Kom og vær en del af noget stort – kom og vær med i 350 bevægelsen!

See English Invitation Below.

…

Program

13.00-15.00 – Rally eller Debat (vælg det ene eller det andet)

• RALLY: Kom på din cykel, skøjter, skateboard eller til fods! Tag din familie, venner, naboer og medarbejdere med! Kom og vær en del af noget stort!

• DEBAT: Hør med når Martin Lidegaard (Concito), Margrethe Auken (SF) og Peter Hummelgaard Thomsen (DSU) vil diskutere den rolle klimaproblematikken spiller i det danske valg!

Vi vil alle samles klokken 15:00

15.00-18.00 – Københavns 350 Event

• Introduktion: Hvad er 350 bevægelsen?

• Workshop: Hvad er din drøm om en klimavenlig og social retfærdig fremtid?

• Gruppefoto: 350 Formation

• Video: Præsentation af Samsø

• Oplæg/debat: Hvordan udbredes budskabet?

• Afslutning af dagen – Cirkel Dans

For mere information, se www.moving-planet.org.

Se mere om 350-bevægelsen og 350 ppm i tidligere blog-indlæg: Bill McKibben om Keystone XL olieledningen, Keystone XL Pipeline – moderne vanvid, 350-event verden rundt, Bill McKibben ved Power Shift 2011, Prisen for 350 ppm, Nicholas Stern bakker op om nødvendigheden af 350 ppm, Rajendra Pachauri støtter op om en målsætning på 350 ppm, John Holdren: 350 ppm bedre end 450 ppm, Klimahandling kræver stærk folkelig bevægelse og Hvor store CO2-reduktioner skal der til?

…

Moving Planet 350 Event on 24 September 2011

Connected to the biannual meeting of Klimabevægelsen, the Danish Climate Movement, on September 24 at 1 PM to 6 PM there will be a Moving Planet 350 Event in Copenhagen. The venue is KU Life, Auditorium A2-70.01 (3.11), Thorvaldsensvej 40.

A global day to move ahead from fossil fuels.

Come and be a part of something big! Join the 350 movement!

Schedule

1:00 PM to 3:00 PM – Rally or Debate (choose one)

• RALLY: Get on your bike, skate, skateboard or on foot! Bring your family, friends, neighbors and employees! Come and be a part of something big!

• DISCUSSION: Hear about when Martin Lidegaard (Concito) Margrethe Auken (SF) and Peter Hummelgaard Thomsen (DSU) will discuss the role of climate issues play in the Danish election!

We will all gather at 3PM

3:00 PM to 6:00 PM, Copenhagen 350 Event

• Introduction: What is the 350 movement?

• Workshop: What is your dream of a climate-friendly and socially just future?

• Group Photo: 350 Formation

• Video: Presentation of Samsø

• Presentation / discussion: How spread the message?

• End of day – Circle Dance

For more information, see www.moving-planet.org.

The last two weeks have been spectacular.

In Washington DC, phase one of the tar sands campaign has just come to an end, and 1,252 North Americans have been arrested in a massive civil disobedience campaign. This historic groundswell was focused on stopping the proposed Keystone XL oil pipeline — but it also sent a larger message that people everywhere are willing to take bold action to move our planet beyond fossil fuels.

The courage on display in DC has been inspiring, but I’ve been just as cheered by the help that has poured in from around the world. On Sunday, activists in front of the White House held a banner with a huge number on it: 618,428. That’s how many people around the world who signed the “Stop the Tar Sands” mega-petition to President Obama, with signatures from many 350.org supporters, as well as members of Avaaz, Greenpeace, and dozens of other groups.

But this movement does more than sign petitions: many of you stood strong in front of the White House risking arrest, and protesters on every continent have picketed outside embassies and consulates. That makes sense, for global warming is the one problem that affects everyone everywhere.

And the next moment to demonstrate the power of the global movement is September 24 for Moving Planet — the massive day of climate action that will unite people all over the world. We’ve heard news of amazing actions from every corner of the earth — from a massive bike rally in the Philippines to an incredible eco-festival in Philadelphia. I truly can’t wait to see the pictures pour in.

But here’s why it’s important: we’re not just a movement that opposes things, we’re also a movement that dreams of what’s coming. And we don’t just dream, we also transform those dreams into reality. On September 24, on bike and on foot and on boards, we’re going to point the way towards that future. By days’ end, we’ll have shown why the bicycle is more glamorous than the car, and why the people have the potential to be more powerful than the polluters.

On some days fighting global warming means swallowing hard, mustering your courage, and making a sacrifice — other days it means getting all your friends up in the saddles of their bikes to have some fun and help move the planet forward.

September 24 is the second kind of day; it’s going to be powerful, it’s going to be beautiful, and I can’t wait to see how it turns out. Click here to join in.

Onwards,
Bill McKibben for the whole 350.org team

P.S. If you’re curious about what’s coming up for phase two of the tar sands campaign, check out the announcement.

P.P.S. To see the kind of passion and commitment on display in DC, check out the photo below (or this beautiful photo album), and get inspired for all the movement to come.

Dear friends,

As President of one of the world’s most climate vulnerable countries, I want to thank you for your tireless work and offer my wholehearted support for the Global Work Party on 10/10/10.

I shall be working hard in support of 10/10/10, up on my roof installing solar panels donated by Sungevity.  But my event is just one of dozens of activities planed in the Maldives and thousands worldwide in support of this campaign.

I cannot emphasize enough how important it is to continue working to ensure that the planet meets the sustainable goal of returning CO₂ concentrations to 350 ppm.

For the Maldives, 350 is more than just a number: it is a passport to survival for our entire nation.

With best wishes,

President Mohamed Nasheed
President of the Maldives

Kevin Buckland fra 350.org, som igennem et par måneder omkring Klimatopmødet i december næsten flyttede ind i vores kælder, sendte her til morgen en mail med link til denne video – de fire kunstnere får på blot to minutter fortalt en hel masse om nødvendigheden af 350 ppm på en vidunderligt charmerende måde.

Try to fit these facts together:

• According to the National Oceanic and Atmospheric Administration, the planet has just come through the warmest decade, the warmest 12 months, the warmest six months, and the warmest April, May, and June on record.
• A “staggering” new study from Canadian researchers has shown that warmer seawater has reduced phytoplankton, the base of the marine food chain, by 40% since 1950.
• Nine nations have so far set their all-time temperature records in 2010, including Russia (111 degrees), Niger (118), Sudan (121), Saudi Arabia and Iraq (126 apiece), and Pakistan, which also set the new all-time Asia record in May: a hair under 130 degrees. I can turn my oven to 130 degrees.
• And then, in late July, the U.S. Senate decided to do exactly nothing about climate change. They didn’t do less than they could have — they did nothing, preserving a perfect two-decade bipartisan record of no action. Senate majority leader Harry Reid decided not even to schedule a vote on legislation that would have capped carbon emissions.

I wrote the first book for a general audience on global warming back in 1989, and I’ve spent the subsequent 21 years working on the issue. I’m a mild-mannered guy, a Methodist Sunday School teacher. Not quick to anger. So what I want to say is: this is fucked up. The time has come to get mad, and then to get busy.

For many years, the lobbying fight for climate legislation on Capitol Hill has been led by a collection of the most corporate and moderate environmental groups, outfits like the Environmental Defense Fund. We owe them a great debt, and not just for their hard work. We owe them a debt because they did everything the way you’re supposed to: they wore nice clothes, lobbied tirelessly, and compromised at every turn.

By the time they were done, they had a bill that only capped carbon emissions from electric utilities (not factories or cars) and was so laden with gifts for industry that if you listened closely you could actually hear the oinking. They bent over backwards like Soviet gymnasts.  Senator John Kerry, the legislator they worked most closely with, issued this rallying cry as the final negotiations began: “We believe we have compromised significantly, and we’re prepared to compromise further.”

And even that was not enough.  They were left out to dry by everyone — not just Reid, not just the Republicans. Even President Obama wouldn’t lend a hand, investing not a penny of his political capital in the fight.

The result: total defeat, no moral victories.

Now What?

So now we know what we didn’t before: making nice doesn’t work. It was worth a try, and I’m completely serious when I say I’m grateful they made the effort, but it didn’t even come close to working. So we better try something else.

Step one involves actually talking about global warming.  For years now, the accepted wisdom in the best green circles was: talk about anything else — energy independence, oil security, beating the Chinese to renewable technology. I was at a session convened by the White House early in the Obama administration where some polling guru solemnly explained that “green jobs” polled better than “cutting carbon.”

No, really?  In the end, though, all these focus-group favorites are secondary.  The task at hand is keeping the planet from melting. We need everyone — beginning with the president — to start explaining that basic fact at every turn.

It is the heat, and also the humidity.  Since warm air holds more water than cold, the atmosphere is about 5% moister than it was 40 years ago, which explains the freak downpours that seem to happen someplace on this continent every few days.

It is the carbon — that’s why the seas are turning acid, a point Obama could have made with ease while standing on the shores of the Gulf of Mexico. “It’s bad that it’s black out there,” he might have said, “but even if that oil had made it safely ashore and been burned in our cars, it would still be wrecking the oceans.” Energy independence is nice, but you need a planet to be energy independent on.

Mysteriously enough, this seems to be a particularly hard point for smart people to grasp. Even in the wake of the disastrous Senate non-vote, the Nature Conservancy’s climate expert told New York Times columnist Tom Friedman, “We have to take climate change out of the atmosphere, bring it down to earth, and show how it matters in people’s everyday lives.” Translation: ordinary average people can’t possibly recognize the real stakes here, so let’s put it in language they can understand, which is about their most immediate interests. It’s both untrue, as I’ll show below, and incredibly patronizing. It is, however, exactly what we’ve been doing for a decade and clearly, It Does Not Work.

Step two, we have to ask for what we actually need, not what we calculate we might possibly be able to get. If we’re going to slow global warming in the very short time available to us, then we don’t actually need an incredibly complicated legislative scheme that gives door prizes to every interested industry and turns the whole operation over to Goldman Sachs to run.  We need a stiff price on carbon, set by the scientific understanding that we can’t still be burning black rocks a couple of decades hence. That undoubtedly means upending the future business plans of Exxon and BP, Peabody Coal and Duke Energy, not to speak of everyone else who’s made a fortune by treating the atmosphere as an open sewer for the byproducts of their main business.

Instead they should pay through the nose for that sewer, and here’s the crucial thing: most of the money raised in the process should be returned directly to American pockets. The monthly check sent to Americans would help fortify us against the rise in energy costs, and we’d still be getting the price signal at the pump to stop driving that SUV and start insulating the house. We also need to make real federal investments in energy research and development, to help drive down the price of alternatives — the Breakthrough Institute points out, quite rightly, that we’re crazy to spend more of our tax dollars on research into new drone aircraft and Mars orbiters than we do on photovoltaics.

Yes, these things are politically hard, but they’re not impossible. A politician who really cared could certainly use, say, the platform offered by the White House to sell a plan that taxed BP and actually gave the money to ordinary Americans. (So far they haven’t even used the platform offered by the White House to reinstall the rooftop solar panels that Jimmy Carter put there in the 1970s and Ronald Reagan took down in his term.)

Asking for what you need doesn’t mean you’ll get all of it.  Compromise still happens. But as David Brower, the greatest environmentalist of the late twentieth century, explained amid the fight to save the Grand Canyon: “We are to hold fast to what we believe is right, fight for it, and find allies and adduce all possible arguments for our cause. If we cannot find enough vigor in us or them to win, then let someone else propose the compromise. We thereupon work hard to coax it our way. We become a nucleus around which the strongest force can build and function.”

Which leads to the third step in this process. If we’re going to get any of this done, we’re going to need a movement, the one thing we haven’t had. For 20 years environmentalists have operated on the notion that we’d get action if we simply had scientists explain to politicians and CEOs that our current ways were ending the Holocene, the current geological epoch. That turns out, quite conclusively, not to work. We need to be able to explain that their current ways will end something they actually care about, i.e. their careers. And since we’ll never have the cash to compete with Exxon, we better work in the currencies we can muster: bodies, spirit, passion.

Movement Time

As Tom Friedman put it in a strong column the day after the Senate punt, the problem was that the public “never got mobilized.” Is it possible to get people out in the streets demanding action about climate change? Last year, with almost no money, our scruffy little outfit, 350.org, managed to organize what Foreign Policy called  the “largest ever coordinated global rally of any kind” on any issue — 5,200 demonstrations in 181 countries, 2,000 of them in the U.S.A.

People were rallying not just about climate change, but around a remarkably wonky scientific data point, 350 parts per million carbon dioxide, which NASA’s James Hansen and his colleagues have demonstrated is the most we can have in the atmosphere if we want a planet “similar to the one on which civilization developed and to which life on earth is adapted.” Which, come to think of it, we do. And the “we,” in this case, was not rich white folks. If you look at the 25,000 pictures in our Flickr account, you’ll see that most of them were poor, black, brown, Asian, and young — because that’s what most of the world is. No need for vice-presidents of big conservation groups to patronize them: shrimpers in Louisiana and women in burqas and priests in Orthodox churches and slumdwellers in Mombasa turned out to be completely capable of understanding the threat to the future.

Those demonstrations were just a start (one we should have made long ago). We’re following up in October—on 10-10-10—with a Global Work Party. All around the country and the world people will be putting up solar panels and digging community gardens and laying out bike paths. Not because we can stop climate change one bike path at a time, but because we need to make a sharp political point to our leaders: we’re getting to work, what about you?

We need to shame them, starting now. And we need everyone working together. This movement is starting to emerge on many fronts. In September, for instance, opponents of mountaintop removal are converging on DC to demand an end to the coal trade. That same month, Tim DeChristopher goes on trial in Salt Lake City for monkey-wrenching oil and gas auctions by submitting phony bids.  (Naomi Klein and Terry Tempest Williams have called for folks to gather at the courthouse.)

The big environmental groups are starting to wake up, too.  The Sierra Club has a dynamic new leader, Mike Brune, who’s working hard with stalwarts like Greenpeace and Friends of the Earth. (Note to enviro groups: working together is fun and useful). Churches are getting involved, as well as mosques and synagogues. Kids are leading the fight, all over the world—they have to live on this planet for another 70 years or so, and they have every right to be pissed off.

But no one will come out to fight for watered down and weak legislation.  That’s not how it works. You don’t get a movement unless you take the other two steps I’ve described.

And in any event it won’t work overnight.  We’re not going to get the Senate to act next week, or maybe even next year. It took a decade after the Montgomery bus boycott to get the Voting Rights Act. But if there hadn’t been a movement, then the Voting Rights Act would have passed in… never. We may need to get arrested.  We definitely need art, and music, and disciplined, nonviolent, but very real anger.

Mostly, we need to tell the truth, resolutely and constantly. Fossil fuel is wrecking the one earth we’ve got. It’s not going to go away because we ask politely. If we want a world that works, we’re going to have to raise our voices.

Have comments?  Join the debate at Grist.org or TomDispatch.com

Bill McKibben is founder of 350.org and the author, most recently, of Eaarth: Making a Life on a Tough New Planet. Earlier this year the Boston Globe called him “probably the country’s leading environmentalist” and Time described him as “the planet’s best green journalist.” He’s a scholar in residence at Middlebury College.

De 350 personer dansede, sang og havde en god oplevelse under mr. Greens kyndige instruktion – mens de stod sammen for at deltage i det, der viste sig at blive verdens største klimaevent. For de aktive på Rådhuspladsen var langt fra alene om at markere den klimapolitiske målsætning om 350. I mere end 170 lande verden over løb mere end 4600 events af stablen. Aldrig før har så mange mennesker på en gang vist, at det er nu der skal gøres noget seriøst ved klimaet.

Find flere fotos her

”Vi har nu på en sjov og tankevækkende måde vist at folk, organisationer og firmaer på tværs af landegrænser kan stå sammen om ambitiøse klimamål. Det har virkelig været opløftende at se den store opbakning i København. Nu er det politikernes tur til at vise de også kan stå sammen” siger Thøger Lund-Sørensen medarrangør af 350.

”Det føles fantastisk at være en del at et så globalt og ansvarsbevists fællesskab. Jeg er overbevist om, at det er netop sådan noget der skal til for at modsvare de enorme udfordringer som klimaforandringerne udgør” udtaler Rasmus Vincentz medarrangør af 350 klima-eventen i København.

Tallet 350 blev markeret som symbol gennem 4.600 kreative begivenheder i 173 lande verden over. Skolebørn plantede 350 træer i Bangladesh, et banner med 350 blev hængt op på statuerne på Påskeøen og 350 dykkede ved det truede Great Barrier Ref i Australien. Hver event er dokumenteret og lagt ind på www.350.org – hjemmesiden for bevægelsen bag den verdensomspændende begivenhed – og vist på Times Square i New York.

Bag eventen i København stod følgende organisationer:

Klimabevægelsen i Danmark
Miljøpunkt Indre by/Christianshavn
Generation K
Ersted & Rydahl
Avaaz.org
Mellemfolkeligt Samvirke
Mr. Green
Karmakanonen
Huset i Magstræde
LOS

Den 24. oktober er global klimaaktionsdag, hvor der er planlagt 3.559 klimaevents i 161 lande.

Læs om eventen i Århus her

På Rådhuspladsen i København laver vi den 24. oktober en kæmpe 350-figur af mennesker, som den der ses på billedet.

Eventen er koordineret med aktiviteter i New Zealand og Indien. I New Zealand laver de et stort 3-tal, i Indien et stort 5-tal og i København laver vi afslutningsvis et stort nul. Tilsammen har vi et globalt 350-symbol.

Om aftenen er der klimafest i Huset i Magstræde, hvor the Shaking Sensations og Mixtune for Cully vil spille. Festen starter kl. 20.

KOM OG VÆR MED!!

At deltage kræver ikke andet end at du møder op på Rådhuspladsen i København d. 24. oktober kl. 12-15. Tag gerne din cykel med.

Vi vil være glade for, at du tilmelder dig ved at sende en mail til info@350.dk (så vi kan sende dig en detaljeret beskrivelse af, hvad der skal ske, samt en invitation til festen for de frivillige). Du kan også tilmelde dig på vores facebook side.

Hvorfor deltage: 350 parts per million er ifølge mange forskere og klimaeksperter den øverste grænse for hvor høj koncentration af CO₂ i atmosfæren må være, hvis vi vil bevare et klima, der minder om det, vi har i dag. Accelererende opvarmning af de arktiske områder, samt andre tidlige advarsler om klimaforandringerne, har fået forskere til at konkludere, at vi med den nuværende koncentration af CO₂ i atmosfæren på 390 ppm allerede har overskredet grænsen for, hvad der er farligt. Hvis ikke vi hurtigt bringer CO₂ koncentrationen i atmosfæren ned under 350 ppm, risikerer vi at overskride vigtige ”tipping points”. Disse omfatter blandt andet at der frigives store mængder metangas fra optøede permafrostområder i Canada og Sibirien, samt der smelter store mængder is i Grønland og på Nordpolen. Begge dele vil føre til en forstærket og irreversibel opvarmning af kloden, som vil have voldsomme effekter på planeten og mennesker livsvilkår. Det er vigtigt, at vi viser politikkerne, at vi ikke vil acceptere en sådan udvikling.

Program for dagen

11.00 – 12.00

Briefing for Mr. Green ved Miljøpunkt Indre By -Christianshavn (Rådhuspladsen 77)

12.00 – 13.30

Eventen starter (vi mødes ved trappen foran Rådhuset)

Der formes en 350-figur og derefter et nul

13.30 ->

Varm suppe, kolde øl og klimaaktiviteter

14.15 ->

Fotos af formationerne i New Zealand, Indien og Danmark udstilles på Rådhuspladsen

20.00 – 02.00

Klimafest i Huset

Billeder

Efter eventen vil du kunne se billeder af denne på vores flickr-side: www.flickr.com/photos/350cph/

Vi vil også meget gerne have, at du deler dine egne billeder af eventen med os ved at sende dem til: cool36off@photos.flickr.com

Hvem står bag: 350-bevægelsen er en gruppe mennesker fra hele planeten – unge og gamle, forskere og aktivister – som har en ting til fælles. Vi ved at det vigtige tal i verden er 350. Og vi ved, hvordan vi bruger dette tal til at skabe global handling i forhold til den værste krise menneskeheden nogensinde har står stået overfor. Men vi kan kun gøre det, hvis du hjælper. Du kan læse mere om den globale bevægelse her: 350.org

Bag eventen i København står følgende organisationer:

Klimabevægelsen i Danmark
Miljøpunkt Indre by/Christianshavn
Generation K
Ersted & Rydahl
Avaaz.org
Mellemfolkeligt Samvirke
Mr. Green
Karmakanonen
Huset i Magstræde
LOS

Hvis du har intentioner om at støtte målsætningen om 350, fx, med et slideshow for dine berøringsflader, så kan du måske finde vejledning  og inspiration i denne “kogebog” fra 350,org:

View the presentation and download a guide for how to give it in your community!

/nh

Bill: Vi vil tage dette tal: 350, som er verdens vigtigste tal og gøre det til det mest kendte tal i verden. Den 24. oktober på den globale aktionsdag vil der være tusinvis af begivenheder over hele verden; alle designede til at banke dette nummer fast; dybt i den menneskelige bevidsthed, og når det sker, vil det direkte påvirke forhandlingerne i København, fordi vi endeligt har fået et mål at gå efter, endelig har fået en bundlinie for hvad vi vil acceptere og hvad vi ikke vil acceptere.

Niels-Holger: Hvad vil være de vigtigste målsætninger for en succesfuld aftale i København?

Bill: København er nødt til at præstere to ting: En stærk videnskabelig begrundet begrænsning af CO2-udledninger, det er det vigtigste, og for at det skal blive muligt, må vi have en stærk aftale om hvordan udviklingslandene skal hjælpes til udvikling uden at være nødt til at afbrænde kul. Hvis vi kan løse problemerne med at overføre teknologi og ressourcer fra den rige verden til den fattige verden, så er der en reel mulighed for at nå en virkelig global begrænsning af CO2.

Niels-Holger: Vil det være muligt at nå en aftale med store udledere som USA, Australien, Japan, Canada og andre som bagtrop? Kan der lægges pres på disse stater, eller vil de trække alle med sig i dybet?

Bill: Vi er nødt til at lægge et alvorligt pres på alle disse lande, ellers vil de trække alle andre ned eller tilbage. Vi kan gøre det, hvis vi organiserer over hele verden. Kina vil forstå, at de ikke kan være aftalebryder, USA vil forstå, at de ikke kan være den slemme fyr internationalt. Hvis det ikke er nok, så må vi alle vegne fra lægge pres på disse spillere, det er derfor vi må bruge global organisering.

Niels-Holger: Hvad mener du er de vigtigste ting at fortælle folk om 350 for at øge presset?

Bill: 350 betyder, at dette ikke længere er et problem for fremtiden. Vi er allerede godt forbi 350 med 389 ppm, alt for meget CO2 allerede – det handler ikke om fremtiden, det handler om nu. Det betyder, at vi må ændre retning nu, der er ikke tid til små gradvise ændringer, situationen kræver radikale ændringer. Det er det vigtigste ved 350 – at vi haster med at reagere.

Niels-Holger: Anser du 350.org for at være en organisation der kæmper for solidaritet mellem rige og fattige lande?

Bill: Den vigtigste del af vores organisering foregår, på mange måder, i verdens fattige lande i Asien, Latinamerika og Afrika, fordi disse lande har været i stand til at spille en rolle i denne debat og fordi disse lande vil blive ramt hårdest og først. Disse lande har krav på at blive hørt. Det er derfor 350.org har kontorer bemandet med unge mennesker i Congo, i Johannesburg, i Delhi, i Kina, i Equador og alle slags steder hvor man vil komme til at bære de største byrder, og hvor man har den mindste andel i skabelsen af dette problem.

Niels-Holger: Hvordan ser du på tiden efter december for 350.org?

Bill: Jeg synes, at det er svært at vide hvad fremtiden bringer så længe vi ikke kender resultatet fra København, men det er helt klart nu,at København ikke kan blive endestationen for denne proces. Det er i bedste fald snarere en slags begyndelsen med hensyn til reel handling for at tage meget stærkere skridt end vi har taget hidtil. Derfor vil kampangen fortsætte, men det er nødvendigt at 24. oktober bliver en virkelig succes. For virkeligt at gøre en forskel er vi nødt til at bringe tallet (350, nh) helt frem i den menneskelige bevidsthed.

Niels-Holger: Du er af Post Carbon Institute blevet udnævnt til at være rådgiver/medarbejder om lokalisering (lokal udvikling i modsætning til globalisering, nh). Frygter du at peak oil kunne skabe vanskeligheder i kampen for at nå målet 350 ppm?

Bill: Det frygter jeg virkeligt. Selvom det betyder, at vi bliver nødt til at standse afbrændingen af olie, vil det sandsynligvis føre til at man vil forsøge at erstatte olie med kul for at drive vores samfund, og kul er endnu mere beskidt end olie. Vi kan ikke forlade os på, at det faktum, at vi løber tør for olie, vil hjælpe os. Vi er nødt til at skabe en politik som sikrer at vi erstatter olie med sol og vind – ikke med kul.

Niels-Holger: Kommer du til København til december?

Bill: Jeg kommer til København til december. Det bliver kaotisk og vildt, men jeg kommer! Men det vigtigste arbejde ligger i ugerne op til København, hvor det stadig er muligt at blive hørt i tumulten.

Niels-Holger: Tror du, at præsident Obama dukker op?

Bill: Jeg håber han dukker op, og jeg tror på at han dukker op. Hvis han kommer er det et godt tegn, der betyder at USA og Kina har nået en eller anden form for overbevisende aftale, så vi i det mindste har et håb om en reel aftale i København. Præsident Obama kan ikke gøre disse ting alene, han behøver en bevægelse bag sig. Det Hvide Hus har gjort det klart for os ved at sige: “Vi ønsker forandring. Få os til at gøre det!” De behøver en forenet bevægelse hvor du og jeg arbejder sammen for at skabe 350.org.

Niels-Holger: Skal du have en god lang ferie efter COP15?

Bill: Ha, ha, ja det er skal jeg! Jeg er fanatisk langrendløber, så min plan er at tage hjem til bjergene, hvor jeg bor (Vermont, USA, nh). Og jeg håber at den gode Gud vil belønne mig for års arbejde med et rigtigt stort og tykt tæppe af sne, så jeg kan fordrive en måned med bare at gå ud af min havedør og stå på ski i skovene. Hvis det sker vil jeg snart være udhvilet og parat til at klø på igen!

/nh

Ikke fordi der er noget nyt i at opfordre til civil ulydighed rettet mod kulafbrænding.

Greenpeace har længe, med en vis succes, praktiseret denne form for civil ulydighed. Senest gjorde de det i forrige uge, hvor de rettede opmærksomheden mod Danmarks store kulforbrug ved en aktion mod et af de to transportbånd på Enstedværket i Aabenraa; og et par dage tidligere ved en af de velkendte gummibådsaktioner, denne gang rettet mod kultransportskibet Hanjin Imbari i Storebælt ud for Nyborg. Det var på vej til Enstedværket med en megaladning kul; læs CO2 til atmosfæren.

Men fordi vi, over en bred front, er nødt til at tage skærpede midler i brug for at forhindre, at næste års COP15 i København bliver en lige så stor fiasko, som den nys afsluttede COP14 i Poznan, rent beslutningsmæssigt altså, for der skete jo også store ting i forbindelse med Poznan, se fx. her på Strøtanker. Det går ikke længere an at overlade scenen alene til Greenpeace. Det gør det alt for nemt for kullobbyen at udpege modstanden mod kulsvineriet som værende uden egentlig folkelig opbakning[1]. Vi må vise, at vi er flere og flere, der slutter op om en mere radikal og stedse mere nødvendig klimapolitik.

Tiden er knap, og vi må skærpe midlerne, hvis vi vil nå i hus. Klimaet retter sig ikke efter vores fromme ønsker, men efter vores praksis.

James Hansen opfordrede faktisk også for nylig til civil ulydighed ved i retten at forsvare de engelske greenpeace-aktivister, der havde besat det kulfyrede kraftværk i Kingsnorth, Skotland – og som blev frikendt! Læs mere herom på Strøtanker. Civil ulydighed er helt klart blandt de midler, der skal overvejes i klimakampen frem mod COP15. Aldrig har civil ulydighed været mere legitim.

Berrys og McKibbens åbne brev, udsendt, og bragt bragt i The Huffington Post, den 12. december 2008:

Kære venner

Der findes øjeblikke i en nations – og i en planets – historie, hvor det kan være nødvendigt, at nogen bryder loven for at gøre opmærksom på et onde, bringe viden om det ud til en større offentlighed, og presse på for dets afskaffelse. Vi mener at et sådant tidspunkt er nået nu, og vi skriver dette for at sige, at det er vores håb, at nogle af jer vil være sammen med os i Washington den 2. marts for at tage del i en civil ulydighedshandling mod et kulfyret kraftværk beliggende tæt på Capitol Hill (Kongressen, nh).

Vi vil være at finde der for at gøre opmærksom på flere pointer:

- Kulfyrede kraftværker forårsager klimaændringer. Vores mest fremtrædende klimatolog, NASAs James Hansen, har vist, at vores eneste håb for at bringe atmosfæren tilbage til et sikkert niveau – under 350 milliontedele CO2 – ligger i at holde op med at bruge kul til elektricitetsfremstilling.

- Selv hvis klimaforandringerne ikke var den presserende krise, som de er, ville vi stadig afbrænde de fossile brændstoffer for hurtigt, spilde for meget energi, og udlede for meget gift til luften og havet. Vi ville stadig have behov for at drosle ned og genopfinde den økonomiske dyd sparsommelighed.

- Kul er beskidt ved kilden. Det meste kul, anvendt i dette land, kommer fra West Virginia og Kentucky, hvor mineselskaber engagerer sig i “mountaintop removal”[2] for at skaffe sig adgang til stoffet; de efterlader sig udjævnede ørkenlandskaber og forarmede lokalsamfund. Ingen teknologi eksemplificerer bedre, at menneskets forhold til resten af skabelsen er ude af kontrol.

- Kulrøg gør børn syge. Astmaforekomsten i byområder tæt på kulfyrede kraftværker er høj. Luftforureningen fra afbrænding af kul er også sundhedsskadelig for voksne og for, herunder skove, alt der ånders eksistens.[3]

Kulindustrien hævder, at der findes noget, som de kalder for “rent kul”. Det er, sagt ligeud, en løgn. Men det er en løgn fortalt med millioner af dollars i ryggen, hvilket vi ikke har. Vi har vores kroppe og er villige til at bruge dem for at fastslå vores mening. Et sådant skridt er ikke let at tage. Vi har i mange år skrevet, vidnet og organiseret os politisk for at få vores mening frem, og mens der i de seneste måneder har været reel fremgang i modstanden imod kulfyrede kraftværker, så er den sædvanlige praksis med at producere halvdelen af vores elektricitet på basis af kul fortsat uantastet. Det er på tide at gøre det klart, at vi ikke kan drive denne planet på kul overhovedet. Derfor føler vi, at tiden er moden til en optrapning – vi hører at præsident Barak Obama taler for en bevægelse for forandring, som fortsætter ud over valgdagen, og vi hører at nobelprismodtager Al Gore advokere for kreativ ikkevold ved kulkraftværkerne. Som en del af de internationale forhandlinger, der snart vil finde sted, vil vores nation bede Kina, Indien og andre om i fremtiden at begrænse deres anvendelse af kul for at redde planetens atmosfære. Det er en barsk ting at bede om, fordi det er deres billigste brændsel. En del af vores bekendelse til marts vil være at sige, at vi selv er villige til at bringe nogle ofre, selv hvis det kun bliver en tur i spjældet.

Med lidt held vil dette blive den hidtil største protest, stor nok til at levere en virksom gnist. Hvis du ønsker at deltage sammen med os, har du behov for at gennemgå et kort kursus i ikkevold. Demonstrationen vil, i den udstrækning det står til os, blive fuldstændig fredelig og udført i håbets og ikke hadets ånd. Vi vil møde op i vores pæne tøj og bede dig om at gøre det samme. Der vil komme unge mennesker, folk fra trossamfund, folk fra kulfelterne i Appalacherne og fra omegnen af Washington, de som kommmer til at indånde røgen fra værket.

Vi vil krydse grænsen til kraftværkets grund og forventer at blive arresteret. Hvad der sker herefter, kan vi ikke sige med sikkerhed, men advokater og lignende vil være for hånden. Vores mål er ikke at lukke værket resten af dagen, som kun bliver en af mange. Under alle omstændigheder er værkets drift i en enkelt dag ikke vores pointe. Faren er den verdensomspændende daglige afhængighed af kul; dette er et lille skridt til at rejse bevidstheden om denne ruinerende last og siden bidrage til at bryde den.

Det er selvfølgeligt overflødig at sige, at vi ikke står i spidsen og leder på denne dag. Hele æren tilfalder forskellige grupper, specielt Energiaktionen (som bringer tusindvis af unge mennesker til Washington denne weekend), Greenpeace, Ruckussamfundet, og Regnskovsnetværket. Et website under sidstnævnte organisation tjener som et foreløbigt aktionscenter. Hvis du besøger det, vil du finde et sted at tilmelde dig, så vi ved at du vil deltage sammen med os.

Tak skal I have

Wendell Berry, Bill McKibben

P.S. Dette er vigtigt: Vær så venlig at videresende dette brev til enhver, som du tror er interesseret.

Oversættelse af Niels-Holger Nielsen

Oversætterens noter

[1] DONG har dog valgt en anden taktik, idet de har indbudt Greenpeace til offentlig dialog. Læs her på jp.dk. Greenpeace er trods alt – og heldigvis – ikke til at komme udenom, en anerkendt diskussionspartner.

[2] Stripmining, enorme åbne miner, se Information fra i lørdags og/eller besøg hjemmesiden: Jeg elsker bjerge (ilovemountains.org) for mere information om disse uhyrligheder.

[3] Barry og McKibben er i sandhed venlige ved kulindustrien, som har langt flere synder på samvittigheden, end de nævner her. Umiddelbart kan jeg komme på to. For det første forurener kulbrydningen i stor målestok, tilsigtet eller utilsigtet, grundvandsressourcer, floder og søer. For det andet er kulafbrænding den største og dominerende enkeltkilde til den verdensomspændende kviksølvforurening, som gør det farligt at fortære fisk og havpattedyr øverst i fødekæden. For så vidt held i uheld, da mange af disse dyrearter er truet af udryddelse på grund af rovdrift fra menneskets side. Et eklatant eksempel på kviksølv som miljøgift er Minematakatastrofen i Japan, som opbyggedes fra 1932 til 1968 som en følge af industriel forurening af et fabriks-, bonde- og fiskersamfund med kviksølvholdige stoffer fra petrokemisk produktion. Muligvis den hidtil største forgiftningsulykke på det tidspunkt, hvor den blev opdaget. Kviksølvforgiftning af jorden og havet anses bla. for at være kilde til mange tilfælde af Parkinsons sygdom.

Friends,

We’re celebrating a new holiday around the office today: it’s the 350th day of the year, and since we’re numerologists, we pretty much have to mark the occasion.

Actually, it’s most appropriate, because we have more to celebrate today than any time since our campaign began a year ago. Thanks to all of your hard work in the last year, the news that this is the most important number in the world has begun to spread.

We saw just how far on Friday, in Poznan, Poland.  At the end of otherwise dreary UN Climate Talks, Al Gore gave a big speech to everyone there. It was well-received–but by far the longest and loudest applause came when he announced that he too has joined the 350 bandwagon. “Even a goal of 450 parts per million, which seems so difficult today, is inadequate,” said Gore, adding we “need to toughen that goal to 350 parts per million.”

Those few words changed the course of the climate debate. We now have the most important political figure in the global warming world agreeing with the most important scientific figure, James Hansen, that 350 has got to be the target. It was a brave thing for Gore to do–it would have been far easier not to upset the process, even though its sleepwalking towards a treaty too tame to do any good. Instead, Al Gore told the truth.

Telling the truth–it’s what we all need to do for the year to come. We’re more excited than ever about our plans for a a big mobilization in 2009, and we’ll be in touch soon to make sure you’re ready to go.

But not today. Today, no links to click, or e-mails to send. Just a well-deserved moment of celebration. You’ve helped start the process of changing the world.

Thanks for all you do,

Bill McKibben, for the 350.org crew

P.S. One more reason to celebrate: thanks in part to many of you signing on, over 80 countries endorsed the “Survival Pledge” last week, securing its inclusion in a key UN summary document.  This is no small milestone–the survival principle offers the most vulnerable countries in the world a solid platform moving forward.  Many thanks for doing your part.

I talen sagde han bla.: “… og selv målet på 450 ppm, som synes så svært i dag er ikke tilstrækkeligt. Vi bliver snart nødt til at skærpe det mål til 350.” (stort bifald)

Al Gore til de delegerede i Poznan

En transkription af talen kan findes på Al Gores blog.

Hvad angår rygterne om Al Gore i Obamas kabinet er det nyeste vi har kunnet finde denne notits på Informations blog Luftskibet, fra den 8. december: Al Gore i ny Obama-regering?

Dear friends,

I’m writing again from the UN Climate talks in Poland, where one thing has become heartbreakingly apparent: for some people, these negotiations aren’t just about numbers and compromise and diplomacy.  For some people, these negotiations are about survival.
People toss around a lot of lofty words at the UN, so let me be clear.  I’m not talking about “survival” as an abstract concept, or some distant problem for future generations. I’m talking about countries and peoples getting quite literally wiped off the map within decades.  I’m talking about human lives and livelihoods being destroyed by the impacts of climate change here and now.

Here’s the worst part: the countries facing the biggest impacts of climate change are also the countries most poorly represented here in the United Nations.

With the static of the UN and the distractions of a 24-hour news cycle, the countries fighting on the front lines of climate change are struggling to get the attention they deserve. Case in point: last week 49 of the world’s most vulnerable countries endorsed the 350 target that the latest science calls for.  Instead of recognizing the importance of this call, some EU leaders have been backpedaling on their already weak climate commitments.

The time has come to change the conversation in Poland, to send one clear message that cuts through the static.

That’s where you come in.  If we come together, we can amplify the voices of the people who are most threatened by climate change.  Can you take a stand for survival by signing the pledge here? http://www.350.org/survival

Youth from around the world are spending the next 24 hours pressuring their country’s UN negotiators to sign on to the very same same survival pledge–and their efforts will be made much easier if they have people like you supporting them from every corner of the earth.

We’ll put your messages directly in front of world leaders by staging a high-profile delivery on the last day of the negotiations.  This plan will only work if we get enough people signing on before the end of the week to make it count.  With your help, we can make the “survival principle” a key message of the UN negotiations.  And upon that principle, the world can build an equitable global climate agreement around science-based targets–targets like 350, the safe upper limit of CO2 concentrations in the atmosphere.

When I landed in Poland for the UN Climate talks a week ago, I thought I knew what to expect: a few meetings, some bureaucratic backpedaling, and some frustratingly slow progress on a global climate treaty.  I wasn’t prepared for feeling moved, deeply, by the stories from those on the front lines of climate change.  These are stories from countries like Kiribati and Tuvalu, island nations who are losing their crops and drinking water due to the ever encroaching sea. Left unchecked, within my lifetime there may be nothing left of these nations but waves.

We can prevent a climate catastrophe.  The time has come for the world to stand together.  Please join us.

Thanks for all that you do,

Jon (and Bill, Jamie, Jeremy, Kelly, May, Phil, and Will and the entire 350 team)

P.S. On a lighter note: last week I asked many of you to take part in an experiment to help us take over YouTube with a climate video–our 90-second animation. I just wanted to let you know that it worked–we were front and center in front of tens of thousands of new eyes. Many many thanks.

Dette oplæg blev holdt på et offenligt møde den 10. oktober 2008. Det var en del af the Environmental Activists’ Conference ’08: Climate Emergency — No More Business as Usual (http://www.cleansa.org.au/), i Adelaide, Australien. David Spratt er medforfatter til Climate Code Red: the case for emergency action, Scribe 2008; http://www.climatecodered.net/

Ikke mere global opvarmning – ikke mere business as usual: Dette er en nødsituation!

Af David Spratt

10. oktober, 2008–For et år siden researchede jeg, hvad der skulle have været en kort forelæggelse til the Garnaut review (Garnaut er udnævnt af Laborpartiets Premierminister Kevin Rudd til at rådgive Australiens federale regering), da begivenheder i det nordpolare område vendte op og ned på klimapolitikken. Der blev påvist, at 8 millioner kvadratkilometer havis – et areal på størrelse med Australien – var i færd med at smelte, med en glaciologs udødelige ord: “hundrede år før planlagt”.

I dag fortsætter den internationale politiske debat, som om intet var hændt. Udrangerede scenarier, research og observationer bliver brugt til at foreslå mål for udledningsreduktionen, som fuldt implementeret stadig vil føre til katastrofe.

Således blev en kort forelæggelse til en lang omvej ind i hvordan klimadebatten er konstrueret, og resultatet, sammen med Philip Sutton, blev en bog vi ikke havde til hensigt at skrive, Climate Code Red (Rød Klimavarsel).

Vi kom til den konklussion, at det meste af den offentlige debat om klimaet er selvbedrag, dvs. en fastlåst falsk bevidsthed, modstandsdygtig over for fornuft eller konfrontation med aktuelle fakta. I det nye nummer af Quarterly Essay, siger Tim Flannery: “Der er ikke nogen reel debat om hvor alvorlig vores misere er”, ejheller har der været “forståelse af hvor dybt vi influerer samtlige jordens livgivende processer”.

Ingen af de større politiske partier (i Australien) på det nationale (modsat regionale/delstats-, nh) niveau har bekymret sig om at fortælle vælgerne hvad de anser for farlige klimaændringer. Ingen af regeringspartierne har nogensinde fortalt: Hvor hedt er for hedt – en grad, to grader, tre, fire eller fem grader? – og så forpligtet sig på handlinger i overensstemmelse med dette mål. Og de synes alle at have svært ved at sige klart, at tabet af the Great Barrier Reef (nu uafvendeligt) eller forsaltningen af Kakadu (australsk nationalpark, nh)(forudset til at forekomme ved en havstigning på en halv meter i dette århundrede) betyder, at den globale opvarmning allerede er farlig.

Den federale australske regerings klimavision rækker ikke længere end det terræn, der beskrives af IPCC, og som Flannery påpeger er “smertelig konservativt” fordi IPCC “arbejder ud fra konsensus og inkluderer regeringsrepræsentanter fra USA, Kina og Saudiarabien, som alle må samtykke ord til andet om hver eneste kendsgerning”. Således er IPCCs nyeste rapport allerede blevet fundet alvorlig mangelfuld om emner som arktisk havis, tab af iskapper og havstigninger, ligesom den heller ikke seriøst bekymrer sig for muligheden af ikkelineær klimaforandring og langtidseffekten af feedbackmekanismer i kulstofkredsløbet (menneskeskabt opvarming, som forårsager frigivelse af endnu mere kulstof til atmosfæren, som fx. optøningen af permafrosten (tundraen i Alaska,Canada og Rusland/Sibirien, nh)).

For at sige det ligeud, så er debatten i Australien ikke baseret på kendsgerninger. Der er tale om politisk pragmatisme, skønmaling og en gradvist stigende indsats, som vil vise sig ude af stand til at hamle op med de videnskabelige fakta. Resultatet kan, for de fleste mennesker og de fleste arter på planeten, kun blive en selvmordsattest.

Den konklussion, som vi nåede frem til, var at med mindre vi tager de strengeste forholdsregler – som i en katastrofesituation – så er det allerede for sent. Det er ikke længere et spørgsmål om hvor meget vi kan tillade os at opvarme planeten, men om hvor hurtigt vi kan nedkøle den.

Alvorlige konsekvenser er allerede på trapperne

Alvorlige følger af klimaændringerne sker allerede, de foregår både hurtigere og ved lavere globale temperaturer end beregnet. I 2005 advarede den fremragende klimavidenskabsmand Dr. James Hansen om at: “Vi befinder os ved klimasystemets afgrund: Tippepunkter, hinsides hvilke der ikke findes nogen frelse.” Nu, tre år senere ved vi, at vi allerede har overskredet nogle af disse tippepunkter: Punkterne for iskappernes sønderbrydning, for betragtelige havstigninger og for tab af artsrigdom.” Hansen siger at “elementerne til en ‘perfekt storm’, en global kataklysme, er bragt sammen”.

Fuldstændigt tab af arktisk havis om sommeren er nu uafvendelig. “Polarhavet kan blive næsten isfrit i sensommeren 2012″, siger Dr. Jay Zwally, som er glacieolog ved NASAs Goddard Rumflyvningscenter. Han konkluderer at: “Arktis er ofte citeret som “kanariefuglen i kulminen” i forbindelse med den globale klimaopvarmning …. og nu, som et tegn på klimaopvarmningen, er kanariefuglen død.”

Arktis er nøglen til verdens klima, og ændringerne i Arktis har potentiale til en alvorlig destabilisering af det globale klimasystem. Dr. Neil Hamilton, direktør for Verdensnaturfondens (WWF) Arktisprogram, siger at de arktiske klimamodeller bryder sammen, ikke længere virker, fordi “vi er på vej mod et nyt arktisk klimasystem”. Han udtaler, at WWF ikke længere prøver på at beskytte det arktiske økosystem, fordi det ikke længere er muligt, og at kulstofreservoiret i Arktisk ændrer sig meget, meget hurtigt, samt at det ikke er klart hvordan det arktiske klimasystem vil se ud om halvtreds år.

Faren er at en isfri tilstand i den arktiske sommer vil sparke klimasystemet ind i en trend af hastig opvarmning og skabe en atypisk ny klimatilstand, som er mange, mange grader varmere. Den arktiske havis er den første dominobrik, og den falder hurtigt. Andre brikker vil uafværgelig følge efter, med mindre vi standser CO2-udledningerne og afkøler planeten for at få den arktiske havis tilbage.

Disse dominobrikker inkluderer den grønlandske iskappe. Tabet af den arktiske havis vil forårsage en stor lokal opvarmning, i omegnen af 5 grader C, og en mindre men meget betydelig global opvarmning på 0,3 grad C. Denne yderligere opvarmning af Arktisk vil speede sønderbrydningen af Grønlands iskappe op. “Vi er tæt på at være forskrevet til et kollaps af Grønlands iskappe”, siger Tim Lenton fra East Anglias universitet. Hvis Grønland smelter fuldstændigt vil havstigningen blive på syv meter. Givet den aktuelle kurs er spørgsmålet ikke om, men hvor hurtigt havet vil stige. Den almindelige antagelse er 1-2 meter i dette århundrede, men Will Steffen fra ANU (Australiens Naturuniversitet) siger at fire meter ikke kan udelukkes; i klimaets forhistorie for 14.000 år siden steg havet 5 meter pr. århundrede.

Jeg er ikke bekendt med nogen velinformeret klimavidenskabsmand, som mener, at det er muligt at opretholde et sikkert klima eller at undvige havstigninger når Arktis’ sommeris forsvinder permanent. Dette emne adresseres ikke i Australien, skønt det nødvendigvis må være rammen for hele debatten. Ikke at tage Arktis energisk i betragtning er det samme som at ignorere det største spørgsmål i den nuværende globale opvarmning.

Den hastige opvarmning på regionalt plan forårsaget af havisens smeltning har også alvorlige konsekvenser for permafrosten. Det Nationale Center for Atmosfæriske undersøgelser i Boulder (Colorado, USA, nh) forudsiger,at halvdelen af permafrosten i det nordlige Arktis vil tø til en dybde af tre meter omkring 2050. Ted Scambos siger: “Det er en alvorlig eskalering …. en katastrofe ligger begravet under permafrosten.” Permafrostspecialisten Sergei Zimov udtaler: “Permafrostområderne indeholder 500 milliarder tons kulstof som hurtigt kan forandre sig til drivhusgasser (i form af den agressive drivhusgas metan, nh) … Hvis man ikke standser udledningen af  drivhusgasser …. Kyoto-protokollen vil tage sig ud som barnlig pludren”. De vestsibiriske tørvemoser er blandt de hurtigst opvarmende områder på planeten, og Sergej Kirpotin fra Tomsks Statsuniversitet betegner nedsmeltningen af frosne tørvemoser som et økologisk jordskred, som sandsynligvis er irreversibelt”. I august 2008 godtgjorde Örjan Gustafsson, den svenske leder af det “Internationale Studie af det Sibiriske Skjold”, at metan nu bobler op gennem havvandet fra den ellers permafrosne havbund.

Så spørgsmålet er ikke længere om permafrosten vil begynde at tø, men hvad der vil ske hvis og når denne tidsindstillede bombe detonerer. Når det sker, vil den blæse klimasystemet hinsides vores kapacitet til at standse fremkomsten af yderligere dramatiske “tippepunkter”. Frigivelse af den totale kulstofmængde oplagret i permafrosten svarer til en fordobling af atmosfærens nuværende  indhold af kuldioxid, så frigivelse af bare en betragtelig andel af det, vil skabe en meget anderledes jord, end den vi kender. Videnskabsfolk advarer om, at den temperatur, som udløser metanen, er tættere på den nuværende, end vi tror. En undersøgelse publiceret denne vinter (på vores halvkugle sommer, nh) af Dmitry Khvorosyanov viser at udløseren er en opvarmning i Arktisk på ca. 9 grader C, og at frigivelsen, en gang påbegyndt, vil fortsætte og føre til at tre fjerdedele af kulstoffet frigives i løbet af hundrede år. Det kunne starte så tidligt som midt i dette århundrede.

Øjeblikkelig handeling for at undgå katastrofe

“Af disse og af mange andre grunde kan jeg blot konstatere at en begrænsning af temperaturstigningen til 2-2,4 grader C, som foreslået i FN-sammenhæng, ville bringe planetens klima hinsides det temperaturspand, som har været gældende i den foregående en million år og forårsage en katastrofe. “To grader C har potentialet til at føre til tre eller fire grader på grund af kulstofkredsløbets feedback-mekanismer”, siger Barry Brook fra Adelaides Universitet.

Således er de konklusioner, som vi nåede i november 2007, følgende:

- På grund af de farlige “banke-på-effekter”, forårsaget af dets forsvinden, må den Arktiske havis i så stor udstrækning som muligt genskabes i sin normale omfang

- For at bringe den arktiske havis tilbage er vi nødt til at køle jorden ca. 0,3 grad C. Hvis vi ikke gør det, kan vi ikke undgå meget farlige klimapåvirkninger. Der findes ikke en tredie vej. Dette er den nye meget ubekvemme sandhed, som politikerne  prøver at undvige.

- For at køle jorden tilstrækkeligt hurtigt til at gendanne den arktiske havis i en fart, er vi nødt til at rykke til nuludledning af drivhusgasser så hurtigt, som økonomien kan blive restruktureret, og så hurtigt som det er miljømæssigt sikkert at gøre, og herigennem trække 200 milliarder tons CO2-ækvivalenter ud af atmosfæren. Vi er også nødt til at udvikle miljømæssigt sikre mekanismer til aktivt at køle jorden, mens vi implementerer denne økonomiske omstrukturering.

- Under et er denne opgave, målt i tilstrækkeligt omfang og nødvendigt tempo, overvældende, men der er simpelthen intet alternativ, hvis vi vil undgå katastrofale klimaændringer.

Vi stod ikke alene.

I december 2007 talte James Hansen om sine meget tilsvarende konklusioner. Han fastslog: “De nuværende udledninger af drivhusgasser bringer jorden i faretruende nærhed af klimaforandringer, som truer med at løbe løbsk, til stor fare for mennesker og andre skabninger. Der er allerede kulstof nok i jordens atmosfære til endegyldigt at bortsmelte massive iskapper som fx. den vestantarktiske, og garantere at havenes vandstand vil stige metervis i de kommende årtier. De tropiske og tempererede klimazoner vil fortsætte med at bevæge sig nordover, og oceanerne vil blive mere forsurede – bringe meget marin biologi i fare. Vi er tvunget til at påbegynde en hurtig fremrykning mod det post-forsile, rene energisystem. Endvidere må vi fjerne kulstof ophobet i atmosfæren siden den industrielle revolution.”

Direktøren for Tysklands Potsdaminstitut til forskning i klimapåvirkninger, rådgiver for den tyske regering og for Den Europæiske Union, John Shellnhuber, fortalte David Adam fra den britiske avis Guardian, at kun en tilbagevenden til førindustrielle kuldioxidniveauer ville være tilstrækkeligt til at garantere en sikker fremtid på planeten. Han sagde, at tidens politiske målsætning for nedsat vækst i udledninger og stabilisering af kulstofniveauet ville være utilstrækkelig, og at måder til aktivt at fjerne kuldioxid fra atmosfæren nødvendigvis måtte udvikles. Adam rapporterede: “(Shellnhuber) sagde at selv små temperaturforøgelser kunne udløse et blandt adskellige klimatiske tippepunkter, som fx. metan frigivet fra tøende permafrost, og medføre meget mere alvorlig global opvarmning. ‘Det er et meget langtrækkende (overbevisende? nh) argument, men ingen kan med sikkerhed afgøre om 330 ppm (milliontedele) kuldioxid er sikkert’, sagde han. (Dagens niveau er langt højere, nemlig 387 ppm.) ‘Måske vil det ikke gøre nogen forskel om niveauet er 270 ppm eller 330 ppm, men at operere klart hinsides de (historisk) givne niveauer for carbondioxidkoncentrationer er risikabelt, så længe vi ikke til fulde har forstået de relevante feedbackmekanismer’.”

Tal med de fleste videnskabsfolk, og de vil privat være enige. Mange af dem er bekymrede over, at det allerede kunne være for sent (delvist på grund af deres fordomme/fjentlighed over for den toneangivende elite), og de er klar over, at de politisk accepterede mål ikke videnskabeligt kan retfærdiggøres som tilstrækkelige til at redde planeten fra katastrofe.

For nylig meddelte 49 australske organisationer, græsrodsgrupper, klimaaktionsadvokater og miljøfotralere Ross Garnaut i et åbent brev, “at tippepunkter for tab af store iskapper og biodiversitet allerede, som vi bevidner det i Arktis, er overskredet. Det er ikke længere et spørgsmål om hvor meget mere vi på den sikre side kan udlede, men om vi hurtigt kan standse udledningerne og producere afkøling før vi når tippepunkter og forstærkende feedbackmekanismer – så som storskala frigivelse af drivhusgasser fra smeltende permafrost – der vil bringe jordens klimasystem hinsides ethvert håb om menneskeskabt reparation.”

Fem (australske) statsbaserede fredningsråd undertegnede erklæringen, ligesom nu også Greenpeace rykker til denne “nyrealistiske” possition. Og af alle store miljøorienterede organisationer, var det for Australiens Grønne Christine Milne, som tog teten ved at indrømme at “forventning om fejltagelser er blevet normen i klimapolitikken” og ved at tilsluttede sig målsætningen om nuludledninger.

Således kan vi ane en langtrækkende forandring i de fleste videnskabs- og miljøfolks, af meningsmåingerne henregnet til de mest troværdige røster i klimadebatten, offentligt erkendte synspunkter. Uheldigvis er nogle af de mere koncernelskende klimagrupper fanget i en konservativ praksis – travende langt bagefter tidens debat og fremmede over for den nye evidensbaserede forståelse af behovet for presserende nuludledninger og for nødvendigheden af igen at afkøle planeten til et sikkert niveau.

Forhindringerne er politiske

Stands alle udledninger af drivhusgasser og afkøl planeten: Det lyder urealistisk, men det er ikke tilfældet. Jeg er overbevist om, at hindringerne for en sådan kurs ikke principielt er teknologiske eller økonomiske, men derimod politiske og sociale. (Andre talere i dette forum vil i detaljer fortælle om hvilke løsninger, der kunne komme på tale.) Vedvarende energi er ikke raketvidenskab; det er fornyelsen af vores nationale tognet, forbedret energieffektivitet eller planlægning med henblik på bæredygtige livsformer ejheller. En rapport fra det internationale konsulentfirma McKinsey afdækker, at mange af de mulige udledningsreduktioner er økonomisk rentable. Ligeledes vil omstillingen til en post-forsil økonomi blive jobskabende.

I juli offentliggjorde Al Gore sin udfordring til USA: “I dag udfordrer jeg vores nation til at forpligte sig til at producere 100% af vores elektricitet ud fra vedvarende energi og ægte kulstoffrie kilder i løbet af ti år … Dette mål er opnåeligt, økonomisk muligt og fremtidsrettet. Til de, der argumenterer, at vi endnu ikke har teknologien … jeg har set hvad de (entreprenører, som ønsker at stå for denne revolution) er i gang med og jeg er ikke i tvivl om, at vi kan møde denne udfordring.”

Her er nøglen: De klimatiske udfordringer er politisk forandrende.

I den tætte tåge, som skygger for den nationale debat om klimapolitik, snubler de store spillere fra den ene tue til den næste, ude af stand til at se det større billede i den skumle belysning. Blottet for kontekst er deres klimaudsyn så akavet, at de er ude af stand til at identificere kerneproblemet: At verden står på kanten af afgrunden, hinsides hvilken menneskelige handlinger ikke, på nogen meningsfuld måde, vil være i stand til at kontrollere klimasystemets kurs, eller menneskelivets skæbne i et hurtig forværret miljø.

Klimapolitik er karakteriseret af vanemæssigt lave forventninger og af fejltagelser. Der er et presserende behov for at forstå den globale opvarmning og de tippepunkter for farlige påvirkninger, som vi allerede har passeret, som en overlevelsesmæssig nødsituation, der bringer os hinsides politikkens fejlgenererende kompromisser, fordi vi nu er i et kapløb mellem klimatiske tippepunkter og politiske ditto.

Vores politiske ledere tager ikke de forholdsregler, som videnskaben kræver, fordi den gængse form for politik er kortsigtet og pragmatisk. Det er tilsyneladende et spørgsmål om at løse 10% af problemet, eller skyde skylden på modstanderen, eller stikke det til side til efter næste valg, eller lade som om det over hovedet ikke eksisterer. Politik er mere og mere spin og mindre og mindre substans.

Australiens premierminister Kevin Rudd og (klimaminister) Penny Wong har adopteret en traditionel laborattitude til klimaproblemet: Det er et emne for miljølobbyen og forretningslivet. Men problemet er, at klimakrisen ikke kan behandles som en lønforhandling, hvor kravene fra hver af siderne kan balanceres et eller andet sted omkring midten. Det er ikke muligt at forhandle med fysikens og kemiens love. Planeten kan ikke spises af. Der findes absolutte grænser som ikke må krydses, og at gøre noget, som alligevel ikke er nok, vil stadig føre til katastrofe.

Vi kan ikke vente på markedet

De (vores politiske ledere, nh) synes gift med markedsbaserede løsninger snarere end at have forestillingsevne til at konstruere en fremtidig nation, hvori vi faktisk er i stand til at overleve. Vi står over for et systemnedbrud. Hastigheden er afgørende i overgangsprocessen til en post-kuldioxid-økonomi, som må etableres så hurtigt som muligt. Vi har ikke tid til at vente på, at markedet skal skabe et bæredygtigt samfund. Det er nødvendigt, at vi alle er en del af forandringen. Selv Frankrigs præsident har erklæret at “laissez-faire er slut”; Sarkozy sagde: “ideen om at markedet altid har ret er en skør ide.” Storbritaniens Nicholas Stern siger, at den globale opvarmning er den største markedsfejl til alle tider. Og hvad vender de toneangivende partier sig så imod i klimapolitikken: et kulstofmarked!

Klimakrisen vil ikke kunne imødegåes selv med voksende modifikation af business as usual-modellen.

Heldigvis har vi en anden model, som vi kan vende os imod, når vi ønsker helt igennem at løse et problem: katastrofeløsning, hvad enten der er tale om oversvømmelse, brand eller jordskælv. I disse situationer venter vi ikke på at markedsmekanismer, prissignaler eller politikker, som det vil tage to eller tre år at implementere, løser problemet. Dette gælder også i krigstid, hvor regeringen kontrollerer økonomien for at få produceret, hvad der er nødvendigt hurtigt og effektivt med henblik på at løse problemerne. I krig taber man, hvis man kun løser problemet halvt. Det samme er sandt i kampen mod den globale opvarmning.

Højeste beredskab for klimaet (Climate Code Red)

Hvad, vi er nødt til at anerkende, er, som FNs generalsekretær, Staten Victorias guvernør da han lancerede Climate Code Red, og mange andre har sagt, at vi står over for en nødsituation, som kræver nødforanstaltninger.

Den klimatiske nødsituation kræver lederskab og mod, og en forestillingsvne, som er næsten fraværende i dagens australske politik. Vi må inspirere folk med ideen om omvæltende handling, villigheden til at fremme en ny vision om fremtiden og gøre det til det vigtigste mål for vores samfund og økonomi. Det kræver at regeringerne stiller meget af den enorme velstand, som vores økonomi har genereret til tjeneste for løsningen af klimakrisen.

Hvor stor en økonomisk kapacitet skulle så øremærkes til at skabe den nødvendige meget hurtige forandring til et postforssilt samfund? Det eneste realistiske svar er, at vi så hurtigt som muligt må øremærke så mange ressourcer, som det er nødvendigt, til den klimatiske nødsituation. Igennem den forrige globale mobilisering, 2. verdenskrig, blev mere end 30%, og i nogle tilfælde mere end halvdelen af økonomien øremærket til militære udgifter. I dag har vi en selvbedragerisk offentlig diskussion om, hvorvidt det er for meget at spendere en halv eller en hel procent på klimaet!

Vi er nødt til at være forberedte på, at præstere dette engagement igen, hvis det er det, der skal til for at redde de fleste mennesker og de fleste arter fra en klimaapokalypsen. Et skifte til en slags krigsøkonomi vil kræve af os, at vi lever bedre for mindre, mens vi ombygger til et bæredygtigt samfund. Vi kan ikke bore eller brænde os ud af den nuværende krise. Men ved samarbejde kan vi finde og investere i en udvej.

Hvis politikere ikke kan lede, så må vi alle, ved at opbygge en samfundsmæssig bevægelse, som bruger de brutale realiteter, som vi er hensat i, til at inspirere nationen til den forandrende aktion. Vi kan kun spille dette spil en gang. Hvis vi ikke gør nok for at opbygge en postfossil økonomi, eller ikke gør det hurtigt nok, så vil klimasystemet udvikle sig hinsides vores evne til at korrigere det. Prøv og fejl politik er ikke en mulighed. Arktis er vores Pearl Harbor.

Påvirkningerne vil blive globale og overvældende. Eksempelvis sagde den videnskabeligt konservative 2007-rapport fra IPCC, at Himalayas gletchere kunne være forsvundet i midten af århunderet. En sjettedel af jordens befolkning er afhængig af gletchernes afløb og det sæssonmæsssige snefald. Laborregeringens uofficielle målsætning på tre graders opvarmning er lig med deres destruktion.

Sammen med dem fra det nærliggende tibetanske plateau repræsenterer Himalaya-Hindu Kush-gletcherne jordens største ismasser udenfor polarområderne. De er kilde til Asiens store flodsystemer, herunder Indus, Ganges, Brahmaputra, Salveen, Mekong, Yangtze og Huangho. Disse floders bassiner er hjem for mere end en milliard mennesker fra Pakistan til Kina. Himalayagletcherne leverer så meget som 70% af sommergennemstrømningen i Ganges og 50-60% af de andre store floders i den tørre årstid. I Kina lever 23 % af befolkningen i de vestlige regioner, hvor gletcherafsmeltningen udgør den væsentligste vandressource i den tørre årstid.

Følgerne af den himalayiske iskappes forsvinden er bevidsthedsforkrøblende, men miseren anses sjældent for nævneværdig i Australien.

Forstår vores politikere hvorledes den globale opvarmnings påvirkning af Himalaya vil sønderlemme livet for en milliard mennesker? Græsrøddernes klimagrupper spurgte i deres brev til Garnaut: “Hvilke værdier har vi i denne sammenhæng? Skulle vi ‘vente og se’ om hele verden vil handle, før vi selv handler? Eller burde vi uden tøven slå ind på den eneste moralske kurs, og gøre hvad der er nødvendigt nu; hvis andre nationer ville handle på samme måde, så ville det være muligt at redde denne milliard mennesker fra at skulle stå ansigt til ansigt med en unævnelig katastrofe?

Vi bør ikke tøve. Som en af verdens største per capitaudledere har vi, i overensstemmelse med vores ansvar for miseren, en større forpligtelse til at tage teten … At spille “hvem har bolden” med det internationale samfund, når indsatsen er de fleste menneskers og arters overlevelse er klart uforsvarligt. Hvis alle nationer er klare over at drastisk aktion er nødvendig, er det første og bedste valg for alle at handle på egen hånd. Fordi vi kan og fordi det er nødvendigt. Det er ikke nødvendigt at vi venter på en international aftale. Ikke at vælge nødværgen her og nu ville være at vælge fiaskoen. Modig ledelse vil afløse den gennemtrængende fiasko i australsk klimapolitik, hvis vi handler.”

Sir Nicholas Stern sagde, at klimafølgerne sandsynligvis vil blive større end følgerne af de to verdenskrige og Den Store Depression tilsammen, mindst. Da ryggesløsheden smadrede de globale finansmarkeder i 2008, rykkede regeringer og centralbanker beredvilligt ud med mere end en billiard (1000 milliarder, beløbet er i øvrigt mangedoblet siden David skrev sin artikel, nh) dollars som redningskrans for økonomien. Men når tøjlesløse menneskabte kuldioxidudledninger truer planeten, så er et redningsprogram af sådanne dimensioner overhovedet ikke et emne for seriøse diskussioner.

Måske må vi trøste os med, at når de globale kapitaler, på hvis bud de fleste regeringer sidder, forstår den nye klimarealisme og erkender, at de ikke kan bygge en økonomi på en døende planet, så vil de, der har siddet på hænderne ved de globale forhandlingsborde mirakuløst finde den politiske vilje til med stor hast at planlægge og bygge en nuludledningsøkonomi.

Vores rolle er at bibringe hele denne nation forståelsen for, at omskabelsen til et bæredygtigt samfund og genopbygningen af vores økonomi fra nu af er en nødsituation.

Oversættelse af Niels-Holger Nielsen

————————————————————————————-

Radionterview med David Spratt om Climate Code Red:

http://www.podnova.com/channel/149005/episode/56/

————————————————————————————-

David Spratt på YouTube

Der ligger flere videoer om David Spratt på YouTube, blandt andet om Climate Code Red. Nedenfor et link til en video hvor David Spratt i et foredrag diskuterer klimatruslen. Videoen er i to dele. Du finder nemt det øvrige stof om David Spratt på YouTube

David Spratt 1

————————————————————————————-