk inden for rammerne af fuld respekt for og implementering af De Forenede Nationers deklaration om oprindelige folks rettigheder. Den bedste mekanisme til at møde udfordringen fra klimaforandringerne er ikke markedsmekanismen, men bevidste, motiverede og velorganiserede mennesker begavet med deres egen identitet.

18) Reduktion af udledningerne fra afskovning og skovforringelse må baseres på direkte kompensation til udviklingslandene igennem en meget effektiv implementation som sikrer bred deltagelse af lokalsamfund og en mekanisme til rapportering og verificering, som er gennemsigtig og offentlig.

Et FN for miljøet og klimaforandringerne

19) Vi behøver en Verdens Miljø- og Klimaforandringsorganisation i forhold til hvilken multilaterale handels- og finansorganisationer er underordnede, for herved at fremme en anerledes model for udvikling, som er miljøvenlig, og som vil løse de dybe problemer med fattigdom. Denne organisation må nødvendigvis have effektive opfølgende, verificerende og sanktionerende mekanismer for at sikre at nuværende og fremtidige aftaler efterkommes.

20) Det er grundlæggende strukturelt at omskabe Verdenshandelsorganisationen, Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og det internationale økonomiske system i sin helhed, med henblik på at garantere retfærdig og gensidig handel, lige såvel som betingelsesløs finansiering til bæredygtig udvikling, som undgår tab af naturressourcer og fossile brændsler i produktionsprocesser, handel og varetransport.

I denne forhandlingsproces på vej mod København er det fundamentalt at garantere deltagelsen af vores folk som aktive aktionærere på nationalt, regionalt og verdensomspændende niveau med speciel opmærksomhed rettet mod de sektorer, der er værst ramt, som fx. oprindelige folk som altid har støttet forsvaret for Moder Jord.

Mennesket er i stand til at redde Jorden hvis vi genrejser principperne om solidaritet, gensidighed, og harmoni med naturen, i modsætning til konkurrencens, profittens og det uhæmmede resourceforbrugs regime.

Noter

[1] Knyttet til ‘Niña’ (la Niña/el Niño-cyklus, nh) fænomenet, som bliver hyppigere som et resultat af klimaforandringerne, Bolivia har tabt 4% af sit bruttonationalprodukt i 2007.

[2] Kendt som Clean Development Mechanism.

[3] For øjeblikket er der kun en tilpasningsfond med cirka 500 millioner dollars til 150 udviklingslande. Ifølge UNFCCCs sekretariat er 171 millioner dollars reserveret tilpasning og 380 millioner dollars udledningsreduktioner.

[4] Sternrapporten

[5] Kyotoprotokollen, artikel 3.

[6] Stern Review har foreslået 1% af det globale bruttonationalprodukt, som udgør mindre end 700 milliarder dollars årligt.

[7] I følge UNCTAD (1998) bidrager offentlig finansiering i udviklingslandene med 40% af ressourcerne til innovation og udvikling af teknologi.

Oversættelse af Niels-Holger Nielsen

Dette oplæg blev holdt på et offenligt møde den 10. oktober 2008. Det var en del af the Environmental Activists’ Conference ’08: Climate Emergency — No More Business as Usual (http://www.cleansa.org.au/), i Adelaide, Australien. David Spratt er medforfatter til Climate Code Red: the case for emergency action, Scribe 2008; http://www.climatecodered.net/

Ikke mere global opvarmning – ikke mere business as usual: Dette er en nødsituation!

Af David Spratt

10. oktober, 2008–For et år siden researchede jeg, hvad der skulle have været en kort forelæggelse til the Garnaut review (Garnaut er udnævnt af Laborpartiets Premierminister Kevin Rudd til at rådgive Australiens federale regering), da begivenheder i det nordpolare område vendte op og ned på klimapolitikken. Der blev påvist, at 8 millioner kvadratkilometer havis – et areal på størrelse med Australien – var i færd med at smelte, med en glaciologs udødelige ord: “hundrede år før planlagt”.

I dag fortsætter den internationale politiske debat, som om intet var hændt. Udrangerede scenarier, research og observationer bliver brugt til at foreslå mål for udledningsreduktionen, som fuldt implementeret stadig vil føre til katastrofe.

Således blev en kort forelæggelse til en lang omvej ind i hvordan klimadebatten er konstrueret, og resultatet, sammen med Philip Sutton, blev en bog vi ikke havde til hensigt at skrive, Climate Code Red (Rød Klimavarsel).

Vi kom til den konklussion, at det meste af den offentlige debat om klimaet er selvbedrag, dvs. en fastlåst falsk bevidsthed, modstandsdygtig over for fornuft eller konfrontation med aktuelle fakta. I det nye nummer af Quarterly Essay, siger Tim Flannery: “Der er ikke nogen reel debat om hvor alvorlig vores misere er”, ejheller har der været “forståelse af hvor dybt vi influerer samtlige jordens livgivende processer”.

Ingen af de større politiske partier (i Australien) på det nationale (modsat regionale/delstats-, nh) niveau har bekymret sig om at fortælle vælgerne hvad de anser for farlige klimaændringer. Ingen af regeringspartierne har nogensinde fortalt: Hvor hedt er for hedt – en grad, to grader, tre, fire eller fem grader? – og så forpligtet sig på handlinger i overensstemmelse med dette mål. Og de synes alle at have svært ved at sige klart, at tabet af the Great Barrier Reef (nu uafvendeligt) eller forsaltningen af Kakadu (australsk nationalpark, nh)(forudset til at forekomme ved en havstigning på en halv meter i dette århundrede) betyder, at den globale opvarmning allerede er farlig.

Den federale australske regerings klimavision rækker ikke længere end det terræn, der beskrives af IPCC, og som Flannery påpeger er “smertelig konservativt” fordi IPCC “arbejder ud fra konsensus og inkluderer regeringsrepræsentanter fra USA, Kina og Saudiarabien, som alle må samtykke ord til andet om hver eneste kendsgerning”. Således er IPCCs nyeste rapport allerede blevet fundet alvorlig mangelfuld om emner som arktisk havis, tab af iskapper og havstigninger, ligesom den heller ikke seriøst bekymrer sig for muligheden af ikkelineær klimaforandring og langtidseffekten af feedbackmekanismer i kulstofkredsløbet (menneskeskabt opvarming, som forårsager frigivelse af endnu mere kulstof til atmosfæren, som fx. optøningen af permafrosten (tundraen i Alaska,Canada og Rusland/Sibirien, nh)).

For at sige det ligeud, så er debatten i Australien ikke baseret på kendsgerninger. Der er tale om politisk pragmatisme, skønmaling og en gradvist stigende indsats, som vil vise sig ude af stand til at hamle op med de videnskabelige fakta. Resultatet kan, for de fleste mennesker og de fleste arter på planeten, kun blive en selvmordsattest.

Den konklussion, som vi nåede frem til, var at med mindre vi tager de strengeste forholdsregler – som i en katastrofesituation – så er det allerede for sent. Det er ikke længere et spørgsmål om hvor meget vi kan tillade os at opvarme planeten, men om hvor hurtigt vi kan nedkøle den.

Alvorlige konsekvenser er allerede på trapperne

Alvorlige følger af klimaændringerne sker allerede, de foregår både hurtigere og ved lavere globale temperaturer end beregnet. I 2005 advarede den fremragende klimavidenskabsmand Dr. James Hansen om at: “Vi befinder os ved klimasystemets afgrund: Tippepunkter, hinsides hvilke der ikke findes nogen frelse.” Nu, tre år senere ved vi, at vi allerede har overskredet nogle af disse tippepunkter: Punkterne for iskappernes sønderbrydning, for betragtelige havstigninger og for tab af artsrigdom.” Hansen siger at “elementerne til en ‘perfekt storm’, en global kataklysme, er bragt sammen”.

Fuldstændigt tab af arktisk havis om sommeren er nu uafvendelig. “Polarhavet kan blive næsten isfrit i sensommeren 2012″, siger Dr. Jay Zwally, som er glacieolog ved NASAs Goddard Rumflyvningscenter. Han konkluderer at: “Arktis er ofte citeret som “kanariefuglen i kulminen” i forbindelse med den globale klimaopvarmning …. og nu, som et tegn på klimaopvarmningen, er kanariefuglen død.”

Arktis er nøglen til verdens klima, og ændringerne i Arktis har potentiale til en alvorlig destabilisering af det globale klimasystem. Dr. Neil Hamilton, direktør for Verdensnaturfondens (WWF) Arktisprogram, siger at de arktiske klimamodeller bryder sammen, ikke længere virker, fordi “vi er på vej mod et nyt arktisk klimasystem”. Han udtaler, at WWF ikke længere prøver på at beskytte det arktiske økosystem, fordi det ikke længere er muligt, og at kulstofreservoiret i Arktisk ændrer sig meget, meget hurtigt, samt at det ikke er klart hvordan det arktiske klimasystem vil se ud om halvtreds år.

Faren er at en isfri tilstand i den arktiske sommer vil sparke klimasystemet ind i en trend af hastig opvarmning og skabe en atypisk ny klimatilstand, som er mange, mange grader varmere. Den arktiske havis er den første dominobrik, og den falder hurtigt. Andre brikker vil uafværgelig følge efter, med mindre vi standser CO2-udledningerne og afkøler planeten for at få den arktiske havis tilbage.

Disse dominobrikker inkluderer den grønlandske iskappe. Tabet af den arktiske havis vil forårsage en stor lokal opvarmning, i omegnen af 5 grader C, og en mindre men meget betydelig global opvarmning på 0,3 grad C. Denne yderligere opvarmning af Arktisk vil speede sønderbrydningen af Grønlands iskappe op. “Vi er tæt på at være forskrevet til et kollaps af Grønlands iskappe”, siger Tim Lenton fra East Anglias universitet. Hvis Grønland smelter fuldstændigt vil havstigningen blive på syv meter. Givet den aktuelle kurs er spørgsmålet ikke om, men hvor hurtigt havet vil stige. Den almindelige antagelse er 1-2 meter i dette århundrede, men Will Steffen fra ANU (Australiens Naturuniversitet) siger at fire meter ikke kan udelukkes; i klimaets forhistorie for 14.000 år siden steg havet 5 meter pr. århundrede.

Jeg er ikke bekendt med nogen velinformeret klimavidenskabsmand, som mener, at det er muligt at opretholde et sikkert klima eller at undvige havstigninger når Arktis’ sommeris forsvinder permanent. Dette emne adresseres ikke i Australien, skønt det nødvendigvis må være rammen for hele debatten. Ikke at tage Arktis energisk i betragtning er det samme som at ignorere det største spørgsmål i den nuværende globale opvarmning.

Den hastige opvarmning på regionalt plan forårsaget af havisens smeltning har også alvorlige konsekvenser for permafrosten. Det Nationale Center for Atmosfæriske undersøgelser i Boulder (Colorado, USA, nh) forudsiger,at halvdelen af permafrosten i det nordlige Arktis vil tø til en dybde af tre meter omkring 2050. Ted Scambos siger: “Det er en alvorlig eskalering …. en katastrofe ligger begravet under permafrosten.” Permafrostspecialisten Sergei Zimov udtaler: “Permafrostområderne indeholder 500 milliarder tons kulstof som hurtigt kan forandre sig til drivhusgasser (i form af den agressive drivhusgas metan, nh) … Hvis man ikke standser udledningen af  drivhusgasser …. Kyoto-protokollen vil tage sig ud som barnlig pludren”. De vestsibiriske tørvemoser er blandt de hurtigst opvarmende områder på planeten, og Sergej Kirpotin fra Tomsks Statsuniversitet betegner nedsmeltningen af frosne tørvemoser som et økologisk jordskred, som sandsynligvis er irreversibelt”. I august 2008 godtgjorde Örjan Gustafsson, den svenske leder af det “Internationale Studie af det Sibiriske Skjold”, at metan nu bobler op gennem havvandet fra den ellers permafrosne havbund.

Så spørgsmålet er ikke længere om permafrosten vil begynde at tø, men hvad der vil ske hvis og når denne tidsindstillede bombe detonerer. Når det sker, vil den blæse klimasystemet hinsides vores kapacitet til at standse fremkomsten af yderligere dramatiske “tippepunkter”. Frigivelse af den totale kulstofmængde oplagret i permafrosten svarer til en fordobling af atmosfærens nuværende  indhold af kuldioxid, så frigivelse af bare en betragtelig andel af det, vil skabe en meget anderledes jord, end den vi kender. Videnskabsfolk advarer om, at den temperatur, som udløser metanen, er tættere på den nuværende, end vi tror. En undersøgelse publiceret denne vinter (på vores halvkugle sommer, nh) af Dmitry Khvorosyanov viser at udløseren er en opvarmning i Arktisk på ca. 9 grader C, og at frigivelsen, en gang påbegyndt, vil fortsætte og føre til at tre fjerdedele af kulstoffet frigives i løbet af hundrede år. Det kunne starte så tidligt som midt i dette århundrede.

Øjeblikkelig handeling for at undgå katastrofe

“Af disse og af mange andre grunde kan jeg blot konstatere at en begrænsning af temperaturstigningen til 2-2,4 grader C, som foreslået i FN-sammenhæng, ville bringe planetens klima hinsides det temperaturspand, som har været gældende i den foregående en million år og forårsage en katastrofe. “To grader C har potentialet til at føre til tre eller fire grader på grund af kulstofkredsløbets feedback-mekanismer”, siger Barry Brook fra Adelaides Universitet.

Således er de konklusioner, som vi nåede i november 2007, følgende:

- På grund af de farlige “banke-på-effekter”, forårsaget af dets forsvinden, må den Arktiske havis i så stor udstrækning som muligt genskabes i sin normale omfang

- For at bringe den arktiske havis tilbage er vi nødt til at køle jorden ca. 0,3 grad C. Hvis vi ikke gør det, kan vi ikke undgå meget farlige klimapåvirkninger. Der findes ikke en tredie vej. Dette er den nye meget ubekvemme sandhed, som politikerne  prøver at undvige.

- For at køle jorden tilstrækkeligt hurtigt til at gendanne den arktiske havis i en fart, er vi nødt til at rykke til nuludledning af drivhusgasser så hurtigt, som økonomien kan blive restruktureret, og så hurtigt som det er miljømæssigt sikkert at gøre, og herigennem trække 200 milliarder tons CO2-ækvivalenter ud af atmosfæren. Vi er også nødt til at udvikle miljømæssigt sikre mekanismer til aktivt at køle jorden, mens vi implementerer denne økonomiske omstrukturering.

- Under et er denne opgave, målt i tilstrækkeligt omfang og nødvendigt tempo, overvældende, men der er simpelthen intet alternativ, hvis vi vil undgå katastrofale klimaændringer.

Vi stod ikke alene.

I december 2007 talte James Hansen om sine meget tilsvarende konklusioner. Han fastslog: “De nuværende udledninger af drivhusgasser bringer jorden i faretruende nærhed af klimaforandringer, som truer med at løbe løbsk, til stor fare for mennesker og andre skabninger. Der er allerede kulstof nok i jordens atmosfære til endegyldigt at bortsmelte massive iskapper som fx. den vestantarktiske, og garantere at havenes vandstand vil stige metervis i de kommende årtier. De tropiske og tempererede klimazoner vil fortsætte med at bevæge sig nordover, og oceanerne vil blive mere forsurede – bringe meget marin biologi i fare. Vi er tvunget til at påbegynde en hurtig fremrykning mod det post-forsile, rene energisystem. Endvidere må vi fjerne kulstof ophobet i atmosfæren siden den industrielle revolution.”

Direktøren for Tysklands Potsdaminstitut til forskning i klimapåvirkninger, rådgiver for den tyske regering og for Den Europæiske Union, John Shellnhuber, fortalte David Adam fra den britiske avis Guardian, at kun en tilbagevenden til førindustrielle kuldioxidniveauer ville være tilstrækkeligt til at garantere en sikker fremtid på planeten. Han sagde, at tidens politiske målsætning for nedsat vækst i udledninger og stabilisering af kulstofniveauet ville være utilstrækkelig, og at måder til aktivt at fjerne kuldioxid fra atmosfæren nødvendigvis måtte udvikles. Adam rapporterede: “(Shellnhuber) sagde at selv små temperaturforøgelser kunne udløse et blandt adskellige klimatiske tippepunkter, som fx. metan frigivet fra tøende permafrost, og medføre meget mere alvorlig global opvarmning. ‘Det er et meget langtrækkende (overbevisende? nh) argument, men ingen kan med sikkerhed afgøre om 330 ppm (milliontedele) kuldioxid er sikkert’, sagde han. (Dagens niveau er langt højere, nemlig 387 ppm.) ‘Måske vil det ikke gøre nogen forskel om niveauet er 270 ppm eller 330 ppm, men at operere klart hinsides de (historisk) givne niveauer for carbondioxidkoncentrationer er risikabelt, så længe vi ikke til fulde har forstået de relevante feedbackmekanismer’.”

Tal med de fleste videnskabsfolk, og de vil privat være enige. Mange af dem er bekymrede over, at det allerede kunne være for sent (delvist på grund af deres fordomme/fjentlighed over for den toneangivende elite), og de er klar over, at de politisk accepterede mål ikke videnskabeligt kan retfærdiggøres som tilstrækkelige til at redde planeten fra katastrofe.

For nylig meddelte 49 australske organisationer, græsrodsgrupper, klimaaktionsadvokater og miljøfotralere Ross Garnaut i et åbent brev, “at tippepunkter for tab af store iskapper og biodiversitet allerede, som vi bevidner det i Arktis, er overskredet. Det er ikke længere et spørgsmål om hvor meget mere vi på den sikre side kan udlede, men om vi hurtigt kan standse udledningerne og producere afkøling før vi når tippepunkter og forstærkende feedbackmekanismer – så som storskala frigivelse af drivhusgasser fra smeltende permafrost – der vil bringe jordens klimasystem hinsides ethvert håb om menneskeskabt reparation.”

Fem (australske) statsbaserede fredningsråd undertegnede erklæringen, ligesom nu også Greenpeace rykker til denne “nyrealistiske” possition. Og af alle store miljøorienterede organisationer, var det for Australiens Grønne Christine Milne, som tog teten ved at indrømme at “forventning om fejltagelser er blevet normen i klimapolitikken” og ved at tilsluttede sig målsætningen om nuludledninger.

Således kan vi ane en langtrækkende forandring i de fleste videnskabs- og miljøfolks, af meningsmåingerne henregnet til de mest troværdige røster i klimadebatten, offentligt erkendte synspunkter. Uheldigvis er nogle af de mere koncernelskende klimagrupper fanget i en konservativ praksis – travende langt bagefter tidens debat og fremmede over for den nye evidensbaserede forståelse af behovet for presserende nuludledninger og for nødvendigheden af igen at afkøle planeten til et sikkert niveau.

Forhindringerne er politiske

Stands alle udledninger af drivhusgasser og afkøl planeten: Det lyder urealistisk, men det er ikke tilfældet. Jeg er overbevist om, at hindringerne for en sådan kurs ikke principielt er teknologiske eller økonomiske, men derimod politiske og sociale. (Andre talere i dette forum vil i detaljer fortælle om hvilke løsninger, der kunne komme på tale.) Vedvarende energi er ikke raketvidenskab; det er fornyelsen af vores nationale tognet, forbedret energieffektivitet eller planlægning med henblik på bæredygtige livsformer ejheller. En rapport fra det internationale konsulentfirma McKinsey afdækker, at mange af de mulige udledningsreduktioner er økonomisk rentable. Ligeledes vil omstillingen til en post-forsil økonomi blive jobskabende.

I juli offentliggjorde Al Gore sin udfordring til USA: “I dag udfordrer jeg vores nation til at forpligte sig til at producere 100% af vores elektricitet ud fra vedvarende energi og ægte kulstoffrie kilder i løbet af ti år … Dette mål er opnåeligt, økonomisk muligt og fremtidsrettet. Til de, der argumenterer, at vi endnu ikke har teknologien … jeg har set hvad de (entreprenører, som ønsker at stå for denne revolution) er i gang med og jeg er ikke i tvivl om, at vi kan møde denne udfordring.”

Her er nøglen: De klimatiske udfordringer er politisk forandrende.

I den tætte tåge, som skygger for den nationale debat om klimapolitik, snubler de store spillere fra den ene tue til den næste, ude af stand til at se det større billede i den skumle belysning. Blottet for kontekst er deres klimaudsyn så akavet, at de er ude af stand til at identificere kerneproblemet: At verden står på kanten af afgrunden, hinsides hvilken menneskelige handlinger ikke, på nogen meningsfuld måde, vil være i stand til at kontrollere klimasystemets kurs, eller menneskelivets skæbne i et hurtig forværret miljø.

Klimapolitik er karakteriseret af vanemæssigt lave forventninger og af fejltagelser. Der er et presserende behov for at forstå den globale opvarmning og de tippepunkter for farlige påvirkninger, som vi allerede har passeret, som en overlevelsesmæssig nødsituation, der bringer os hinsides politikkens fejlgenererende kompromisser, fordi vi nu er i et kapløb mellem klimatiske tippepunkter og politiske ditto.

Vores politiske ledere tager ikke de forholdsregler, som videnskaben kræver, fordi den gængse form for politik er kortsigtet og pragmatisk. Det er tilsyneladende et spørgsmål om at løse 10% af problemet, eller skyde skylden på modstanderen, eller stikke det til side til efter næste valg, eller lade som om det over hovedet ikke eksisterer. Politik er mere og mere spin og mindre og mindre substans.

Australiens premierminister Kevin Rudd og (klimaminister) Penny Wong har adopteret en traditionel laborattitude til klimaproblemet: Det er et emne for miljølobbyen og forretningslivet. Men problemet er, at klimakrisen ikke kan behandles som en lønforhandling, hvor kravene fra hver af siderne kan balanceres et eller andet sted omkring midten. Det er ikke muligt at forhandle med fysikens og kemiens love. Planeten kan ikke spises af. Der findes absolutte grænser som ikke må krydses, og at gøre noget, som alligevel ikke er nok, vil stadig føre til katastrofe.

Vi kan ikke vente på markedet

De (vores politiske ledere, nh) synes gift med markedsbaserede løsninger snarere end at have forestillingsevne til at konstruere en fremtidig nation, hvori vi faktisk er i stand til at overleve. Vi står over for et systemnedbrud. Hastigheden er afgørende i overgangsprocessen til en post-kuldioxid-økonomi, som må etableres så hurtigt som muligt. Vi har ikke tid til at vente på, at markedet skal skabe et bæredygtigt samfund. Det er nødvendigt, at vi alle er en del af forandringen. Selv Frankrigs præsident har erklæret at “laissez-faire er slut”; Sarkozy sagde: “ideen om at markedet altid har ret er en skør ide.” Storbritaniens Nicholas Stern siger, at den globale opvarmning er den største markedsfejl til alle tider. Og hvad vender de toneangivende partier sig så imod i klimapolitikken: et kulstofmarked!

Klimakrisen vil ikke kunne imødegåes selv med voksende modifikation af business as usual-modellen.

Heldigvis har vi en anden model, som vi kan vende os imod, når vi ønsker helt igennem at løse et problem: katastrofeløsning, hvad enten der er tale om oversvømmelse, brand eller jordskælv. I disse situationer venter vi ikke på at markedsmekanismer, prissignaler eller politikker, som det vil tage to eller tre år at implementere, løser problemet. Dette gælder også i krigstid, hvor regeringen kontrollerer økonomien for at få produceret, hvad der er nødvendigt hurtigt og effektivt med henblik på at løse problemerne. I krig taber man, hvis man kun løser problemet halvt. Det samme er sandt i kampen mod den globale opvarmning.

Højeste beredskab for klimaet (Climate Code Red)

Hvad, vi er nødt til at anerkende, er, som FNs generalsekretær, Staten Victorias guvernør da han lancerede Climate Code Red, og mange andre har sagt, at vi står over for en nødsituation, som kræver nødforanstaltninger.

Den klimatiske nødsituation kræver lederskab og mod, og en forestillingsvne, som er næsten fraværende i dagens australske politik. Vi må inspirere folk med ideen om omvæltende handling, villigheden til at fremme en ny vision om fremtiden og gøre det til det vigtigste mål for vores samfund og økonomi. Det kræver at regeringerne stiller meget af den enorme velstand, som vores økonomi har genereret til tjeneste for løsningen af klimakrisen.

Hvor stor en økonomisk kapacitet skulle så øremærkes til at skabe den nødvendige meget hurtige forandring til et postforssilt samfund? Det eneste realistiske svar er, at vi så hurtigt som muligt må øremærke så mange ressourcer, som det er nødvendigt, til den klimatiske nødsituation. Igennem den forrige globale mobilisering, 2. verdenskrig, blev mere end 30%, og i nogle tilfælde mere end halvdelen af økonomien øremærket til militære udgifter. I dag har vi en selvbedragerisk offentlig diskussion om, hvorvidt det er for meget at spendere en halv eller en hel procent på klimaet!

Vi er nødt til at være forberedte på, at præstere dette engagement igen, hvis det er det, der skal til for at redde de fleste mennesker og de fleste arter fra en klimaapokalypsen. Et skifte til en slags krigsøkonomi vil kræve af os, at vi lever bedre for mindre, mens vi ombygger til et bæredygtigt samfund. Vi kan ikke bore eller brænde os ud af den nuværende krise. Men ved samarbejde kan vi finde og investere i en udvej.

Hvis politikere ikke kan lede, så må vi alle, ved at opbygge en samfundsmæssig bevægelse, som bruger de brutale realiteter, som vi er hensat i, til at inspirere nationen til den forandrende aktion. Vi kan kun spille dette spil en gang. Hvis vi ikke gør nok for at opbygge en postfossil økonomi, eller ikke gør det hurtigt nok, så vil klimasystemet udvikle sig hinsides vores evne til at korrigere det. Prøv og fejl politik er ikke en mulighed. Arktis er vores Pearl Harbor.

Påvirkningerne vil blive globale og overvældende. Eksempelvis sagde den videnskabeligt konservative 2007-rapport fra IPCC, at Himalayas gletchere kunne være forsvundet i midten af århunderet. En sjettedel af jordens befolkning er afhængig af gletchernes afløb og det sæssonmæsssige snefald. Laborregeringens uofficielle målsætning på tre graders opvarmning er lig med deres destruktion.

Sammen med dem fra det nærliggende tibetanske plateau repræsenterer Himalaya-Hindu Kush-gletcherne jordens største ismasser udenfor polarområderne. De er kilde til Asiens store flodsystemer, herunder Indus, Ganges, Brahmaputra, Salveen, Mekong, Yangtze og Huangho. Disse floders bassiner er hjem for mere end en milliard mennesker fra Pakistan til Kina. Himalayagletcherne leverer så meget som 70% af sommergennemstrømningen i Ganges og 50-60% af de andre store floders i den tørre årstid. I Kina lever 23 % af befolkningen i de vestlige regioner, hvor gletcherafsmeltningen udgør den væsentligste vandressource i den tørre årstid.

Følgerne af den himalayiske iskappes forsvinden er bevidsthedsforkrøblende, men miseren anses sjældent for nævneværdig i Australien.

Forstår vores politikere hvorledes den globale opvarmnings påvirkning af Himalaya vil sønderlemme livet for en milliard mennesker? Græsrøddernes klimagrupper spurgte i deres brev til Garnaut: “Hvilke værdier har vi i denne sammenhæng? Skulle vi ‘vente og se’ om hele verden vil handle, før vi selv handler? Eller burde vi uden tøven slå ind på den eneste moralske kurs, og gøre hvad der er nødvendigt nu; hvis andre nationer ville handle på samme måde, så ville det være muligt at redde denne milliard mennesker fra at skulle stå ansigt til ansigt med en unævnelig katastrofe?

Vi bør ikke tøve. Som en af verdens største per capitaudledere har vi, i overensstemmelse med vores ansvar for miseren, en større forpligtelse til at tage teten … At spille “hvem har bolden” med det internationale samfund, når indsatsen er de fleste menneskers og arters overlevelse er klart uforsvarligt. Hvis alle nationer er klare over at drastisk aktion er nødvendig, er det første og bedste valg for alle at handle på egen hånd. Fordi vi kan og fordi det er nødvendigt. Det er ikke nødvendigt at vi venter på en international aftale. Ikke at vælge nødværgen her og nu ville være at vælge fiaskoen. Modig ledelse vil afløse den gennemtrængende fiasko i australsk klimapolitik, hvis vi handler.”

Sir Nicholas Stern sagde, at klimafølgerne sandsynligvis vil blive større end følgerne af de to verdenskrige og Den Store Depression tilsammen, mindst. Da ryggesløsheden smadrede de globale finansmarkeder i 2008, rykkede regeringer og centralbanker beredvilligt ud med mere end en billiard (1000 milliarder, beløbet er i øvrigt mangedoblet siden David skrev sin artikel, nh) dollars som redningskrans for økonomien. Men når tøjlesløse menneskabte kuldioxidudledninger truer planeten, så er et redningsprogram af sådanne dimensioner overhovedet ikke et emne for seriøse diskussioner.

Måske må vi trøste os med, at når de globale kapitaler, på hvis bud de fleste regeringer sidder, forstår den nye klimarealisme og erkender, at de ikke kan bygge en økonomi på en døende planet, så vil de, der har siddet på hænderne ved de globale forhandlingsborde mirakuløst finde den politiske vilje til med stor hast at planlægge og bygge en nuludledningsøkonomi.

Vores rolle er at bibringe hele denne nation forståelsen for, at omskabelsen til et bæredygtigt samfund og genopbygningen af vores økonomi fra nu af er en nødsituation.

Oversættelse af Niels-Holger Nielsen

————————————————————————————-

Radionterview med David Spratt om Climate Code Red:

http://www.podnova.com/channel/149005/episode/56/

————————————————————————————-

David Spratt på YouTube

Der ligger flere videoer om David Spratt på YouTube, blandt andet om Climate Code Red. Nedenfor et link til en video hvor David Spratt i et foredrag diskuterer klimatruslen. Videoen er i to dele. Du finder nemt det øvrige stof om David Spratt på YouTube

David Spratt 1

————————————————————————————-

James Hansen, ledende klimaforsker ved NASAs Goddard Institute for Space Studies har i 2008-2009 State of the Wild bidraget med et yderst læseværdigt essay, Tipping Point. Perspective of a Climatologist, om klimaforandringernes konsekvenser for biodiversiteten. I en kommentar til artiklen Nicholas Stern: 1 ton CO2 til hver, bragte Niels-Holger Nielsen 04.05. i Information en oversættelse af James Hansens essay, som jeg har fået lov at lægge ud på Strøtanker om bæredygtighed.

Tippepunkt, en klimatologs perspektiv

af James Hansen

“Dyrene flygter. Planterne migrerer også.” Jeg skrev disse ord i 2006 for at gøre opmærksom på det faktum, at klimaforandringerne allerede var i gang. Folk bemærker ikke klimaforandringerne, fordi de er skjult af fluktuationer i vejret fra dag til dag, og fordi vi residerer i behagelige hjem. Dyr og planter, på den anden side, kan kun overleve under bestemte klimatiske betingelser, som nu er under forandring. The National Arbor Day Foundation måtte tilbagekalde sine forældede kort over de zoner, indenfor hvilke træarter kan overleve, og dyr skifter til nye bosteder. Er disse gradvise forandringer i naturen i overensstemmelse med de dramatiske videnskabelige vurderinger af, at en planetarisk nødsituation er ved at udkrystallisere sig? Ja, desværre. Forhåndenværende eksempler antyder kun den planetariske nødsituation, som klimastudier afslører med voksende klarhed.

Vores klode er faretruende nær den tærskel, hvor menneskeskabte drivhusgasser når det niveau, hvor væsentlige klimaændringer vil eskalere hovedsagelig ved egen kraft. Igennem intensivering af den hydrologiske cyklus vil opvarmningen forcere skift i klimazonerne, som vil påvirke tilgængeligheden af ferskvand tillige med menneskets sundhed. Vi kommer til at opleve gentagne tragedier langs kysterne i forbindelse med storme og stigende vandstand. Følgevirkningerne er overvældende og kan kun afværges ved, at vi skifter til en fundamentalt anderledes energiproduktion inden for det næste tiår. I modsat fald vil det være for sent for en tredjedel af verdens arter og for millioner af vores egen art.

Vi har mulighed for at bevare denne bemærkelsesværdige planet hvorpå civilisationen udvikledes, men det vil ikke blive let: Særinteresser er modstandere af forandringer og har en uforholdsmæssig magt i vore regeringer, især i USA. Det er essentielt at forstå naturen og årsagerne til klimaændringerne for at kunne skabe løsninger på vores nuværende krise.

Tippepunktet

Jorden opvarmes af sollyset. I ligevægt når den en bestemt temperatur ved at en mængde varme, svarende til den absorberede solenergi, stråler tilbage til rummet. Klimatiske drivkræfter, dvs. forbigående ændringer i Jordens energibalance, påtvinges og ændrer Jordens gennemsnitstemperatur. Drivkræfterne inkluderer solens lysstyrke, vulkanudbrud, som frigiver solreflekterende partikler til stratosfæren og langlivede menneskeskabte drivhusgasser, som holder på varmen.

Drivkræfter forstærker eller svækker afledte ændringer, kaldet feedbackmekanismer, i klimasystemet. Hurtige feedbackmekanismer, som er det umiddelbare svar på temperaturforandringen, forstærker de indledende temperaturændringer og forårsager yderligere opvarmning. Efterhånden som planeten opvarmes betyder hurtige feedbackmekanismer mere vanddamp, der holder på varmen, og mindre is og sne, der efterlader mørke overflader, som absorberer sollyset.

Der findes også langsomme feedbackmekanismer. På grund af opvarmningen spreder skove og kratbevoksning sig mod polerne og ind i tundraområderne. Den ekspanderende vegetation, som er mørkere end tundraen, absorberer sollyset og opvarmer omgivelserne. En anden langsom feedbackmekanisme er den tiltagende fugtighed (mørk farve) på overfladen af iskapperne på Grønland og Vestantarktis i sommermånederne. Til slut vil den kraftige drivhusgas methan boble op efterhånden som tundraen smelter. Palæoklimatiske (klimageologi, nh) vidnesbyrd godtgør at mængden af de langlivede drivhusgasser metan, kuldioxid og kvælstofoxider øges i takt med havenes og landmassernes opvarmning. Disse positive feedbackmekanismer forstærker klimaforandringerne over årtier, århundreder eller endnu længere.

Overvægten af positive feedbackmekanismer forklarer hvorfor Jordens klima i tidens løb har udvist store udsving: Feedbackmekanismer virker i begge retninger, idet de forstærker såvel nedkøling som opvarmning, de er drivkræfter. I fortiden har feedbackmekanismer givet Jordens temperaturkurve et savtakket udseende svingende mellem koldere og varmere klima, endog som svar på selv små ændringer i Jordens hældningsakse.

Det andet fundamentale kendetegn ved Jordens klimasystem, som er forbundet med feedbackmekanismerne, er havenes og iskappernes store træghed. Givet havenes evne til at optage varme, når en drivkraft som fx. en forøget mængde drivhusgasser påvirker den globale temperatur, har kun halvdelen af den endelige overfladeopvarmning vist sig selv efter to til tre årtier. Ændringer i iskapperne foregår også langsomt, dog viser voksende vidnesbyrd at de kan sønderbrydes i løbet af århundreder, eller måske endda årtier.

Kombinationen af træghed og feedbackmekanismer medfører at yderligere klimaforandring allerede er ”i rørledningen”: Selv hvis vi i dag ophørte med at forøge udslippet af drivhusgasser ville yderligere opvarmning indtræffe. Det er tankevækkende, når man overvejer klimaets nuværende tilstand. Den menneskelige civilisation udvikledes i løbet af Holocæn (de sidste 12.000 år), hvor der har været varmt nok til at begrænse iskapperne til Nordamerika og Europa, og koldt nok til at bevare iskapperne på Grønland og Antarktis. Med den hurtige opvarmning på 0,6 grad C, indenfor de sidste tredive år, er den globale temperatur nu højere end på noget andet tidspunkt i Holocæn.

Den opvarmning som allerede er indtruffet, de positive feedbackmekanismer som er sat i bevægelse, og yderligere opvarmning i rørledningen, har tilsammen bragt os til det planetariske tippepunkts afgrund. Vi befinder os på tippepunktet fordi klimaets tilstand indebærer snarlige og store feedbackmekanismer leveret af den arktiske havis, den vestantarktiske iskappe og en stor del af Grønlands is. Kun få yderligere drivkræfter er nødvendige for at udløse disse feedbackmekanismer og forøge den globale opvarmning. Hvis vi træder ud over kanten, vil vi overgå til et miljø langt fra det spillerum, som menneskeheden hidtil har oplevet, og tilbagevenden vil ikke være mulig i en fremtid inden for overskuelige generationer. Ofrene ville inkludere andet end tabet af oprindelige kulturer i Arktis og forsumpning af kystbyer. Den intensiverede hydrologiske cyklus vil forårsage både større oversvømmelser og mere omfattende tørke. I USA vil de halvtørre stater, fra det centrale Texas over Oklahoma til begge Dakotaer, blive mere tørkeudsatte og dårligt egnede til landbrug, for mennesker og for det nuværende dyreliv. Afrika vil opleve voksende udbredelse af tørre områder, især i det sydlige Afrika. Store populationer i Asien og Sydamerika ville miste deres primære ferskvandsforsyninger i den tørre årstid, efterhånden som gletsjerne forsvinder. Den vilde natur vil blive et afgørende offer i denne misere.

Den vilde naturs tilstand

Klimaforandringerne indfinder sig samtidig med, at den vilde natur er stresset af andre påvirkninger – tab af levesteder, for stort jagttryk, forurening og invasive arter – hvilket forøger stresset.

Arterne vil reagere på opvarmningen med forskellig hastighed og påvirke mange andre arter gennem de økologiske vekselvirkningers væv. Dyrs og planters livscyklus, der som regel er årstidsbestemt, kan bryde sammen. Eksempler på cykliske hændelser er blandt andet blades og blomsters udvikling og når dyr bryder op og vandrer, formerer sig eller ligger i hi. For de arter, som er afhængige af hinanden på disse tidspunkter – til bestøvning eller som føde – kan den forskellige hastighed hvormed de reagerer på varmere vejr eller nedbørsændringer forårsage en omsiggribende optrævling af økosystemerne.

Dyr og planter reagerer på klimaændringer ved at udstrække, indskrænke eller skifte udbredelsesområde. Isotermer, som er linier, der trækkes igennem punkter med samme gennemsnitstemperatur, bevæger sig mod polerne med cirka 56 kilometer pr. årti, hvilket betyder at mange arters område må flytter sig i samme tempo. Nogle arter er allerede på vandring: Den røde ræv rykker ind i polarrævens territorium, og økologer har observeret, at 943 arter fra alle klasser og økosystemer har udvist målelige ændringer i deres cykler og/eller udbredelse over de sidste mange årtier. Imidlertid vil deres mulige ruter og habitater blive begrænset af menneskeskabte forhindringer og af andre arters territorier.

Fortsat business as usual-udledning af drivhusgasser truer de mange økosystemer, som tilsammen udgør livets væv på Jorden og tilbyder et bredt spektrum af nytte for menneskeheden. Nogle arter står over for uddøen. De følgende eksempler repræsenterer en håndfuld. Arterne i polaregnene er genstand for særlig bekymring, fordi de er i færd med at blive skubbet af planeten. Adelie- og kejserpingviner er i tilbagegang, efterhånden som vigende havis reducerer rigeligheden af den krill, der er deres føderessource. Arktis’ isbjørne må allerede nu lade sig nøje med den smeltende havis, hvorfra de jager sæler i de kolde måneder. Fordi havisen trækker sig tidligere tilbage for hvert år der går, er isbjørnebestanden i Canada efterhånden formindsket med 20%. Det gælder også antallet af hunner og de kuld de føder. Mens dette skrives overvejer US Fish and Wildlife Service stadig at beskytte isbjørnene; men først efter at være slæbt i retten anklaget for en svigtende indsats på trods af voksende beviser for, at isbjørnen kommer til at lide under den globale opvarmning.

Biologisk forskellige alpine regioner er ligeledes i fare for at blive skubbet af planeten. Når et givet temperaturspand bevæger sig op ad et bjerg, bliver området med netop disse klimatiske forhold mindre og mere klippefyldt, ligesom luften bliver tyndere. Det skærper nogle alpine arters overlevelseskamp.

I det sydvestlige USA overlever det lokale røde mountgrahamegern, men kun på en enkelt bjergtop, en ø i skyerne, en isoleret grøn plet i ørkenen. Beskyttet som udryddelsestruet art nåede bestanden af dette egern et antal på 500 individer, som siden er formindsket til mellem 100 og 200 individer. Tabet af det røde egern vil forandre skoven, fordi dens efterladenskaber er fødekilde og levested for jordegern, studsmus og almindelige mus.

Det røde grahamegern bliver udsat for et nyt klimatisk stress i form af øget varme og tørke og i form af flere brænde. Varmestressede skove er sårbare over for langvarige billeangreb og katastrofebrande. Nedbør forekommer stadig, men er uregelmæssig og voldsom, ligesom tørkeperioderne er mere intense. Det får skovbrandene til at forløbe voldsommere, således at de nedre områder af skoven ikke kan nå at gendannes.

I havets verden lider også den kødædende havskildpadde. Disse store dyr vender tilbage til strandene hvert andet eller tredje år for at begrave en klase æg. Efter to måneder klækkes skildpaddeungerne og skynder sig forsigtigvis til havs, dog kun for at stå ansigt til ansigt med myriader af rovdyr. År med fredning og arbejdet for at beskytte skildpadderne på deres største redeområde, en 32 kilometer lang kyststrækning i Florida, syntes at have stabiliseret bestanden i Sydflorida. Men klimaforandringerne har udsat dem for en ny stresssituation. Floridas strande forsynes i voksende udstrækning med diger, som beskyttelse mod stigende vandstand og storme. Sandstrandene på havsiden af digerne er begrænsede, og kan gå tabt hvis vandstanden stiger betragteligt.

Nogle dyr synes mere tilpasningsdygtige til klimaændringer. Bæltedyret, som er en gammel art, der har eksisteret i mere end 50 millioner år, vil sandsynligvis udstrække sit udbredelsesområde mod nord i USA, men det uudtalte svar på klimatruslen mod det røde grahamsegern og andre arter – fra den brune bjørn, som kan blive nødt til at finde nye føderessourcer i forårsmånederne, til den isolerede snestudsmus i de sydspanske bjerge, er business as usual-afbrænding af fossile brændsler. Forudsagt opvarmning på op til flere grader celsius vil helt sikkert forårsage masseuddøen. Tidligere store varmeperioder i jordens historie, hvoraf den seneste fandt sted for 55 millioner år siden under udledning af store mængder methanhydrater fra Arktis, resulterede i uddøen af halvdelen eller flere af de arter, som dengang fandtes på planeten.

Ville det røde grahamsegern og snestudsmusen kunne overleve, hvis vi transplanterede dem til et højere bjerg? Her vil de være nødt til at konkurrere med andre arter om nicherne i det trævlede net af interaktioner, der har udviklet sig mellem arter og økosystemer. Hvad er udsigten til at vi kunne forstå, endsige genskabe disse komplekse relationer, som skaber økologisk stabilitet? ”Assisteret spredning” har således en tvivlsom fremtid. Den bedste chance for alle arter er menneskets bevidste stræben mod et alternativt energiscenario, som stabiliserer klimaet.

Planetens tilstand

Der er et stort gab mellem hvad, der, i det videnskabelige samfund, er forstået om global opvarmning, og hvad der er forstået om global opvarmning iblandt de, som skal vide: offentligheden og beslutningstagerne.

Den krystalliserende videnskab peger på en truende planetarisk nødsituation. Det farlige niveau for kuldioxid, som vil igangsætte uundgåelige forandringer, er højst på 450 milliontedele (ppm), men kan meget vel vise sig at være mindre. Koncentrationen af kuldioxid er allerede øget fra et førindustrielt (ca. år 1800, nh) niveau på 280 ppm til 383 ppm i 2007, og den vokser nu med ca. 2 ppm om året. For at undgå igangsættelse af en ustoppelig global opvarmning, er vi tvunget til afgørende ændringer inden for 10 år.

Vi må øjeblikkeligt tage vare på kuldioxidudledningen. Den globale industrialisering, først drevet af kul og siden hen af olie og gas, resulterede i en forurening fra fossile brændsler som chokerede London, satte ild til en flod i USA og skadede skovene med syreregn. Vi er ved at løse disse forureningsproblemer, men vi fik ikke has på dem, før de havde ramt os med fuld styrke. På grund af forsinkende effekter, opvarmning som allerede er i rørledningen, og tippepunkter vil ”vente og se”-attituden, med oprydning efter miseren, ikke virke, når det drejer sig om kuldioxidudledningen og klimaændringerne. Hvis vi på den anden side ignorerede udledningerne, ville vi åbne for katastrofale klimaændringer.

I stedet må vi beslutte os for at rykke hurtigt til næste fase af den industrielle revolution, til gavn for avanceret teknologi, atmosfærens opretholdelse og naturens undere. En gennemgang af grundlæggende kendsgerninger om fossile brændsler klargør, hvorfor skiftet snart bør ske. Baseret på den anslåede kuldioxidmængde oplagret i samtlige tilbageværende forekomster – medregnet olie, gas, kul og ukonventionelle brændsler i form af tjæresand, tjæreskifer, tung olie og methanhydrater – ville alene afbrændingen af olie- og gasressourcerne få kuldioxidindholdet til at stige til 450 ppm. Tillige at afbrænde kul og ukonventionelle fossile brændsler, som det allerede planlægges af energiselskaberne, ville bringe kuldioxidniveauet langt højere op.

For at forstå begrænsningerne mht. fremtidig anvendelse af fossile brændsler, er det nødvendigt at være opmærksom på kulstofkredsløbet. Dette er kendetegnet ved, at havet straks absorberer en del af kuldioxidudslippet, og at det efterhånden vil ske langsommere, når mere optaget kuldioxid udøver et ”modpres” (mætning, nh). Yderligere optag af kuldioxid er afhængig af opblandingen med det dybe ocean og af udfældningen i sedimenter på havets bund. Det betyder, at cirka en tredjedel af kuldioxidudslippet forbliver i atmosfæren i hundrede år og kun er reduceret til en fjerdedel efter 500 år. Kuldioxid, stadig til stede i atmosfæren fra den industrielle revolution, pålægger således Europa og USA en tung skyld. Kulstofreservoirerne og havets evne til at transportere kuldioxid er vigtige grænsebetingelser når vi skal finde løsninger på klimakrisen. Vi kan kun afværge planetariske ændringer – sluttelig sønderbrydning af iskapperne og masseuddøen – hvis den planetariske energibalance bliver genskabt ved en acceptabel globaltemperatur. Temperaturer skifter fra år til år, men øges gennemsnitligt med 0,2 grad C pr. tiår. Selvom vores vurderinger af tilladelig opvarmning vil blive raffineret efterhånden, som vores viden forøges, viser udfaldet af velbegrundet videnskab, at den ”sikre” globale temperatur ikke bør ligge højere end 1 grad C over den globale temperatur i år 2000.

Denne grænse, for yderligere opvarmning, på en grad svarer til den ovennævnte ramme på ca. 450 ppm. At bestemme kuldioxidrammen mere præcist er kompliceret på grund af andre menneskeskabte drivkræfter, specielt methan, kvælstofoxider og ”sort sod”. Et alternativt scenario, som har været foreslået, tillader fx. kuldioxidindholdet at toppe ved 475 ppm, fordi det tillige forudsætter store methanreduktioner. Dog vil mængden af menneskeskabte svovlaerosoler (reflektive partikler med stærkt kølende effekt (fra kulafbrænding, nh)) sandsynligvis formindskes og herved ophæve de anslåede methanreduktioner. Derfor er 450 ppm en god tilnærmelse for det højest tilladelige CO2-tryk. Faktisk kan det være for højt sat, hvis det nylige istab på Antarktis er skriften på væggen.
Eftersom vi risikerer at nå de 450 ppm inden for tyve til tredive år, burde vi være inspireret til at ændre vores energisystemer. Baseret på de herskende grænsebetingelser er det følgende en firepunktsstrategi for at undgå klimaforandringer.

1. Brug af kul og ukonventionelle fossile brændsler må begrænses til de tilfælde hvor kuldioxiden indfanges og opbevares i geologiske formationer. De eksisterende kulkraftværker skal udfases over de nærmeste årtier.

2. En pris på kul og effektivitetsstandarder skal indføres. Idet vi anerkender de fossile brændslers usædvanlige koncentration (tilgængelighed, nh) og mobilitet, som næsten ingen andre energiformer kan konkurrere med, består den praktiske vej mod en æra hinsides fossile brændsler i at indføre en moderat, men stigende kulpris. Etableringen af denne pris kan ske ved en beskatning af fossile brændsler eller ved et system med rationering og omsættelige udledningskvoter, som begrænser ofrene for de, der har dårligst råd. Eller ved en kombination af de to metoder. Dette vil lade fossile brændsler betale for de miljømæssige skader, mens den resterende gas og olie strækkes til at imødekomme bæredygtig økonomisk vækst. Visheden om stigende priser vil inspirere industrien til fornyelser og reducere tilbøjeligheden til at udnytte ukonventionelle fossile brændsler med højt kuldioxidudslip, som fx tjæreskifer. Dertil behøver vi reelle effektivitetsstandarder for køretøjer, bygninger og belysning. Vi er nødt til at fjerne barriererne for energieffektivitet, som fx. de fleste apparatfabrikanters politik med at fremme energikonsumption frem for besparelser.

3. Vi er tvunget til at tage skridt mod at trække kuldioxid ud af atmosfæren. Land- og skovbrugsmetoder, som forøger tilbageholdelsen af kul i jorden og i biosfæren skal støttes. Biobrændselsanlæg med kuldioxidrensning kan trække den menneskeskabte kuldioxid ud af atmosfæren og begrave den under jorden. Kuldioxid kan opbevares under havsedimenter og på andre geologisk sikre lokaliteter.

4. Vi må tage skridt til, ved hjælp af streng regulering, at reducere andre forstærkninger end kuldioxid, især ”sort sod”, methan og ozon ved jordoverfladen.

International implementering af disse forholdsregler kræver indrømmelse af ansvar. På grund af den lange levetid som kuldioxid har i atmosfæren, bærer Europa et stort ansvar. Men USA’s ansvar er mere end tre gange så stort som nogen anden nations, og vil vedblive at være det største ansvar i endnu adskillige årtier, selvom Kina vil overgå USA i udledningsvækst inden for et par år.
Desværre er forudsætningerne for at undgå globale katastrofer ikke bredt accepteret: Tyskland har tænkt sig at erstatte atomkraftværker med kul. Men Europa, USA og andre udviklede lande burde vedtage et moratorium for nye kulfyrede kraftværker indtil kulfiltrering og opbevaring er på plads. Dette kan ikke vente til lignende restriktioner er praktisable i Kina og Indien. Vores ansvar for klimaforandringer og per capita-udledninger i USA, Canada og Australien er i særklasse sammenlignet med Indiens og Kinas og fastlægger de moralske forpligtelser.

Samtidig burde Kina og andre udviklingslande bulldoze forældede kulkraftværker og erstatte dem med udelukkende den nyeste teknologi. Storme og oversvømmelser forårsaget af klimaforandringer vil ramme udviklingslandene hårdest, fordi de fleste megabyer nær ved havets overflade er beliggende i disse lande. Dette faktum skulle give Kina og Indien incitament til at få styr på klimaforandringerne.

Energieffektivitet i fremtidens køretøjer er også vital. Californiens krav om 30% forbedring af energieffektiviteten er værdifuld. Modsat gør en foreslået energiplan, der kræver 20% bioethanol, hovedsageligt udvundet af majs, blandet i bilbrændstoffet, mere skade end gavn. Den vil kun bidrage lidt til reduktion af udslippene, fordi ethanolproduktionen er meget energikrævende og forringer kulstofs binding i jorden. Der findes måder, hvorpå vedvarende eller andre CO2-fri energiformer ville kunne drive køretøjer, men halve løsninger burde ikke dikteres uden passende videnskabelig indsigelse til at afbalancere de agroindustrielle kapitalinteresser.

Under den forudsætning kan biobrændstoffer spille en vigtig rolle i vores energifremtid. Som indfødt fra Iowa holder jeg af at forestille mig Midtvesten undsætte medborgere, som er truet af de stigende verdenshave. Lokale græsser, evt. forbedrede sorter, vil, dyrket på passende måde, kunne trække CO2 ud af atmosfæren. Prærierne kunne bidrage, hvis vi hastede med at løse klimaproblemerne inden de rammes af supertørken. Investeringer og forskning i biobrændsler bør fortsætte, men med deltagelse af videnskabs- og fredningsfolk, da visse regerings- og industriplaner for produktion af biobrændsler kun vil resultere i mere skovrydning til olie- og sojaplantager med deraf følgende konsekvenser for naturen.

Et afsluttende billede

Jordens palæoklimatiske vidnesbyrd fortæller os, at atmosfæriske drivhusgasser nu er tæt på det farlige niveau, hvor tippepunkter bliver uundgåelige. Vi kan vælge et spor, hvor vi vender drivhusgassernes vækst, og straks ændrer vores energistrategier. Det var et skridt i den rigtige retning da USA’s højesteret besluttede, at Miljøbeskyttelseskontoret kan og skal regulere udslippet af drivhusgasser. Uanset hvad, så er langt mere nødvendigt.

Som jeg ser det, har særinteresser udøvet en utilbørlig magt over vores regeringer, og således fremmet minimalistiske foranstaltninger og vækst i brug af fossile brændsler, snarere end tilvejebringelse af de nødvendige investeringer.

USA’s regerings medskyldighed i forhold til særinteresser blev tydelig da, under en arbejdende konference afholdt af NASA om arktisk havis, et medlem af min gruppe foreslog, at en reduktion i udledningen af drivhusgasser kunne modvirke tab af havis. Hans antagelse provokerede en ministeriel støttepædagog til at proklamere at ”dette er uacceptabelt,” fordi det er et politisk standpunkt, selvom det beviseligt var videnskabeligt baseret. Mens udøvelse af politisk virksomhed er vore valgte repræsentanters ret, havde videnskabsfolk brugt tiden på at forbinde knudepunkterne i klimaforskningen, men blev forhindret i at kommunikere denne erkendelse. I dette tilfælde udgjorde kapitalinteresser en trussel mod vores hjemplanet og det livets væv, der bebor den.

Det er værd at forestille sig hvordan vores børnebørn ville kigge tilbage på os. Det billede, jeg frygter, viser forurenerne, forsyningsvirksomhederne og automobilfabrikanterne stående i retten, hvor de kræver tilladelse til fortsat udledning af kuldioxid med henblik på sikring af kortsigtet profit. Det foruroligende ved billedet er, at vi, repræsenteret ved vores regering, officielt er imod forurenerne – som en stor amicus curiae (rettens ven) – og dog argumenterer imod begrænsning af udledningerne. Er det dette billede af vores generation, som vi ønsker at blive husket for?

Vi lever i et demokrati, og politikken repræsenterer vores kollektive vilje. Hvis vi tillader, at planeten krydser tippepunkter, vil det blive svært at forsvare vores rolle. Den vilde naturs tilstand ligger i vore hænder, og vi kan stadig nå at beskytte skaberværket og tjene hele menneskeheden. Et fremstød for energieffektivitet og rene energikilder vil producere high-tech jobs. Genopretning af ren luft vil blive hilst velkommen overalt. Livet på landet såvel som på planeten kunne drage fordel af intelligent udvikling af biobrændsel og fornybar energi.

I frontlinien befinder miljø- og fredningsfolk sig, hvor de observerer naturen og tjener som stemme for planter og dyr, der allerede reagerer på opvarmningen. For at bevare så stor en biodiversitet, som over hovedet muligt, er det nødvendigt at frednings- og miljøfolk forener sig med mange andre for at fremme en langt mere radikal reduktion i udledningen af drivhusgasser, end det hidtil har været anset for praktisk muligt at opnå. I modsat fald vil alpine og polare arter, koralrev og de arter, som lever i områder, der vil blive ramt af udtørring, forsvinde i løbet af det næste århundrede.

oversættelse, Niels-Holger Nielsen

James Hansen: Tipping Point. Perspective of a Climatologist State of the Wild 2008-2009 pp. 6-17 (pdf).

Jørgen Steen Nielsen: Nicholas Stern: 1 ton CO₂ til hver, Information 03.05.2008.

James Hansen er siden på baggrund af analyser af havbundsprøver kommet til det resultat, at selv en stabilisering af atmosfærens CO₂-indhold på 450 ppm vil føre til, at klodens ismasser gradvist smelter. Han siger på den baggrund, at vi må sigte på at nå med på 350 ppm, altså lavere end den nuværende CO₂-koncentration på 385 ppm (se blog-indlægget: NASA-forskere varsler havstigninger på op til 75 meter) og meget lavere end IPCCs anbefalinger af, at vi må sigte på at stabilisere CO₂-indholdet på 550 ppm.

Her fire årtier efter sin kontroversielle bog, The Population Bomb, er videnskabsmanden Paul Ehrlich stadig overbevist om at overbefolkning – nu sammen med overkonsumtion – er den centrale miljøkrise, som verden står over for. Og, insisterer han, teknologiske fix er ikke en mulig løsning.

For mange mennesker, for stort forbrug

af Paul R. Ehrlich og Anne H. Ehrlich

I løbet af omkring 60 millioner år har Homo Sapiens gennem erhvervelse af binokulært syn, oprejst gang, stor hjerne og – vigtigst af alt – sprog med syntaks og den komplekse lagring af ikke-genetisk information, som vi kalder kultur, udviklet sig til det dominerende dyr på Jorden. På den anden side har vi igennem de sidste adskillige århundreder i voksende målestok brugt vores relativt nyerhvervede evner, især vores kulturelt udviklede teknologier, til at udpine Jordens naturlige kapital – specielt dens store, frugtbare landbrugsarealer, dens gennem istider opmagasinerede grundvandsressourcer og dens biodiversitet – som om i morgen ikke eksisterede.

Den alt for ofte ignorerede pointe er, at denne trend, for en stor dels vedkommende drevet frem af en kombination af befolkningstilvækst og voksende pr. capita-forbrug, ikke kan fortsætte i længden uden risiko for kollaps af vores globaliserede civilisation. For mange mennesker – og især for mange politikere og erhvervsledere – lider af den vildfarelse, at et sådant frygteligt endeligt for det moderne menneskes foretagsomhed kan afværges med teknologiske fix, som tillader at befolkning og økonomi vokser i al evighed. Men hvis det ikke lykkes os at bringe befolkningstilvæksten og overkonsumtionen under kontrol – befolkningsantallet på Jorden forventes at vokse fra 6,5 milliarder i dag til 9 milliarder i anden halvdel af det 21. århundrede – så vil planeten i voksende udstrækning blive ubeboelig på grund af to lurende kriser: global opvarmning og ødelæggelse af de naturlige systemer, som vi alle er afhængige af.

Vor arts negative indvirkning på livsgrundlaget kan tilnærmes med ligningen I=PAT, hvor P for population multipliceres med A, som står for den gennemsnitlige velstand eller konsumtion, og sidenhen med T, som er målestok for den teknologi, som tjener og driver konsumtionen. Således at forstå, at pendling i biler drevet af fossile brændsler og kørende på et stedse mere vidtspændende net af gratisveje udgør en langt større T-faktor end cykelpendling på simple stier, eller hjemmearbejde på et computernetværk. PATs produkt er påvirkning (I), en grov tilnærmelse for hvor meget menneskeheden forringer netop de ydelser fra økosystemet, som den er afhængig af.

Denne ligning er ikke raketvidenskab. Alt andet lige, så bidrager to milliarder mennesker mere til udslippet af drivhusgasser til atmosfæren end en milliard. To milliarder rige mennesker ødelægger klimaet mere end to milliarder fattige. Tre hundrede millioner amerikanere konsumerer mere benzin end 1,3 milliarder kinesere. Kørsel i en firhjulstrækker er forbrug af en meget større mængde usund transportteknologi end kørsel med offentlige transportmidler er.

Størrelsen af den knibe, som vi har placeret os i – eksempelvis behovet for alternativer til fossile brændsler – diskuteres ofte, men følges sjældent af handling. Bedømt ud fra medieefterretninger og politikererklæringer er det muligt, i den udstrækning de anerkendes, at løse miljøproblemerne ved hjælp af mindre justeringer af teknologi og genbrug (T). Et skift til ultralette energieffektive biler vil selvfølgelig give nogle kortsigtede fordele, men med væksten i befolkning og forbrug vil også de pøse stadig mere kuldioxid (og forstøvet gummi) ud i atmosfæren og kræve at mere natur begraves under beton. Større genanvendelsesgrad vil hjælpe, men mange af vores samfunds mest farlige udledninger (som fx. hormonimiterende kemikalier) kan ikke genanvendes i praksis. Teknologiske ændringer, som tillader vækst i befolkningstallet eller i materiel velstand, findes ikke. På denne baggrund er negligeringen af de sammenfiltrede problemer: befolkning og forbrug, forbavsende.

Mange af fortidens menneskelige samfund er kollapset under vægten af overbefolkning og vanrøgt af miljøet. Befolkningsfaktoren, som viser sig at være en lurende katastrofe, er langt vigtigere end de fleste antager. Alt andet lige medfører enhver fremtidig forøgelse af befolkningen i gennemsnit en større skade på menneskehedens kritiske subsistenssystemer end den foregående forøgelse gjorde. Årsagen er simpel: Homo sapiens blev det dominerende dyr ved at være smart. I første omgang bosatte agerbrugere sig ikke på ufrugtbar jord hvor vand var en knap ressource, men snarere i frugtbare floddale. Her udvikledes de fleste byer; her brolægges nu frugtbare jorder med veje og forstæder, og her bliver vandressourcerne forurenet eller overudnyttet.

Som et resultat heraf er det, for at forsørge befolkningstilvæksten, nødvendigt at flytte til stadig mere pauvre landbrugsarealer, at bore brønde dybere eller tappe stedse fjernere vandressourcer – og derefter bruge mere energi på at transportere vandet altid længere afstande til marker, beboelser og fabrikker. Vores fjerne forfædre kunne samle næsten ren kobber op fra jorden; i dag må man bruge overvældende mængder energi på at udvinde og udsmelte gigantiske mængder kobbermalm af stadig lavere lødighed; helt ned til mindre end 1%. Det samme gælder for andre vigtige metaller. Og råolie kan i dag ikke nemt findes på eller nær ved jordoverfladen, men må hentes fra brønde, som er mere end en mile (1,6 km) dybe, ofte på svært tilgængelige lokaliteter, som fx. kontinentalsoklerne. Al denne brolægning, boring, fremstilling af kunstgødning, pumpning, udsmeltning og transporteren, som er nødvendig for at frembringe et hastigt voksende antal menneskers forbrug, producerer drivhusgasser og skaber således en tættere forbindelse mellem population og klimaforstyrrelse.

Hvorfor er emnet overbefolkning så overset? Det er der nogle indlysende grunde til. Forsøg på fra regeringernes side at begrænse deres lands befolkningsvækst er anatema for dem fra højre, som tror at den eneste sovekammerrolle at spille for regeringer, er at tvinge kvinder til at affinde sig med uønskede børnefødsler. De til venstre frygter, med nogen ret, at populationskontrol kunne udvikle sig til racisme eller andre former for diskrimination – fx. forsøg på at reducere minoriteternes eller de fattiges antal. Mange frygter yderligere opdeling i ”dem” og ”os”, og alle frygter vi tab af frihed og økonomisk tilbagegang (eftersom befolkningsvækst ofte erklæres nødvendig for økonomisk sundhed). Og der findes religiøse ledere, som stadig prøver at fremme overreproduktion i deres hjord endskønt deres anstrengelser i store dele af verden er stort set formålsløse (fx. tenderer katolske lande i Europa at være førende med lave fødselsrater).

Men det største ansvar tilfalder den ignorance, som forleder mainstreammedierne, selv aviser som New York Times, til at opretholde et profødselsstandpunkt. Fx. havde the Times en artikel den 29. juni om et ”baby bust” i industrialiserede lande, hvor De Forenede Stater (stadig voksende) var noteret som den eneste ”gnistrende undtagelse”. Foruden medierne har de store fonde vendt deres ”populationsprogrammer” bort fra at fremme lave fødselsrater og fremmer nu i stedet emner som ”ændring af seksuelle sædvaner” – imens de undgår at diskutere demografiens bidrag til et muligt kollaps af civilisationen.

Tavshed om overforbrugsfaktoren (A; affluence) i ligningen I=PAT er mere ligetil at forklare. Forbrug betragtes af mange økonomer stadig som et ubetinget gode, hvortil kommer erhvervsledere og politikere, som tenderer at se oppumpning af forbruget som en mirakelmedicin mod økonomisk sygdom. For høj arbejdsløshed? Tilskynd folk til at købe en firhjulstrækker eller et nyt køleskab. Vedvarende vækst er cancercellens credo, men tredjerangsøkonomer kan ikke tænke på andet. Nogle ledende økonomer er begyndt at tackle emnet overforbrug, men problemet og kuren imod det er barsk at analysere. Videnskaben må øjeblikkeligt opfinde forbrugskondomer eller ”morgenen-efter-shopping-pillen”.

Og så, selvfølgelig, er der de irriterende problemer med befolkningernes forbrug i de fattige lande. På den ene side har en milliard eller flere mennesker problemer med underforbrug. Med mindre deres basale behov bliver opfyldt, er det usandsynligt, at de vil være i stand til at bidrage til bæredygtighed. På den anden side er der også problemet med ”de nye forbrugere” i udviklingslande som Kina og Indien hvor velstanden i en betragtelig minoritet gør dem i stand til at tilegne sig forbrugsvanerne (læs: overdreven kødspisning og bilkørsel) fra de rige lande. Forbrugsregulering er meget mere kompleks end populationsregulering, og det er meget sværere at finde retfærdige løsninger på problemet.

Det dominerende dyr er ved at sætte sin glans og sine vidunderlige bedrifter over styr, civilisationens skæbne bestemmes af beslutningstagere, som målbevidst kigger den anden vej til fordel for øjeblikkelig komfort og profit. Tusinder af videnskabsfolk deltog for nylig i en Årtusindvurdering af Økosystemerne som opridsede vores nuværende økologiske dilemma, men rapportens skæbnesvangre budskab havde kun ringe virkning. Manglende opmærksomhed over for dette budskab: Påskeøens, den klassiske mayacivilisations og Ninivehs skæbne – de kollapsede alle som følge af miljømæssige forringelser – vil ramme os alle.

Vi tror på at det er muligt at undgå dette globale udfald. En sådan mobilisering betyder at vi skal udvikle nogen konsensus hvad angår mål – måske igennem en global dialog hvor folk diskuterer den menneskelige misere og beslutter om de enten ønsker at se et maximalt antal mennesker leve på et eksistensminimum, eller ønsker at se et måske langt mindre antal med muligheder for den enkelte til at vælge mellem en bred vifte af livsstile. Vi har foreslået et forum for en sådan dialog, delvist modelleret over Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), men med en større grad af nedenfra-op-deltagelse. Det er klart, at kun vidtspredte normændringer vil give menneskeheden en chance for at opnå et bæredygtigt og fornuftbaseret, konfliktfrit samfund.

Hvordan vi opnår sådanne forandringer – indebærende alt fra befolkningspolitik og transformation af det verdensomspændende energisystem, foruden landbrugs- og industrisystemerne til forbindelser baseret på tillid i Nord-Syd-forhold og militære anliggender er en gigantisk udfordring til os alle. Politikere, industriherrer, økologer, socialvidenskabsfolk, almindelige borgere og medierne må deltage i debatten. Om det er opnåeligt har vi stadig til gode at erfare; samfund har evnet at foretage afgørende ændringer i den nære fortid, som borgerretsrevolutionen i USA og kommunismens kollaps i Sovjetunionen tydeligt demonstrerer.

Vi vil fortsætte med at håbe på og arbejde for en kulturel transformation i den måde hvorpå vi behandler hinanden og den natur, som vi er afhængige af. Vi kan skabe en fredelig og bæredygtig civilisation, men det vil kræve realistisk tænkning om de problemer vi står over for og en ny mobilisering af politisk vilje.

Oversættelse af Niels-Holger Nielsen

Oversat fra: Paul R. Ehrlich og Anne H. Ehrlich: Too Many People, Too Much Consumption, Yale Environment 360, 04.08.2008.